Det er utroligt …!
Raasted havde en erfolgrig debut her på bloggen med deres forårsbryg. Erfolgrig? Erfolgrig? Den suverænt største stavenazist blandt ølbloggerne bruger den slags fule, utilstedelige sprogsammenmixninger? Was ist los!? Well, hvis Raasted Bryghus må, så må jeg vel også. Jeg ved ikke, om nærværende brown ale er del af en særlig serie hos Raasted, men en lille manchet på etiketten erklærer, at dette skulle være en ‘Dansk Microbryg’ (skal med stavningen in mente formentlig udtales [majkro] eller noget i den retning) – og så ved vi jo godt what the clock has slain, eller was es now heißt …
Og om ‘mikrobryg’ eller ‘majkrobryg’ kun må bruges om bryggerier der hidrører fra bryggerier, der kun brygger et begrænset antal hektoliter, ved jeg ikke. Men selv hvis det er, er det vel ikke urimeligt, at Raasted bruger betegnelsen, deres produktion sammenlignet med større danske bryggerier taget i betragtning.
Videre hedder det desuden, at det er en “allround øl, der passer til utroligt meget mad.” Utroligt simpelthen. Brygget anbefales altså til folk, der lider af Binge Eating Disorder, ædedolke i almindelighed og Claus Hjort Frederiksen … eller måske mener bryggeriet faktisk, at brygget er velegnet til mange slags mad. Men borger det for højere kvalitet? Man må forvente at øl til meget mad, er fattigt på karakter og fylde, eftersom der jo skal være plads i mavsen til den megen mad. Øl til mange slags mad adskiller sig næppe meget derfra. Hvis det skal fungere både til sødsuppe og ostindisk karrygryde, må det snarere være fattigt end rigt på nuancer og karakter. For jo mere markant en øl er, desto snævrere er ikke bare segmentet, det appellerer til, men også dets versatilitet. Så jo mere allround en øl er – desto mindre karakterfuld, skulle jeg i hvert fald mene.
I hvert fald lover brygget ikke for meget ved betegnelsen. Det holder en fin, brunlig lød, omend skummet måske er lige lovlig lyst. Duften holdes i det søde; nougat, marcipan og karamel – malten tager dermed føringen fra start.
Lidt overraskende er brygget mest bittert, men igen er det ikke humlen, men malten, der dominerer. Brygget smager især af hasselnødder, og svinger ikke uelegant over i en mere kaffeagtig eftersmag, der er overraskende langvarig.
Til slut tager en tør og lettere støvet lakridssmag over i eftersmagen. Og der går det op for én, at brygget desværre ikke helt er fyldigt nok til at integrere de ellers fine enkeltstående smagsindtryk med hinanden. Overordnet er brygget ikke mere ‘mikro’ (eller micro eller majkro) end at det svarer til en gennemsnitlig tysk Dunkel.
Men på den anden side er den nu bedre, end bryggeriet selv vil gøre den til. For den er for fyldig, og derfor uegnet, til utrolig meget mad. En tynd pilsner ville være langt mere velegnet. Samtidig vil jeg anbefale brygget til tung vintermad – langtidsstegt okse med ovnbagte rodfrugter fx. Det passer den mørke bitterhed perfekt til, mens den ville være malplaceret til al italiensk, fransk, østasiatisk eller for den sags skyld nordamerikansk mulje.
– Men bryggeriet manglede vel en eller anden undskyldning, de kunne give forbrugerne for at anskaffe den, og der kan mad jo altid bruges. Og hvis man kan bruge den til – om ikke alt mad, så i hvert fald utrolig meget mad, så er bryggets fremtidige salg sikret. Baggrunden for formuuleringen er vel igen marketing, og jeg må atter plædere ignorance på det område.
Bundsjatten med restgær var til gengæld en oplevelse af maltsød velsmag. Min anbefaling er derfor total ulydighed over bryggeriets babysitterformaning om, at brygget skal skænkes med forsigtighed, så man undgår restgæren. Hvornår forstår danske bryggere, at restgæren skal med! Ih, det var da utroligt med de fermentofober …
