Hele tre skuffede forventninger
Dinkelacker-Schwaben Bräu er et bryggeri, der åbenbart mener, det er meget vigtigere, at man ved, hvad bryggeriet hedder, end hvad det enkelte ølprodukt kaldes. Da jeg købte denne øl i Fakta, som et af de famøse spottilbud, var jeg således overbevist om, at Dinkelacker måtte være navnet på øllet, og at der forude ventede en spændende, alternativ øloplevelse. Dette blev naturligvis forstærket af, at Fakta har betegnet den som en specialøl i deres nylige spotvarekampagne.
Men først en servicemeddelelse til alle de læsere, der ikke er helt så germanofile, som jeg selv: “Dinkel” betyder “spelt” på dansk. Og en yderligere servicemeddelelse til de læsere, der ikke er øko-hippier som jeg selv: Spelt er en hvedesort, der udmærker sig ved at have en anden glutensammensætning end almindelig hvede, hvorfor den er populær blandt glutenallergikere. Da den samtidig er en meget gammel hvedesort, anses den også for at være mere naturlig, end vore dages højintensive sorter, der både er mere usunde, mere næringskrævende og derfor heller ikke kan gro de samme steder.
Jeg havde altså ventet en speltøl. Men skuffet blev jeg, da varedeklarationen kun viste indhold af vand, gær, humle, humleekstrakt og bygmalt. Ingen spelt – bare en almindelig pilsner – og jeg som havde håbet, at dette skulle blive den første speltøl jeg ikke alene anmeldte, men også smagte.
Jeg må nok vente, til jeg igen kommer i Ren Kost i Jægergaardsgade. Der har de som fast del af sortimentet glutenfrie speltøl fra Neumarkter Lammsbräu. Jeg håber blot, at deres speltøl er bedre end deres hvedeøl, men det må jeg finde ud af til den tid.
Idet en Dinkelacker Privat hældes op, konstaterer man hurtigt, at den ligner ganske almindeligt pilsnerøl. Brygget er upåfaldende mørkegult med upåfaldende hvidt skum. Duften er en smule bitrere end vanlig dansk pilsner. Smagen er frisk, læskende, vederkvægende – og … I gættede det; tynd. Den bitre humlesmag prikker dog lidt skarpere til tungen, end hvad man ellers oplever herhjemme. Det er ikke ukarakteristisk for tysk pilsner, at netop bitterheden er en smule skrappere.
I dette tilfælde er den desværre ikke skrap nok til, at øllet skiller sig mærkbart ud fra det sprøjt, man ellers kan hente sig på det danske ølmarked. Det er slet og ret en tynd kop øl, som vi stort set kender den i forvejen. Hvad der måtte være af gennemsnitlig spænding i smagen skæmmes også af en metallisk, næsten sæbeagtig bismag.
En Privat fra Dinkelacker-Schwaben Bräu skuffer af helt præcis tre grunde: For det første er den slet og ret tynd, og byder ikke noget reelt alternativ i forhold til, hvad man kan købe i samme mængde for 7-8 kr. For det andet er det ikke en speltøl, hvilket man forledes til at tro ud fra etiketten. For det tredje – og dette kan bryggeriet ret beset ikke klandres for – har Fakta, fordi de ikke forstår den simple forskel på udenlandsk øl og specialøl, rubriceret den blandt sidstnævnte, uden at der er noget som helst specielt ved den overhovedet
.
