– Klassisk Classic
Familien var til sølvbryllup i weekenden. Det gjaldt for mit vedkommende svigermors søster, der havde været gift med sin gemal i samfulde 25 år. Min kære viv hævder hårdnakket, at det da nærmest var i går, de blev gift, men selv når hun kigger i kalenderen, fremgår det, at de blev viet i 1986 – før internet, før ground zero, før krig mod terror, før TV2 – på TV altså, før murens fald, før Medina og Burhang … (Jo mere jeg remser op, jo skønnere forekommer den tid at være … hmmm).
Vel, nok med sidespringene. Der var tale om et klassisk sølvbryllup med tarteletter, steg og is, akkompagneret af elektrisk orgel med indbygget rytmebox, der sprøjtede hits som Tornfuglene, Red Rover, og Vort Modersmål Er Dejligt ud i et jævnt dansevenligt tempo. Jo – meget traditionelt var det – man fristes måske endda til at sige klassisk.
Og meget apropos – hvis man ikke var til den noget sure hvidvin, der blev serveret til forretten, så var der stillet Royal-øl frem på et bord som alternativ. Der var Pilsner og Classic at vælge imellem – jeg valgte Classic, egentlig ikke så meget fordi, jeg ikke havde prøvet den før og derfor ville prøve noget nyt, som fordi jeg vidste at alternativet var noget nær, om ikke udrikkeligt, så i hvert fald ganske intetsigende.
Man var under alle omstændigheder garanteret den fulde smagsoplevelse, for øllene var ingenlunde kølet ned. De var lige fra kassen – eller rettere bordet, og det skal festarrangørerne selvfølgelig ikke klandres for, men hotellet, hvor arrangementet foregik kunne godt have knebet ballerne lidt mere sammen på det punkt.
Lunken blev den altså hældt i glasset, og der formede sig hurtigt en høj og fyldig skumkrone. Den letgyldne farve gjorde sit til en ualmindeligt vellykket prolog, der i sidste ende dog blev skæmmet af, at øllet praktisk taget var uden bouquet.
Men heldigvis smagte den da af noget. Classic besidder en overraskende god og fyldig karamelsødme, der vel supplerer en noget velkendt – for ikke at sige jævnt kedelig humlebitterhed i baggrunden. Øllets største fordel bliver, at det ikke har nogen særlig ulemper, og fravær af ulemper alene gør altså ingen god øl. Karamelsødme til trods hæver den sig ikke meget over, hvad man ellers finder af classic-produkter her til lands, men til gengæld kan man vel glæde sig jævnt over, at classic-produkterne alt andet lige giver de fleste van(d)lige danske pilsnere baghjul.
Nærværende øl er et klassisk eksempel på en classic – lidt mørkere lød, og lidt flere søde, karamelagtige toner oven i den velkendte pilsnerbitterhed, det er nærmest klassisk til hudløshed, men det er vel, hvad man kan forvente af et overdimensioneret bryggerikonglomerat som Royal Unibrew – de laver ikke øl til connoisseurs, men til dem, for hvem middelmådighed er den højeste nydelse, det er muligt at tilstræbe.
Jeg endte med at fortryde, at jeg ikke bare havde drukket husets rødvin i stedet – den var faktisk god, og det er ellers sjældent, jeg gider drikke vin.
