Et held at jeg prøvede …Jeg fandt denne øl i Fakta, Hvalsø, pakket ned i en lukket kasse nederst i et tårn af kasser, der indeholdt diverse påskebryg. Bare fordi, jeg kiggede grundigt efter, fandt jeg den. Ingen af flaskerne stod rent faktisk fremme (som det var tilfældet med de andre påske- og forårsbryg i opstillingen) så det var vel nærmest rent held.
Uprætentiøs ser den ud, og retrospekt tager jeg mig selv i, fra starten af ikke at have spor høje forventninger til den. Læse-læse-læse på bagetiketten … Den sædvanlige smøre om at det er den bedste øl i verden osv osv – glæde kunne man sig dog over, at der kun er brugt gær, humle og malt i brygningen … hmm, så mangler der vand – det kan vist ikke passe, men vel – der er i hvert fald ikke tilsat noget, som øl ikke bør tilsættes, så vidt så godt. Måske er den brygget på det vand marketingafdelingen hældte ud af ørerne, da de skrev resten af etiketteksten, for det var i sandhed en tynd omgang.
Vel, med i flyttelæsset kom den, og her til aften blev den knappet op. Allerede farven formåede at overraske i en grad, så den uanselige etiket næsten kom til at fremstå misvisende. Farven matcher så vidt jeg kan se præcis de gamle abrikos-sodavand fra Harboe. Man kender nok følelsen, når man mærker en lugt, der minder én om noget fra barndommen, eller et andet vigtigt tidspunkt i éns liv. Da jeg så dette bryg blive skænket oplevede jeg den visuelle ækvivalent, og det er jeg faktisk ikke sikker på, jeg har oplevet før.
Min kære viv hævdede dog mere eller mindre hårdnakket, at farven ikke er den samme. Heldigvis har vi rigeligt med hjerterum til at være uenige om den slags. Harboe abrikossodavand indeholdt til gengæld ikke grums i form af restgær. Det er der rigeligt af i denne øl, og det glæder som oftest gør.
Skummet ligner til gengæld ikke sodavand særlig meget. Det er tæt som marengsmasse til at begynde med, forvandles så til store bobler, og sjasker så næsten lige så hurtigt sammen, som det har rejst sig – såeh, jo, skummets holdbarhed er faktisk også sammenligneligt med sodavandsskum – indrømmet. Farven er dog højgylden, det ses sjældnere i sodavand. Duften er absolut ikke sodavandsagtig (eller abrikosagtig for den sags skyld). Det er nok en let og ikke særligt gennemtrængende duft – til gengæld er den skarpt humlet og føles som en lille spids humlegren, der jages op i næsens slimhinder.
Smagen er – igen på baggrund af flaskens uprætentiøse ydre overraskende bidsk. Den smager af humle – rigtig meget af humle, og så stort set ikke af andet, men altså rigtig meget af det. Det er en tør, gæret bitterhed, som man kender det fra IPA’er, ja, det er faktisk mest farven, der er forkert i forhold til IPA-indtrykket.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg gav for den, men næsten uanset hvad, er den alle pengene værd. Lad endelig være med at gå uden om den, fordi den ser kedelig og uinspirerende ud. Bitterheden giver alle tiders fyldige, sprudlende og først og fremmest tæskebitre øloplevelse, leveret i en handy indpakning, hvor det, der er indeni, er meget vigtigere end det, der er udenpå.
Og hvor meget mere passende var det ikke at nyde den netop i dag, hvor vejret endelig blev rigtigt forårsagtigt, med vind på en halv pelikan, regn i stænger og temperatur omkring to grader? – Ja, sådan havde vi det her på Amager. I Jylland er det vist stadig vinter.
Well done, Raasted. Jer skal jeg sgu prøve nogle flere øl fra!
