Subtilt skøn …
Så har jeg fundet tid til at samle en tråd fra tidligere op, nemlig det skønne parti øl fra Amager Bryghus, som er blevet mig til del. Det føles som lang tid siden, jeg sidst prøvede en af dem. Men det skete faktisk i indeværende måned, så det er nok bare min nuværende publiceringshyppighed, der får tiden til at føles lang.
Antallet af indlæg på bloggen har i indeværende år aldrig været under 10 om måneden. Så jeg får noget fra hånden. Nu er jeg oven i købet i den situation, at jeg har et lille hængeparti – ud over denne øl har jeg endnu fire anmeldelser at fyre af, så jeg har småtravlt. Det er den omvendte situation af, hvad jeg ellers har oplevet de sidste par anmeldelser eller 7-8 stykker. Der har jeg faktisk været foran. Jeg udgiver helst ikke mere end en gang om dagen, men havde altså skrevet så mange anmeldelser på en gang, at de faktisk lå i kø i kladderækken og bare ventede på at blive udgivet.
Det kan lyde som et luksusproblem, og er det også al den stund, at jeg, mens køen blev afviklet, konstaterede at det nærmest var mere stressende at have anmeldelser i kø til udgivelse end at have afprøvede øl i kø til anmeldelse. Go figure.
Men tilbage til øllet. Igen er der tale om en sjældent afdæmpet sag fra de amagerkanske humlehoveder. Det gælder ikke bare øllet, men også røverhistorien på etiketten.
Sjældent har teksten været så informativ. Brygget er tilegnet et lille bryggeri i Philadelphia ved navn Forest & Main, der ikke er særlig kendte, og som laver afdæmpede, subtile øl. Uanset hvor afdæmpede og subtile de end måtte være, endte en af deres øl alligevel i toppen af RateBeer – og denne øl er Amager Bryghus’ version af samme øl – detaljerne må læserne læse sig til, når I selv køber én.
At duften ikke afslører nogen nævneværdig bitterhed peger vitterlig i retning af en for Amager Bryghus utraditionel øl. Bouqueten er syrlig, spinkel og sød, karakteriseret ved lime, græs og en smule hyld. Det lyse, klare bryg er i sig selv en oplevelse i sin næsten zen’ske ro, mens det dvaske skum mageligt flader ud over btygget og kun meget modvilligt falder. Mens man venter, kan man modellere flotte figurer i det, om man skulle få lyst.
Det er vitterlig ikke for kraften, styrken og voldsomheden, man skal vælge dette bryg. Til gengæld kan man fortabe sig i bryggets fine, pikante nuancer, antydningsvise prikken og blide gnubben af mundens indersider. En smagfuld bund af mild ginger ale med citron bærer brygget frem til almindeligt velbehag. Der er både blomstrede, frugtagtige og krydrede noter af roser, banan og ingefær – men alt sammen aldrig så subtilt, så intet bliver dominerende, man bare skønt i sin mangefacetterede farverigdom.
Lidt ligesom Pride-paraden, faktisk – om end festen er en kende mere afdæmpet.
Bitterhed snydes man heller ikke for. Den er også afdæmpet, mild, subtil og mangefacetteret. Tørt hø og græs blander sig med velafmålte dele bitterhed, syre og sødme som en finale på et fyndigt og eftertænksomt mesterværk, der på trods af udeblivende festfyrværkeri og fanfarer, forbliver en stor oplevelse.
En øl for dem der tror, at kun vildt øl er godt. Efter denne vil de vide bedre.