“Hvor er prorektoren?”
Ølsmagningen på DTU blev selvfølgelig ledsaget af et væld af anekdoter og røverhistorier. Som nu fx den om prorektoren – og jeg aner ikke hvem prorektoren på DTU er eller hvad han/hun/den/det hedder. Det er også ligemeget, for det er denne øl og ikke noget som helst andet, det drejer sig om lige nu.
“Hvor er prorektoren” er åbenbart et spørgsmål, der stilles ganske ofte ved arrangementer på DTU, hvis denne øl af en eller anden grund ikke er på vinkortet. For populær, det er den, denne lyse og temmelig stærke øl, der rent teknisk er af pilsnertypen.
Men ud over at være en pilsner, er brygget også en dubbel – dobbeltgæret efter belgisk forbillede: Først er øllet brygget på almindelig malt for siden at få en omgang mere på rent byg. I anden omgang bruges enzymerne fra den almindelige maltbrygning til at nedbryde stivelsen i byggen. (Det er sådan noget personale og studerende i fødevarer på DTU forstår … jeg fatter ikke en lyd, men gengiver bare samvittighedsfuldt det, brygmester Preben Bøje Hansen fortalte).
En noget uprætentiøs småsyrlig duft af græs antyder en letbenet, letforståelig oplevelse. Dette bryg er alt andet! De 8,5 procent kan i den grad mærkes. Brygget hugger i tunge, gane og gummer med små hidsige brændevinsskalpeller, der på kort sigt varsler fornøjelig fuldskab og på længere sigt tordnende tømmermænd. En overraskende ledsagende sødme giver indtryk af likør og æbleaperitif som jeg drak i min tid som punker. Her viser øllet igen sin magiske evne til at vende aromaer, som jeg ellers (grænsende til det traumatiske) ikke bryder mig om, til noget godt. For sammenligningen med æbleaperitif – eller blot ‘tif’, som vi kaldte det – er kun ment som en ros, selvom den ægte vare smager ganske fælt.
Men så er det måske ikke så sært at brygget vækker begejstring ved diverse arrangementer. Jeg kunne godt forestille mig, at det ville slå an blandt de yngre studerende med anarkistiske tilbøjeligheder.
Brygmester kunne, en kende bedrøvet, afsløre, at han selv aldrig havde været punker. Til gengæld havde han haft sin gang i miljøer af herboende underkuede nordvestfra. Han fortalte levende hvordan man i de kredse lavede alkohol på rekordtid ved hjælp af postevand, bagegær og flormelis, men uden at han selv skulle nyde noget … Selv punkerne fra min ungdom må nok se sig slået her, men det er en anden historie.
Øloplevelsen er uanset hvad intakt, interessant og i grunden ganske velsmagende – ikke underligt, at DTU’s prorektor er populær.
