Storslået!
Nu til den sidste øl i Amager Bryghus’ Sinner Series – Pride, Stoltheden, eller egentlig snarere Hovmodet. Traditionelt anset som det største synd af dem alle …
… bortset fra selvfølgelig, at hovmodet ligesom grådigheden nu til dags nok anses for en af de højeste dyder snarere end et kendetegn for en skidt karakter. Sådan har det været længe. I særdeleshed siden den senere krigsforbryder Anders Fogh Rasmussen nytårsdag 2002 annoncerede, at det nu var slut med at rådføre sig på en lang række områder med eksperter – eller “smagsdommere” som han kaldte dem. Hvem der præcis vidste bedst andre end dem, der havde dedikeret deres liv til at opnå ekspertise i vanskelige videnskabelige felter til menneskehedens bedste, kom aldrig til at fremgå klart. Praksis viste sig dog hurtigt, at regeringen selv ville tage beslutningerne og demonstrativt blæse på eksperternes råd mange år fremover, og fortsat gør det. Måske var det allertydeligst, da Danmark gik med i Irakkrigen, og som nation gjorde sig meddskyldig i den største humanitære, militære og diplomatiske nedsmeltning i dette århundrede. Det skete som bekendt i trods mod en lang række diplomatiske, militære og efterretningsmæssige eksperter, der samstemmigt helt korrekt havde konkluderet at USAs daværende præsident George W. Bush var lige så fuld af løgn, som den gennemsnitlige danske konventionelle Venstre-landmands gylletank er fuld af lort.
Og hovmodet smittede. Resten af befolkningen begyndte med internettets hjælp i højere og højere grad at stole på egne mavefornemmelser og/eller deres betændte had, end nøgterne, omend komplicerede analyser fra højtuddannede mennesker.
Og udviklingen har været global. Valget af Donald Trump som USA’s præsident er nok den foreløbige kulmination på en trend, hvor mere og mere magtfulde mennesker afviser eksperter for at være pladderhumanistiske, bedrevidende, eller måske endda selve fjendens tropper, der opererer bag linjerne. At tænke sig – vi skal tilbage, helt ned i den kolde krigs dybfryser, for at finde eksempler på at verdens Supermagter truer hinanden så åbenlyst.
Og hvorfor får det mig til at tænke på, at Tom Lehrer – manden bag verdenshittet “We will all go together when we go” – fyldte 90 år d. 9. april – altså for få dage siden? (Forsinket tillykke, gamle dreng!)
Og hvorfor starter jeg alle mine afsnit med “Og”?
Og hvorfor stiller jeg så mange retoriske spørgsmål? (I behøver ikke svare – det var et retorisk spørgsmål (… eller var det!?))
Amager Bryghus’ bud på hovmodet er anderledes ikke-faretruende uden dog at være det mindste kedeligt. Ifølge etiketten har de valgt en type, der står dem nær – en Imperial Stout, simpelt hen. Omend ikke simplere, end at urten har kogt i 6 timer og indeholder 7 slags malt. Det giver et natsort bryg med en styrke på 10 %, og rigeligt med oplevelser til næse, mund og øjne. For også skummet er flot, som det tårner sig frådende og matchende chokoladebrunt op over den tyktflydende, sorte olie. Duften er i det magelige snarere end voldsomme hjørne, med en rar – omend ganske kraftig – em af mørke nødder og kaffe.
Brygget nippes bedst i små slurke, der helst slubres som en skoldhed kop kaffe. Det skyldes ikke kun, at man gerne vil trække alt smag ud af dette flydende vidunder, men også at man ikke rigtig vover andet. Der er så meget smag, at man er bange for at brænde sig på den.
Fuldfed kaffe af udsøgte bønner forenes elegant og næsten erotisk med sød, klæbrig ahornsirup, krydret med smeltet, finsk lakrids. Hver lille dråbe, der finder vej over ens fugtige læber, driver kælent, sensuelt og begærligt hen over den lystigt æggende tunge, idet hvert lille smagsløg aktiveres af bryggets potente safter.
Dette er det noget af det ypperste, man kan nå i en imperial stout der ikke er hårdtslående, ondskabsfuld og frygtindgydende, som samme bryggeris uforlignelige Green, Green Banshee. Og hvor er det livsbekræftende at blive mindet om, at det varme og rare også kan være pirrende, pikant og farligt på en ganske anden, men mindst lige så tilfredsstillende måde.
Sikke en finale!
