Som etiketten siger …
Som jeg fik nævnt, da jeg anmeldte dette brygs lyse broder modtog jeg i alt 3 forskellige øl fra den venlige giver, Lars. Med i pakken var – udover to spændende Stronzo-øl – også hans fremragende hjemmebryg. Det første Stronzo-bryg var mere spændende end egentlig fremragende, og nu må vi se om nærværende bryg kan træde til og redde æren for det hedengangne bryggeri.
Brygget er en Blonde Ale, og hvordan det helt præcis adskiller sig fra en Pale Ale, må guderne – eller endnu bedre, bryggerne – vide. Man er som altid velkommen til at smide et begavet svar i kommentarerne, eventuelt også et ubegavet, hvis det til gengæld er underholdende.
Lyst er brygget i hvert fald uanset hvad, og forfriskende grumset af rigeligt restgær. Skummet gør omvendt sparsomt væsen af sig. Det er mere at betragte som brus over det pomelogule bryg. Duften er syrlig, nogenlunde humlet og ganske som etiketten angiver – tør – i udtrykket. Inspireret af vinflasker, har Stronzo på bagetiketten angivet skalaer for både farve og smag, hvor brygget her er placeret helt ude til venstre ved det lyseste og det tørreste – modsat det sødeste. Jeg savner en skala for bitterhed, der giver bedre mening, når det er øl man har med at gøre.
Der er nu også en vis syrlig vinøsitet over bryggets finish og aroma, der gør skalaen velvalgt. Jeg husker også svagt noget om, at øl, der smagte som hvidvin var det nye sort for en lille håndfuld år siden. Uanset om der er tale om øl eller vin, foretrækker jeg nu smagen et stykke væk fra det allertørreste, sådan som brygget er her.
Ud over markant syrlighed får man mistanken om oxidering på grund af bismagen af vådt pap. Heldigvis er det ikke så voldsomt, at det ligefrem ødelægger oplevelsen af lime og frisk græs, der sådan set vederkvæger adækvat. Til gengæld savner man fra starten rigtig bitterhed fremfor den antydning af harskhed, der er alt, gæren kan frembringe.
Sidste salgsdato for dette bryg var også tilbage i oktober. Den virker mere påvirket af det, end Proud Hornsleth Brown Ale var det, men alligevel ikke mere, end at jeg ikke tror, at jeg ville have været synderligt mere imponeret af brygget, hvis det ikke var påvirket af den ekstra lagring.
Stronzo-bryggene var og forblev altså mere spændende end egentlig gode. Hjemmebrygget er og forbliver det suverænt bedste i den pakke. Uanset hvad, skal Lars have stor tak for to spændende og ét rigtig godt bryg.
