Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Röskva, Munkebo Brewery (Nidstangen I)

Til Hekkenfeldt med kronologien …

Jeg har forpligtet mig til at anmelde Munkebo Brewerys (tidligere Munkebo Mikrobryg) øl i anledning af Wacken Brauereis uhørte retslige angreb på dem. Imidlertid er Wacken Brauerei begyndt at trække følehornene til sig igen. Det har den slags firmaer det med at gøre, når de rammes af en sådan kuling af ekstrementer, som man kan bevidne på deres facebookside.

Sarte sjæle kan roligt klikke sig ind. Jeg skriver i overført betydning. Men videre til anmeldelsen af Munkebos bryg. Jeg må hellere i gang før sagen fiser helt ud i glemslen. Jeg må derfor endnu engang pakke kronologien i mine øloplevelser væk – der er andre ting, der er vigtigere …

Röskva er et af de to børn, som Thor og Loke tager med sig på deres færd til jætten Udgårdsloke. Det sker som straf fordi Röskvas uvorne møgunge af en bror, Tjalfe, ikke kan nære sig, og brækker et af benene på Thors slagtede geder for at komme ind til marven. Man kan læse om dette i Snorres Edda – eller Den Yngre Edda om man vil. Alternativt kan man læse “Ulven er Løs” af Peter Madsen – den rigtige Peter Madsen, serietegneren Peter Madsen, og ikke ham niddingen, der spjælder den … Peter Madsens udlægning er ikke helt tro mod det mytiske forlæg, men at der er tale om tegneseriefortællekunst af allerhøjeste verdensklasse, er denne blogger i hvert fald ikke i tvivl om.

Men nok om det. Øllet er en Gin & Tonic IPA – og det lyder jo meget apropos forjættende. Selvom jeg foretrækker øl, elsker jeg den lette og hurtige, men alligevel smagfulde brandert man får af det. G&T-elementet i øllet er skabt ved tilføjelse af enebær og en rigtig flaske gin ved tørhumling af brygget.

Det giver et sædvanligvis lyst, lækkert højskummende bryg, med en ekstra hvas bouquet. Enebær i IPA … det er en af de der ideer hvor man, når man bliver præsenteret for den, opdager hvor ufatteligt indlysende den er, hvorfor man må spørge sig, hvorfor man dog ikke selv fandt på det.

Det hvasse indtryk fortsætter i smagen, hvor enebærrene tager sig en svingom med de velkendte indslag af gran. En antydning af sprit giver brygget lethed, og et ekstra sæt kløer at rive i svælg og bryst med. Umanérligt stilfuldt og elegant – og stærkt samtidig.

Röskva er ikke bare en variant over en populær øltype. Den fungerer konceptuelt så godt, at den fortjener at gå forud for enebær-IPA som en selvstændig type. Et bryg og et bryggeri, der fortjener en lysende fremtid.

Wacken Brauerei, til gengæld, ønsker jeg snudebiller i malten og mælkesyre i brygget.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 6. juli 2018 — 19:25

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme