Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Redbush Stout, Guldhammer Nanobryg




2016-04-27 17.39.59Den aer bare lidt voldsomt …

Min kontaktperson hos Guldhammer Nanobryg – eller kontaktperson er så meget sagt … Den venlige sjæl, der sørger for, at jeg ind imellem får lejlighed til at prøve nanobryggeren fra Frederikssunds fine bryg hedder Paul og er fast læser. Og jeg mener vist nok, det var denne øl, der ellers ikke fik for lidt af ros og anbefalinger, da han sidst havde gaver med. Og det skulle vise sig ikke at være uden grund.

Brygget er – som navnet antyder – en stout, og denne individuelle flaske er nr. 23 ud af et batch på 120. Sidst jeg prøvede en guldhammer-øl – det var den, jeg skrev om i sidste anmeldelse – var den også ud af et batch på 120, og i øvrigt en lagret øl. Måske blev den her sat over til brygning, mens den anden lagrede? At antallet af færdige øl er det samme, antyder at brygudstyret også har været det.

Det ganske særlige ved denne øl er, at den er krydret med blade og kviste fra den sydafrikanske Rooibos-busk. Rooibos er afrikaans, og betyder ‘rød busk’ – altså redbush. Jeg skal ikke udelukke, at jeg også ville have brugt det anglicerede navn, hvis jeg selv havde brygget øllet, idet jeg anser afrikaans for at være det ene af to sprog i hele verden (det andet er switzerdütsch) der i selve deres natur og væsen er hæsligt. Og jeg sværger, at hvis jeg nogensinde skulle være nødsaget til at flytte til Sydafrika, ville jeg omgående kaste mig med brændende engagement over xhosa, men aldrig så meget som røre afrikaans med en ildtang. Mon ikke jeg i virkeligheden ville finde ud af, hvad den røde busk hed på xhosa, og så bruge det navn?

I hvert fald – intet ondt ord skal være sagt om navnevalget. Beskrivelsen forvirrer til gengæld en kende, da denne indledes: “I stedet for humle til smag og aroma er der i denne stout brugt tørrede blade og kviste fra den sydafrikanske Rooibos busk”. Men i højre hjørne af samme tekstfelt, kan man også aflæse, at der alligevel er humle i brygget. Jeg er en kende forvirret eftersom det antydes, at humlen er erstattet, men det lader altså ikke til at være tilfældet – hvilket er godt, for i så fald kunne man næsten være i tvivl om, om det nu alligevel var en øl, man sad med.

Men at det er øl, skal der ikke herske tvivl om. Mørkt øl oven i købet. Kulsort, og næsten sejt, skvulper det lettere modvilligt ud af flasken – men ikke så modvilligt, som jeg har set det, trods alt. Skummet tårner sig faretruende op som kogende, branket sukkermasse, og det har faktisk også omtrent samme stabilitet og fasthed. Duften er forlængst blevet udløst. Det skete allerede ved åbning, hvor et pust af vingummi agerede prolog til en anderledes tung, røget bitterhed. Denne forplanter sig i alle lokalets hjørner ved skænkning, og afrundes af en let vanillesødme.

Smagen er et vildt, brutalt bagholdsangreb af uforskammet fyldig og smagfuld røget lakridsporterstout fra riste- og brændehelvedet. Man overrumples af, hvordan brygget bare vokser og vokser i munden, mens indersiden af gabet næsten voldeligt kærtegnes af ristet kaffe og sød lakrids, tilsat lidt for meget salmiak. Og det er et problem på samme måde, som når man tilsætter lidt for meget chili i en pastasovs, nemlig intet overhovedet, tværtimod.

Et sidste ekstra plus er, at lakridssmagen ikke udarter i en tør, pulverlignenede eftersmag. De voldsomme indtryk til trods forbliver brygget faktisk venligt. Det aer bare lidt voldsommere, end man er vant til.

Det er helt klart den næstbedste stout, jeg nogensinde har prøvet. Den bedste er stadig De Molens 666 Black Damnation. Men det siger noget om, hvad hjemme- eller nanobryg kan udarte til, at dette prægtige bryg kommer så tæt på.

6-stjerner




Updated: 10. juli 2016 — 16:25

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme