Snarere en skødehund …
Det skruer altid forventningerne i vejret, hvis der på øletiketten er en spændende illustration. Ledsaget af billedteksten “Raging Bitch” pryder en skraldgal køter med blottede tænder, røde øjne og tungen langt ud af halsen forsiden af brygemballagen. Det lover for så vidt godt, men her på bloggen er jeg tidligere blevet skuffet over, at brygget ikke levede op til det, som etiketten forjættede. Samtidig er der endnu engang tale om en øl fra Flying Dog, Maryland, der indtil videre har stået for det tynde øl blandt de ellers mange fine nyere amerikanske mikrobryggerier. Endelig er der igen tale om en ‘Belgian Style’ fra netop dette bryggeri. Også før har de ikke ramt helt plet, når de skulle lave noget belgisk-agtigt. I det hele taget bør man lade belgierne om at lave belgisk øl – og amerikanerne om at lave amerikansk øl. Det klarer de virkelig bedst hver for sig (jeg kender dog endnu ingen belgiske bryg, der prøver at efterligne den amerikanske stil. Men det må vel komme.)
Men etiketten foranlediger nyderen til at forvente et kraftigt og krasbørstigt bryg. Det visuelle indtryk byder da også på lidt af en oplevelse, omend man kan diskutere hvor krasbørstigt det egentlig er. Men flot og imponerende, det er det. Brygget er meget flot rustrødt med lystgyldent skum, hvis cremethed og stabilitet næppe er set magen i andet kulsyreholdigt øl. Nydes øllet på under tyve minutter, kan man være sikker på, at der vil skvulpe et anseligt kvantum restskum rundt i bunden af glasset, ud over de rigelige mængder, der under konsumptionen klistrede sig til glasset i store, fedtede bræmmer. Man kan skære skulpturer i det, der ville gøre en Michelangelo såvel som en Bernini misundelig.
Duften gør til gengæld ikke megen væsen af sig. Havde væsnet blot været sammenligneligt med skummets, havde man med garanti haft en habil bouquet. I stedet får man et let stænk af humle, for så vidt en smule skrapt, hvis man sammenligner med en doven dansk pilsner. Brygget dufter desuden rart af frisk franskbrød og letkrydret af kardemomme, så forventer man en krasbørstig IPA-duft, bliver man slemt skuffet, endskønt duften egentlig er ganske rar.
Smagen … igen, i forhold til etiketten er den en eklatant skuffelse. Ingen skarp dunst af harskt hunhundetis. Ingen rabies. Ingen kamphund. Der er ikke den fjerneste risiko for, at denne tæve falder for den danske hundelov. Den er end ikke i nærheden af prinsgemalens gale, garderbengnaskende gravkøtere. Der er snarere tale om en mild og kælen puddel, som kækt springer op på skødet på en, som er glad og sød ved selv små børn, og som løber panisk væk ved synet af naboens kat.
Og i betragtning af, at der er tale om en sød og rar skødehund, er det nu slet ikke så tosset endda. Det er en fyldig IPA, med en rar, gennemtrængende bitterhed af hasselnødder, et stænk af fyrrenåle og en smule gær. På bagtungen mærkes et endda ganske markant og vitterligt velgørende lakridselement, der fortsætter i en ganske holdbar eftersmag. Det er en ren og rå lakridssmag, som man kender den fra lakridsrod. Det får brygget til at virke friskt og autentisk i sit udtryk. Alt i alt et kælent bryg, der er rart og drikke, og får én til at have det godt. Lidt som at have en sovende puddel på skødet … ja, en af mine mørke hemmeligheder er, at jeg i bund og grund ikke særlig godt kan lide hunde – heller ikke pudler. Hvis jeg nogensinde skulle have en hund, skulle det være en Siberian Husky. Men dens lalleglade og legesyge natur er slet ikke, hvad man finder i denne langt mere afdæmpede IPA.
Og noget krasbørstigt, rasende eller farligt bryg er det altså overhovedet ikke. Flying Dog rammer så forkert med etiketten, at det nærmer sig vildledning og falsk varebetegnelse. I sig selv er brygget dog mere end godkendt som øl. Som IPA er der tale om et begynderbryg svarende til fx Svanekes og Rise Bryggeris IPA’er – et bryg for dem, der lige skal prøve kræfter med en puddel før de anskaffer sig en Dobberman.
