Red Erik – en omskrivning af Eiríkr hinn rauði eller Eiríkr Þorvaldsson, som han egentlig hed, eller på dansk Erik Thorvaldsen – den gamle grønlandsfarende viking har opnået den ære (eller lidet den tort) at få en Royal Unibrew- (Royal Unibøvs, hvis man taler Ole Madsensk – og det gør man jo jævnligt) -øl opkaldt efter sig.
Varedeklarationen er længere end på flere komplicerede kræftpræparater … tror jeg. Jeg er trods alt ikke onkolog. Ikke desto mindre har jeg bryggeriet mistænkt for kun at sælge denne øl i halvlitersdåser, fordi det ellers ikke ville være muligt at få den komplette ingrediensliste med. Den omfatter ud over de fire klassiske også frugtsaft, sukker, glucosesirup og majs.
Historien bag brygget kunne være, at sodavandstanken væltede over i mæsken – og så ville de i det mindste have en undskyldning for, at brygget skulle indeholde så meget ølfremmed masse. Hvad tanken bag konceptet eller de mange tilsætninger egentlig er, står for mig hen i det uvisse, da jeg ud fra en doven og overfladisk (og nok også en kende arrogant) betragtning ikke på forhånd finder dette bryg interessant nok til at google det.
I hvert fald er brygget rødt. Ligesom farven rød også er med i hin vikings navn. Men øl kan faktisk godt være rødt uden at man behøver hælde frugtsaft i. Så undgår man i øvrigt også det lyserøde skum, der mest minder én om phtalatfyldt kønsproblematisk gummilegetøj.
Overrasket bliver man til gengæld over aromaen, der udløses allerede ved skænkning. Man mødes mest af besk humle, som jeg husker den fra elefantbajeren, kombineret med en knivspids fusel, der ikke i sig selv er ildevarslende, men derimod giver brygget en uventet kraftig kant.
Brygget smager mest af pilsner, og bagom den jævne – eller måske en tand kraftigere – humle aner man måske (måske ikke) lidt hindbærsødme fra frugtsaften. Nogen viking, som man kender dem fra sagalitteraturen, eller for den sags skyld fra senere populære gengivelser, er der dog langt fra over den. Tværtimod peger den mere i retning af tidens populære sodavandsøl, men her med et indslag af søde bær frem for grape, citron eller andre citrusfrugter. En framboise med andre ord. Og det bliver aldrig min kop øl, uanset om alkoholprocentens fuldskabsfremmende virkning velnok kompenserer lidt i dette tilfælde.
jaså
Ja, lige netop.
Hej, er ansat hos Faxe og jeg ved de også bliver kørt på flaske. En sød øl ja men dengang var det meste øl sødt. Men om det er øl?
Mvh. John
Hvor kan man købe dem.
Hvor kan man købe dem henne?