Som allerede nævnt i et tidligere indlæg, havde Føtex i Nordcenter Stor to gange Premium Pilsner til salg – den ene på dåse, der holdt 4,6% – den anden på flaske, holdende 4,4%, førstnævnte mere end en krone dyrere end den anden. Jeg har sat mig for at undersøge, om der er nogen forskel at komme efter smagsmæssigt, især når nu den ene er rundt regnet 50% dyrere end den anden. Hermed følger anmeldelsen af den dyrere dåseøl på 4,6%, der i øvrigt også er tilsat råfrugt i form af byg.
En standardpilsner fra Harboe vækker sjældent de store forventninger, og brygget tager sig da heller ikke imponerende ud. Det er meget lyst, nærmest citrongult i løden, med luftigt, næsten selvlysende hvidt skum. Citronindslaget gør sig også gældende i duften – eller lugten, om man vil. Den har en direkte sur lugt af citron og citrus ved siden af indslag af korn og en vattet humleessens.
Det kommer ikke som nogen overraskelse, at det er ganske tyndt og uinteressant øl. Vand dominerer, humlen er tam og fjern, og overdøves dels af vand, dels af en syrligtmetallisk bismag. Der melder sig dog en smule bitterhed som brygget nærmer sig svælget, men det er ikke nogen rar, endsige interessant bitterhed. Mest af alt synes den harsk, og det eneste man glæder sig over er, at øllet er så tyndt og vandigt, at harskheden mestendels overdøves og ikke gør brygget direkte udrikkeligt.
Nogen nydelse bliver brygget imidlertid aldrig. Heller ikke meget koldt, en meget varm sommerdag i maj, sådan som det var, da jeg drak den d. 21. Anledningen var dog ikke kun heden, men også at det omsider er lykkedes mig at lande noget beskæftigelse – indtil videre dog kun et deltidsarbejde, hvor jeg laver interviews på tysk for et internationalt markedsundersøgelsesbureau. Det har jeg kunnet glæde mig over – over øllet glæder jeg mig ikke, det er alt for tyndt, og den smag, det trods alt har er decideret grim.
Så hellere en 1795 low alcohol. Jeg konstaterer for første gang med sikkerhed, at der faktisk findes Light-øl, der smager bedre end de konventionelle.