Hah! (- Edna Krabappel)
Verden er blevet to stjerner fattigere. Marcia Wallace, der lagde stemme til skolelæreren Edna Krabappel fra The Simpsons tog en billet på samme afgang som den legendariske rockmusiker Lou Reed – som jeg må indrømme, at jeg ikke kender særlig godt, men hvis betydning jeg bestemt anerkender.
Nu hygger de sig i det hinsides, og får sikkert en pint eller to i selskab med Rune T. Kidde, der som bekendt nåede en tidligere afgang. Det er den vej vi alle skal, men jeg håber blot, hvis der er et hinsides, at vi ikke ender samme sted som hedengange øl. Det ville i sandhed være et helvede, om der kun var Kay-Sar og Tuborg Lime Cut at få i dødsriget. De her nævnte stjerner fortjener i hvert fald bedre.
Hedengangen er Røde Mor derimod ikke helt endnu. Mig bekendt spiller banddelen af kunstnerkollektivet stadig. Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg sidst så dem, men jeg tror det var i foråret 2008 – eller 07, men det var i hvert fald i Store Vega på Vesterbro.
Om nærværende bryg fra fynske Bryggeriet Refsvindinge har noget med kunstnerkollektivet at gøre, fremgår ikke, men forsidemotivet kunne godt se ud til at være inspireret af kollektivets grafisk udtryk. En hyldest til Christiania i form af tre gule prikker pryder også dristigt etiketten, så mon ikke brygget søger at spille, om ikke direkte på kunstnerkollektivets ry, så i hvert fald den tradition, de i sin tid er opstået af?
I det hele taget er oplysningerne om brygget holdt lakonisk til det absolut nødvendige. Men med den varedeklaration er der næsten heller ikke plads til mere. Den omfatter både ascorbinsyre, ammoniseret karamelfarve og tilsat kuldioxid, og rammer dermed næppe de renhedskriterier, man ellers godt kunne forestille sig, at kunstnerkollektivet af samme navn ellers tilstræber – også når det gælder øl.
Men det må være en sag mellem Røde Mor og Bryggeriet Refsvindinge. Her er det kun bryggets kvalitet, der skal vurderes. Det lægger hårdt ud efter kapselaftagning med at sprede en ganske kraftig og velbehagelig duft af søde, velmodne æbler ud i lokalet. Den kraftige bouquet skruer forventningen op, da det er sjældent, at bryg, der dufter så godt, skuffer fælt (omend det ses). Navnet passer til farven. Det er tydeligvis en red ale (velnok en tillempet betegnelse, da farven til dels er opnået ved tilsætning af (suspekt) farvestof). Skummet er til gengæld meget svagt og lavt, omend cremet i det omfang det findes. Kridhvidt som det er, får det næsten brygget til at fremstå som et lille udsnit af Dannebrog – måske ikke lige det, man allermest forbinder med Røde Mor.
Fylden er central i smagen. Der er søde elementer af modne æbler og en snert af hindbærbrus. Dertil kommer humleindslaget, der runder sødmen af med en velbehagelig nøddebitterhed. Alt sammen dæmpet og nøje afmålt til ikke at blive for kraftigt. Det er ikke markant, ikke frembrusende, ikke ubehageligt … ja, det er faktisk en smule kedeligt, selvom det i det omfang det overhovedet smager af noget, da indrømmet også smager godt. Jeg nævnte fylden. Det er den, der gør, at brygget ikke går hen og bliver for tyndt eller vandet, men det redder det også kun lige akkurat …
… og kun i begyndelsen. En stikkende syrlighed tager efterhånden over. Det er som om brygget oxiderer meget hurtigt, og de velbehagelige søde toner forvrænges fra gule og røde æbler til æbleeddike. Alt i alt ikke en øl, der ved sit navn holder hvad den lover. Her er der ingen provokationer, ingen nytænkende eksperimentering eller udfordring af konformitet – og da slet ikke med store, voldsomme og fandinvoldske armbevægelser, og så ender brygget end da med at smage smågrimt.
Det er lige før at Helle Thorning kommer det gamle kunstnerkollektiv nærmere i sin politiks provokationer og nytænkning, end denne øl formår ved sin karakter.
