Økologi betyder mange ting. Fri for tilsætningsstoffer, fri for pesticider, fri for kunstgødning … Men det betyder ikke nødvendigvis kvalitet. Dette er Ratsherrn Pilsener fra Hamburg et tragisk eksempel på. For økologisk er den, men af kvalitet er den dælen-drønemig ikke.
Den milde, milde, milde duft (så mild, at det ikke kan beskrives med under tre gange mild. Med til mild hører som bekendt også, at duften ikke er markant, kraftig, frugtagtig, eller andet, der kendetegner godt øl) varsler ikke nogen større pilsneroplevelse. Den første mundfuld ændrer ikke ved dette billede. Der er da humle i – men den smager ikke igennem. På den anden side er øllet ikke direkte vandigt, men ikke desto mindre tamt.
Den tamme humlesmag og manglende fylde giver dog alt andet lige en godkendt balance. Det er ikke en øl, der smager for meget af det ene eller det andet – og egentlig heller ikke for meget af vand, selvom det er tæt på.
Eftersmagen til gengæld, er i en klasse for sig. En meget meget lav klasse.
Op fra tungen, klæbende sig til ganen stiger den umiskendelige aroma af sulfo … Eller sådan man må forestille sig at sulfo smager ud fra lugten, for jeg har aldrig smagt det. Det er ikke sjældent, at nogle pilsnere har det med at smage surt, efter at det er skyllet ned. Det er også tilfældet her, men Ratsherrn-pilsnerens mildest talt afdæmpede smag gør, at den sure eftersmag bliver decideret sæbeagtig. Der må jeg sande, at jeg nok foretrækker surt frem for sæbe i øl.
Ratsherrn-Pilsener er slet og ret en skam for økologien OG den tyske ølbrygningskunst, som jeg ellers skatter så ganske højt. Man må sandelig håbe, at det ikke er i den retning det trækker hos den store nabo i syd hvad angår ølkvalitet.
Det er simpelt hen en ommer!
PS: Jeg ville have skrevet, hvor jeg havde erhvervet denne øl. Men for ikke at bringe den ellers udmærkede butik i forlegenhed, har jeg valgt at lade være.
