Marcipan og kogesprit i uskøn forening
Samme aften, som da mit favoritafsnit af Matador blev vist – afsnittet hvor Herbert vender hjem fra den Spanske Borgerkrig, Agnes’ dreng falder i branddammen og Mads Skjerns hyggespreder af en søster kommer på besøg i anledning af Daniels konfirmation – ja, altså dén aften, det afsnit blev vist, smagte jeg på denne øl.
‘Smagte på’ er ordene. Jeg vil ikke bruge ordet nyde og heller ikke ordet drak, for ingen af delene ville passe. For at tage ordet nyde først … Jeg nød denne prior i omtrent samme grad som Oberst Hackel i samme afsnit af Matador nød, at hans største aversion i de væbnede styrker, der ved et pudsigt tilfælde bærer samme navn som nærværende øl, Prior, var blevet øverstkommanderende for det danske militær – dog med væsentlig mindre katastrofale konsekvenser for mit vedkommende, må jeg hellere tilføje. Den gode oberst overlever som bekendt ikke sin nyerhvervede viden.
Da det nu fremgår at øllet ingenlunde var nogen nydelse, snarere tværtimod, kan de kvikkeste læsere måske regne ud, hvorfor jeg heller ikke drak øllet. For de knap så kvikke, og for de kvikke, der er I tvivl om, om deres formodning er rigtig, kan jeg oplyse, at et endog betydeligt kvantum endte i køkkenvasken.
Dette er i skrivende stund alt, jeg kan huske fra mit oprindelige indlæg, som en time eller så efter det blev postet her på bloggen, forsvandt pist i cyberspace. Vid, at jeg p.t. er rasende på blogger, og seriøst overvejer, at skifte til WordPress – bare for at have et alternativ.
Vel. Prior Tongerlo er ellers en flot øl, gylden med kridhvidt, fedtet skum. Allerede duften varsler dog en mere end almindelig sprittethed. De 9 % alkohol gør bestemt sit til også at gøre de indledende øvelser en ubehagelig oplevelse. Dertil kommer en kraftig marcipanodeur, der kunne have været rar, hvis ikke stanken af kogesprit havde ødelagt det.
Smagen stemmer uskønt overens med lugten. Sprit blander sig med marcipan, og det er ikke nogen nydelse. Med tiden slår marcipanaromaen også mere og mere over i smagen af bitre, dårlige mandler. Det er jul på den helt forkerte måde, men Prior er selvfølgelig heller ikke nogen juleøl som sådan.
Virkningen på mig efter et glas var dog stadig ikke sammenlignelig med Oberst Hackels reaktion på, at hans ærkeaversion, General Prior, blev kommandør for rigets væbnede styrker. Så fæl var Prior Tongerlo trods alt heller ikke. Nogle, der nyder meget sprittede øl, vil måske kunne finde en – om ikke andet så masochistisk – nydelse i den, hvorfor den da heller ikke scorer den karakter, som de helt uantagelige øl får.
