Aldeles nydeligt!
Allah er stor, Jesus elsker dig, Buddha er ét og alt, Hil Odin & Thor samt Det Flyvende Spaghettimonster.
Anledningen til den pludselige vækkelse, for ikke at sige omvendelse, skal findes i denne artikel i Jyllands-Posten. Mørke kræfter i toppen af landets ledelse vil med Grundloven i hånden begrænse religiøse ytringer i det offentlige rum.
Og nok er jeg fortsat ateist. Endvidere er jeg fritænker, og blander mig ikke i, hvad andre tror på. Og så længe andre ikke påtvinger nogen deres religion og ikke truer eller på anden måde anvender problematiske talehandlinger – altså ting, der i forvejen er ulovlige, så kan de ytre sig om deres religion – og alt muligt andet – lige så tosset de har lyst til. Og sådan burde det blive ved med at være!
Ifølge forslaget, må Jehovas Vidner fremover ikke ytre sig imod blodtransfusion, da dette kan være livsfarligt. Indre- og Luthersk Missions væmmelse ved kvindelige præster strider mod vore begreber og ligestilling, så de vil naturligvis også omgående få mundkurv på. Og Tidehvervs – og deres forlængede politiske arm i Dansk Folkeparti – hadefulde sammenligninger af homoseksuelle ægteskaber med sodomi vil omgående medføre frihedsstraf …
Eller måske ikke …
For Gud forbyde da, at regeringens og dens racistiske støttepartis hovedløse lovgivning skulle bruges mod andre end pæne, danske leverpostejskristne og deres associerede i småfanatiske sekter rundt omkring. Målet er selvfølgelig kun at kriminalisere muslimer yderligere for at skabe endnu en undskyldning for den religiøse og etniske stigmatisering og udrensning, som samme regering og støtteparti ønsker sig ivrigt som et lille barn juleaften.
Modvilligt vil jeg fyre den sædvanlige disclaimer af her: Nej, jeg synes heller ikke radikal islam er fedt, ligesom jeg heller ikke synes fanatisk kristendom er fedt – især ikke når den politiseres gennem tidehverv som et åbenlyst apartheidtilhængerpartis forlængede arm. Faren mod det danske demokrati kommer ikke fra en lille gruppe radikale og marginaliserede muslimer, men derimod fra selve magtens centrum, hvor man allerede har anbragt de uønskede fra andre lande i koncentrationslejrlignende anlæg, allerede har gennemført lovgivning der kan rippe dem for deres værdigenstande, og for længst har en politik på stand by for, hvordan ‘danskere’ i fremtiden skal defineres i modsætning til andre, DF og regeringen ikke kan lide.
Og hvad har det med dagens øl at gøre? Intet som helst. Jeg havde blot brug for at brænde nogle frustrationer af i et forum, som jeg ved har nogle læsere. Jeg bruger ytringsfriheden mens jeg stadig har den. Jeg er ikke målet for regerings antiytringslove for religiøse, og måske er jeg og mine sekulære meningsfæller heller ikke lige de næste i rækken. Men jeg husker på Martin Niemöllers berømte digt “Først kom de efter Kommunisterne” (“Als die Nazis die Kommunisten holten”) og I hans ånd nægter jeg at tie. Og den da det også bliver forbudt for ateister at ytre sig, lover jeg, at jeg vil braldre op og tirere som aldrig før.
Vel – nok om det, og videre til noget smukt, rart og dejligt – dagens øl.
Endnu et pletskud fra ildsjælen Martin Guldhammer, Frederikssund, der under mottoet “Multum non Multa” (meget, ikke mange) eksperimenterer med sit eget lille hjemmebryganlæg i et omfang, så han har været nødt til at sætte en distribution i gang, for at de relativt store mængder godt bryg ikke skal gå til spilde. Såvidt beskriver Paul Hertz det i hvert fald. Han er den læser, som med jævne mellemrum stikker mig et par stykker af dem. Som et lille ekstra kvalitetsemblem er hver flaske udstyret med et tal, der angiver hvilket nummer i batchet det enkelte bryg er. Denne er nr. 69 ud af 120. Man føler sig heldig alene fordi man får lejlighed til at prøve et bryg i et så lille oplag.
Denne øl er en engelsk ‘Old Ale’. der er lagret i 6 måneder på egefad og flaske. Ved åbning breder vanilleessens sig i lokalet på trods af at hverken bryg eller skum minder det mindste om flødeis. Brygget er alt for mørkt, og skummet alt for svagt. Jeg kunne forestille mig at CO2’en forsvinder under lagringen – men det gør blot den ‘engelske’ karakter så meget desto mere fremtrædende.
Brygget virker dog på ingen måde dovent. Men selv hvis det gjorde, ville det næppe gøre nogen nævneværdig skade ved det intense, fyldige og helt igennem lækre bryg. Der er krydrede noter af kanel, farinsukker og en diskret skud cognac. Den dominerende smag er dog af sød finsk lakrids, der giver brygget en varm finish og gør det til en helt igennem intens og samtidig rar og varm (ikke mindst fordi jeg prøvede brygget ved de anbefalede 12-15 grader) oplevelse.
En lille snert af gær titter frem i eftersmagen, som gør lakridssmagen tør og en kende støvet. Jeg har før beklaget mig, når lakridsindtryk i øl antog denne form. Men her udgør det i værste fald en skønhedsfald, mens det i bedste fald faktisk yder brygget lidt tiltrængt kant midt i alt det varme, bløde og venlige.
Jeg håber, jeg får lov til at prøve nogle flere deroppe fra det nordsjællandske.
