Ronkedor, Thisted Bryghus

Corrosion of Conformity vs. Sepultura …

Som jeg kunne fortælle for ikke længe siden på bloggens facebook-side, modtog jeg benovet den legendariske ‘Ronkedor’ som værtsgave fra en overnattende gæst. Johannes, som den glade giver hed, arbejder til dagligt i antikvariatet i Thisted, og han havde reddet sig noget af restlageret. Øllen har jo ikke været brygget siden 2009, hvor brygmesterteten i Thisted gik videre til Henrik Sørensen fra den som øllet mindst lige så legendariske Peter Klemmensen. Derom kan man læse i et af mine gamle indlæg om ‘Black Ale‘, der var afløserens bud på en lignende øl.

Nærværende øl skulle anses for Peter Klemmensens livsværk. Med denne øl havde brygmesteren brygget den bedst mulige overgærede porter, han kunne forestille sig, og så kunne han roligt lade sig pensionere.

Jeg regnede aldrig med, at jeg skulle få den at smage. Men så dumper den sådan ned fra himlen … Jeg havde overvejet bare at gemme den som en pensionsforsikring, men tog mig i det den aften, da Gedved var forbi for at få sin fødselsdagsgave, for jeg ville da meget hellere dele den med ham.

Ved åbning viser det sig, at betegnelsen porter ikke er ved siden af. Sort som kul er den, men måske alligevel mere flydende end forventet. Skummet er ganske flot, men er også set mørkere (men sjældent fyldigere). Men mens det visuelle ikke vælter én med det samme, så gør duften nu et værdigt forsøg. Lakrids, cognac og karamel eksploderer næsten ved skænkning …

… men eksplosionens voldsomhed afbødes noget i smagen. Det er ganske afgjort en lækker, varm, afrundet porter. På et bagtæppe af lakrids smages kaffe og karamel, omsvøbt af en fyldig rødvinsessens. Men nogen smagseksplosion er det altså ikke.

Det er snarere en stor bølge, der kommer rullende, vælter én omkuld og efterlader én, våd og fortumlet men også opstemt. Men man er i stand til at gå derfra med oprejst pande og i hvert fald de fleste sanser i behold. Brygget er således aldeles nydeligt i sin komposition, men både jeg og Gedved havde ventet – om ikke mere, så i hvert fald noget vildere.

Gedved sammenlignede det med at blive snydt for Sepultura og få Corrosion of Conformity som erstatning, tilbage i 90’erne. Helt så stor en skuffelse synes jeg nu ikke den var – måske fordi jeg husker Corrosion of Conformity som et ektreeeeemt sløjt opvarmningsorkester for Megadeth i den hedengangne KB-hallen tilbage i 1995 (hovednavnets optræden, til gengæld, var exquisite!) Desuden synes jeg sagtens, at øl kan være rigtig gode, uden at de behøver være voldsomme eller ekstreme.

Den vinder stadig på sin almindelige vinøse lækkerhed og nydelighed – selv når der ikke ligefrem er så meget gammel, aggressiv enspænderhanelefant over den. Så mens Gedved kun synes, den fortjener

så vil jeg stadig give den.

Det er det samme, jeg gav efterfølgeren, Black Ale. Det er fem år siden, jeg prøvede Black Ale, men kan stadig godt huske den, og den slår mig bestemt ikke som ringere end sin forgænger. Det gjorde Henrik Sørensen godt, og ham var jeg ellers også godt ude med riven efter i de følgende år. Det kan man selv læse i disse indlæg – hvis man scroller langt nok ned i bloggens barndom.

Og endnu engang – en stor tak til Johannes, for at have bragt mig en øl, jeg faktisk aldrig troede, jeg skulle komme til at smage.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!