– En lidt slatten omgang.
Vi er i denne omgang kommet til den sidste økologiske Ørbæk-øl med rød etiket, nemlig Red Ale. Jeg er undertiden blevet beskyldt for, at min blog ikke kun handler om øl, men at jeg også i tide – og især utide – bruger bloggen til at sprede politiske budskaber af komprommiterende karakter. Jeg vil gerne understrege og forebygge eventuelle misforståelser og beskyldninger her ved at understrege, at mit valg at anmelde Ørbæk-øl – der som bekendt er økologiske – med RØD etiket intet – ABSOLUT INTET – har at gøre med det forestående valg, endsige da, hvem jeg har tænkt mig at støtte og stemme på.
Nej, så lavt synker jeg bestemt ikke. Og så skal man forøvrigt huske på, at Ørbæks Dobbeltbock blev anmeldt længe før valget blev udskrevet, og at ville antyde, at jeg nu udnytter den politiske situation til at sprede min politiske synspunkter ved at fortsætte med at anmelde øl med lignende etiketter er en uhyrlig påstand, der ikke har det fjerneste hold i virkeligheden. Så fik vi slået det fast!
Red Ale er den sidste Ørbæk-øl i denne omgang, der anmeldes. Indtil nu har øllene været aldeles godkendte, uden at de dog har været ekstraordinære på nogen måde. Til at begynde med viser denne øl da heller ikke meget mere, end hvad man kunne forvente – en dyborange til rød farve med tæt, men ikke højt, off-white til gyldent skum. Den dufter ikke af meget. Faktisk er der kun en letsur, vandig bouquet at spore, der snarere er kedelig end egentlig modbydelig.
Smagen er mestendels sød, med en letgæret syrlig bismag. Det, at den snarere smager gæret end egentligt sur gør, at den i første omgang ikke er direkte ubehagelig at drikke. Der er dog på nuværende tidspunkt ingen tvivl om, at der er tale om den klart svageste af de rødetiketterede øl fra Ørbæk. Den er syrligt sød på samme måde som umodne blommer eller anden frugt er det, og det er denne smag, der sætter sig som en klæbrig fornemmelse bagest i munden og mere giver en gæret end en bitter eftersmag. Smagsindtrykkene er mere forvirrende end harmoniske, og det rodede indtryk forhindrer også øllet i at være rigtigt forfriskende – sådan som tyndt øl fx gerne kan være det.
Den formår måske nok at behage pletvist med den sødme, der trods alt er, og syrligheden er ikke stærk nok til at ødelægge dette ikke ubehagelige indtryk. Men endnu engang er det ikke en eksplicit fordel for en øl, at den ikke smager grimt. Den skal smage godt for at vinde påskønnelse fra min side. Den bliver aldrig nogen stor nydelse. Den er for flad og slatten i smagen, den mangler fylde og karakter, selvom den på den anden side heller ikke er umuligt tynd. Den smager såmænd nok anderledes end det jævne pilsnersprøjt som de fleste drikker – men den smager ikke bedre.
