Fortsætter hvor vi slap …
1000-anmeldelsesjubilæet rykker nærmere og nærmere. Jeg tror også endelig, jeg har fundet ud af, hvad det dertilhørende indlæg skal handle om. Men det vil jeg ikke afsløre her.
I skrivende stund frygter jeg, at den influenza, der har ramt så afsindigt mange her på det sidste også er ved at invadere mit skrøbelige korpus. Så før jeg synker sammen i smerter og febervildelser, vil jeg gerne have dette indlæg fra hånden.
Ebeltoft Gaardbryggeri gjorde det formidabelt første gang jeg prøvede en øl fra deres hånd. Forventningerne var derfor i top, ligesom frygten for skuffelsen. Ikke mindst fordi brygget var flere måneder over sidste salgsdato. Den slags slipper IPA’er – sådan én er der tale om – ikke altid lige nådigt fra. Det er en af de få øltyper, der ikke tåler lagring, men er klart bedst friske fra tanken.
Umiddelbart ser den udstrakte flasketid dog ikke ud til at have gjort ubodelig skade … og det dufter heller ikke ud til det. Brygget er ganske lyst citrongult, nydeligt tættåget og med den reneste, skarpeste scent af friske, spæde grannåle – intet andet.
Og det er sådan set også en adækvat karakteristik af smagen.
Det er ganske karakteristisk at smagen både er stor og lille på samme tid. De spæde grannåle udgår bryggets spinkle, men også usandsynligt stærke rygrad … som ikke rigtig bærer på andet end rygradden selv. Men hvilken rygrad! Hver eneste ryghvirvel kunstfærdigt udskåret med ornamenter som taget ud af gotiske katedraler og barokbasilikaer. Fjerlet kradser krummelurerne og gesvejsningerne mod smagsløgene med deres dugfriske luftighed så det giver genlyd i hele mundhulens hvælving. Så let, og dog så stærkt, og samtidig så finurligt.
Det er verdensklasse.
Min søster skal have tak for denne øl også. Den var med i den fine samling, hun gav mig i fødselsdagsgave. Det er ikke bare de danske øl, der har gjort det klart bedst i den serie – de er også fra samme bryggeri. Og det bryggeri skal jeg klart prøve noget mere fra.
