Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Rød Jul, Svaneke Bryghus

Rød Jul lægger godt ud, omend den ikke helt lever op til sit navn. Farven er mere brun end rød, men et vist orange skær kan dog anes i det i øvrigt dejligt grumsede bryg. Skummet er gyldent og relativt tæt, duften sødlig med et letsyrligt skær.
Smagen er mere ovre i det krydrede med spor af nelliker udover en ikke ueffen pilsnerhumle. På trods af den krydrede smag formår øllet ikke at være usædvanligt, uden at det dog gør noget negativt ved helhedsindtrykket. Især eftersmagen formår at imponere – her er det igen humlen, der tager fat, og leverer en langvarig, blid og velbehagelig bitter oplevelse.
Den dominerende humle og dermed bitterhed gør ikke rigtig øllet til en velegnet juleøl. Den minder mere om en regulær mørk øl, med et krydret islæt, der nok er en kende juleagtigt, men ikke ville gøre øllet særlig egnet til julemaden. Der skal mere sødme til, og den kan heller ikke se sig helt fri for at være en kende syrlig – noget der for nogen giver friskhed, mens det for mig – ja – ikke rigtig passer ind. Overordnet mangler brygget også fylde, og kombineret med syrligheden ender Rød Jul faktisk med at være en anelse tynd.

Rød Jul har for øvrigt klaret sig noget middelmådigt i dagspressens test af julebryg, og det er ikke uden grund. Lige som tidligere formår øllet ikke helt at imponere, og følger dermed tendensen fra Svaneke Bryghus til at hvile på laurbærrene efter at have været en af de første succesfulde spillere på markedet for mikrobryg herhjemme.
3-en-halv-stjerne

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 10:54

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme