Knald på resterne …
Jeg har endelig fået taget mod til mig, og åbnet den anden af de hjemmebryg Ole Wolf sendte mig for cirka 1½ måned siden. Det har med jævne mellemrum tikket ind med advarsler fra bryggeren om, at jeg endelig ikke måtte åbne det for tidligt, og at det i hvert fald skulle stå og eftergære en måned endnu, fjorten dage endnu, ahrj, en måned … og så videre og så videre.
Men nu skulle det være. Advarslerne har ikke lydt et stykke tid, så nu har jeg omsider dristet mig til at åbne brygget. Det skulle være brygget på resterne, eller som Ole Wolf vist selv har sagt – affaldsprodukterne efter de andre mange bryg han har lavet. Så jeg er også flittigt blevet formanet om ikke at sætte forventningerne for højt.
Så jeg prøver. Men det begynder bestemt ikke værst. Allerede ved opknapning damper brygget kraftigt, som man ser skummet stige i flaskehalsen. Ved skænkning hæver skummet sig massivt, og det er intet mindre end et pragtfuldt syn at beskue hvordan det ikke efterfølgende falder, men nærmest brækker i stykker indefra. Højden på skummet aftager først sent. I mellemtiden bliver skummets bobler blot større og større indtil at det næsten er så tyndt og luftigt som spindelvæv over det fuldkommen natsorte og i øvrigt uigennemskinnelige bryg.
Duften lover også godt. Den er kraftig og fortrinsvis sødlig af 
let overmodne blommer – men ikke svesker, som jeg faktisk ikke kan fordrage. Blommer derimod … Man kan nyde duften længe, for på grund af det stædige skum, tager skænkningen sin tid.
Der er også godt med knald på smagen. Men det er skrappere indslag en søde, overmodne blommer, der møder en. Det kunne faktisk næsten ikke være længere væk. Brygsmagen domineres meget kraftigt af bitre toner – især lakrids, og det af en meget ren lakridssmag, som den man finder i den engelske, man kun kan købe på apoteket. Kraften og fyldigheden er gennemtrængende og sammenlignelig med de kraftigste lakridsstouts, jeg kan komme i tanker om, og det er bestemt ikke ringe af en øl, der efter sigende skulle være brygget på restprodukter.
Efterhånden som man arbejder sig igennem det kraftige, og bitre lakridsbryg, mærker man dog også mere og mere, at der har været nogle begrænsninger i kontrollen med bryggets udvikling. Eftersmagen er småharsk, som havde man lige taget en hel mundfuld lakridspulver, og munden føles også i samme grad udtørret. Når man nærmer sig det synlige bundfald bliver smagen også mere og mere syntetisk, og får faktisk bismag af gammel karklud og gær.
Det er selvfølgelig ærgerligt, når nu det begyndte og også i et stykke tid ellers fortsatte så godt. Til sidst måtte jeg dog selv opgive, og kassere den sidste 1/4 af brygget, da det syntetiske element blev for gennemtrængende. Ikke desto mindre går det godt for de resterende 3/4, og i betragtning af at øllet kun holder 4%, er der virkelig smag for alle procenterne. Og de 3/4 skal brygget selvfølgelig behørigt kreditteres for.
Endnu engang tak til Ole, for at jeg må prøve hans øl. Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang.
Dette er i øvrigt sidste øl, før jeg tager hul på årets juletema: Irmas uhyggeligt dyre udvalg af julebryg. Jeg håber kvaliteten står mål med prisen, for så venter der mig indtil flere lækkerbiskener.
Det kan også være, at øllene blot er som juleøl er flest, og så vil min skuffelse være derefter, men så vil der til gengæld være nogle tirader, som læserne kan se frem til over pris/kvalitet-forholdet i Irmas Juleøl.
Du har åbenbart fået en “gusher”. Det sker desværre for hjemmebryg fra tid til anden.