… og så blev det ellers jul!
Kajs Ølblog er tilbage med nye anmeldelser efter en lille juleferie. Etiquetten (ikke etiketten – det er sådan noget man sætter på flasker) er brudt, idet jeg har valgt ikke at følge kronologien i afprøvede øl i mine anmeldelser. Det sker i anledning af højtiden – det er jo trods alt kun jul én gang om året, og jeg tror egentlig, at læserne hellere vil høre om denne fantastiske øl, jeg prøvede juleaftensdag, end den sløje fuser af en brown ale, jeg prøvede aftenen før.
En introduktion er vel på plads for de stakler, der endnu ikke har klasket gummerne – eller i det hele taget hørt – om nærværende vidunder. Det er Amager Bryghus’ traditionelle juleøl, en 10 % barley wine med dertilhørende juleeventyr på etiketten (med ‘k’).
Ikke så meget mere om det, for det må læserne selv erfare ved køb af brygget (man kan også snyde ved at læse på Untappd). Selv nippede jeg det langsomt og med passende andægtighed i løbet af juleaftensdag, sådan som jeg har for vane med en særligt udvalgt øl.
Just efter åbning frygtede jeg ellers nogle sekunder, at oplevelsen ville være en tidlig fuser – der var trods alt stadig en uge til nytårsaften. Duften af det grumsede, rødbrune bryg var nemlig ildevarslende fraværende, og vidnede kun om bryggets alkoholstyrke med en tæt, omend varm og egentlig behagelig odeur af alkohol. Der er trods alt forskel på duften af en 20 års Single Malt og den billige vodka fra Lidl.
Men derefter var der ellers dømt glædelig jul!
Den udeblevne næsestyver var erstattet af en mundstyver – hvis det ellers er et ord – der ud over at levere den fulde smagsoplevelse i et nu også utvetydigt lod nyderen vide, at bryggeriet skam havde gemt alt aromaen der, hvor den rettelig hører til, nemlig i smagen, frem for at lade den fise ud med duften.
På et bagtæppe af letbrændt karamel folder aromatisk egetræssyre, båret frem af alkoholens spiritussky, sig ud i hele mundhulen. Med små, skarpe barberblade snitter egetræsaromaen lange, sviende rifter i tunge og gane. Det er i sandhed et bryg, man smager med meget mere end bare tungen.
Overalt hvor brygget skvulper hen efterlader det et smertende snitmønster af rifter, der dog kort efter lindres af bryggets andet aromatiske indslag – den alkoholiske sødme. Mægtig, maltet og karameltung, ikke helt ulig som man måske forestiller sig Santa Claus’ ånde efter denne lige har fået sig en hivert for meget under kåben. De mulige ubekvemme konnotationer til side, denne sammenligning måske har kreeret i læsernes hoveder, virker det søde, maltede indslag som blide vatpuder, der lægende dupper de væskende sår, og lægger sig over dem som en frisk forbinding i julesneens farve.
Ja, den var der selvfølgelig ikke så meget af denne jul. Men øllet – det var ekstraordinært! Amager Bryghus har en sin del af æren for, at jeg i år sandelig fik en …
Glædelig Jul!
