Det krævede noget research (dvs. en googling) at finde bryggeriet bag brygget her. Det er Darguner Brauerei, der igen ejes af danske Harboe. Hold dette in mente, for det er ikke uden betydning. Sidst bryggeriet havde en øl til anmeldelse på bloggen var tidligere i julekalenderen, og den repræsenterede for så vidt julekalendertemaet fint, ved at være ret så anonym og ligegyldig.
Udadtil syner brygget ikke af meget. Rent faktisk balancerer emballagens design på det latterlige. Den ligner noget, en skoleelev, der netop har lært at bruge forskellige skrifttyper og -farver, har klampet sammen i paint. Skænkningen hjælper ikke meget på det indtryk. Brygget er nærmest bleggult, og skummet så hvidt som sne i høj sol. Et flot skue, når det er sne, der er tale om, men når det gælder skum udstråler det samme middelmådighed, grænsende til ligegyldighed som hele øljulekalenderen har været præget af.
Duften er i tråd dermed svag – let maltsødlig i og for sig, og egentlig ganske rar, når man ser bort fra det mest markante duftelement – nemlig det af ingenting.
Og smagen, ja den kunne godt minde om smeltevand udvundet af den reneste, fineste vintersne. Det er ikke en overdrivelse eller et udtryk for flabethed at påstå, at Københavns Kommunes postevand smager af mere, og måske endda bedre. Det er bare en tør og nøgtern konstatering af kendsgerningerne.
Ud over vandet kan man måske akkurat spore en rest af det, der gav den søde duft. Men også det er så fjernt at man bedre kan smage mineralerne i kommunens vand.
Men det er selvfølgelig heller ikke helt uforventligt med, hvad der dybest set er et Harboe-produkt. Til deres fordel skal det dog siges, at deres tynde sprøjt åbenbart fint glider ind i det tyske ølmarkeds enorme overvægt af anonymiseret, ligegyldig standardpilsner.
Et marked, hvor det ville borge for kvalitet, at man skilte sig ud. Men hey, det er Harboe …