Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Reyktur Bjór, Steðji

2015-04-30 18.31.21Lamperøg

Når nu Ste­ðji ikke kan finde ud af at få deres kontroversielle øl til at smage af særlig meget, må man jo prøve med en af deres mere almindelige øl. Eller også prøver jeg den, fordi det var den anden øl, Ole havde med fra Island, så i virkeligheden havde jeg ikke andet fra bryggeriet at vælge imellem. Læseren må helt selv vælge.

Reyktur Bjór betyder “røget øl” – hverken mere eller mindre. Men hvad den er røget over fremgår ikke. Hvis det var noget kontroversielt, havde bryggeriet nok gjort adækvat opmærksom derpå. Etiketten er forførende sort med et dyrekranium på, som jeg ikke kan placere. De lange, spidse hjørnetænder mere end antyder et rovdyr, så et fårekranium er der vel ikke tale om. Så måske er den ikke brygget over fåremøg. Det kan den på den anden side selvfølgelig sagtens være alligevel, selvom der er et kranium fra et andet dyr på etiketten. På samme måde er en Carlsberg Elephant jo heller ikke brygget på elefantens efterladenskaber, eller noget andet fra elefanten for den sags skyld. Endskønt man ved mere end køleskabstemperatur kunne få mistanken ved hint Carlsberg-bryg, at det måske var opblandet med elefantens flydende affaldsstoffer. Men (som salig Jes Ingerslev sagde i skikkelse af TV-Degnen) lad nu det ligge.

Skum og i det hele taget visuel akrobatik er åbenbart ikke noget, Steðji går særligt meget op i. Igen falder skummet dovent og indifferent over et nok mørkt, men alligevel næsten gennemsigtigt bryg. Igen peger det i retning af en undergæret lager frem for en ale. Man mærker røgen i duften. Det er subtilt – eller måske kedeligt. Det er i hvert fald ikke særlig kraftigt. Der er ingen genlyd af vulkanudbrud eller jordskælv, intet ekko af djærv hestevrinsken fra robuste, garvede Islandske pruheste, ej heller nogen fjern hvisken fra vikingelandets hensvundne sagatids kæmper.

Og det er der heller ikke i smagen. Røgen er der da, men smag af vulkansk aske, lava – eller for den sags skyld fåremøg udebliver og erstattes af lidt for rent og kedeligt vand. Malten er imidlertid markant, og giver brygget lidt korn og måske en antydning af noget krokant, men helt godt bliver det aldrig.

Jeg forstår fortsat ikke lette røgøl, og jeg ved islændingene kan gøre det meget bedre. Vel – det kunne jo være en røgøl for begyndere, men dertil er den alt for svær at få fat i. I hvert fald på vores bredde- og for den sags skyld længdegrader.

Hvad angår bryggeriet Steðji virker det mere som et smart bryggeri, der går mere op i markedsføring, spændende historier og smarte etiketter, end i at prøve at gøre øllet ekstraordinært. Selv i et lille land som Island med et – skulle man tro – begrænset marked, er der åbenbart også plads til den slags. Åbenbart er hangen til tyndt øl stærkere hos flere mennesker, end man som ølblogger måske forestiller sig.

3-stjerner

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!
Updated: 11. juli 2016 — 16:05

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme