Radikal mainstream …
Så klarede jeg årsrapporten, og dermed er ølåret 2019 for alvor skudt i gang. Januar er typisk en måned, hvor ikke helt så mange klikker sig ind på bloggen, og jeg har på fornemmelsen, at det skyldes at jeg selv kan være lidt sen til at komme ud af starthullet. Årsrapporten er en træg sag at komme igennem, så der opstår gerne et hul i anmeldelseshyppigheden lige før og lige efter. Samtidig myldrer tiden op til årsskiftet med helligdage, hvor jeg før har observeret, at hitsene ikke er voldsomt mange. Jeg gætter på, at læserne har bedre ting at tage sig til i helligdagene – såsom at være sammen med familien fx frem for at læse min blog. Det er også bedst sådan – og så må det være mit ansvar, at projektet kommer på sporet igen i hverdagene derefter.
Vel, i skrivende stund har jeg en hel række øl, jeg skal have skrevet om, idet jeg har været igennem endnu en hyggeseance med min faste medsmager Marcus. Råmaterialet til en væsentlig opgradering af bloggen er i den forbindelse også indhentet, så nu burde jeg have rigelig anledning til fornyet blogaktivitet – det kan læserne jo glæde sig til. Yderligere hints derom kan man finde på min facebook-fanside.
Denne øl fandt jeg for få dage siden i Fakta. Jeg synes faktisk, at Fakta er faldet noget af på den her på det sidste. 2017 var højdepunktet for butikskædens udvalg af specialøl, hvor man fx kunne finde nogle ret spændende amerikansk/tyske IPA’er der, samt nogle uhørt gode belgiske sure bryg.
Nu er det sådan nogle her, man finder der. Jævne, generiske tjekkiske øl, der sjældent formår at imponere denne blogger synderligt. Ja, tjekkerne er vidtberømte for deres pilsnere, selvom de ofte ikke er bedre, end det man finder herhjemme i det alt for almindelige industrielle udvalg.
I næsen viser brygget såmænd lidt karakter. Bagom en generisk, industriel syrlighed damper det af fusel, der næsten river som salmiak i slimhinderne. Så er der da i det mindste lidt oplevelse at starte på.
Til gengæld forekommer brygget straks ved indtag mere end noget andet vandet. Vandet først, siden småsyrligt og så metallisk undgår brygget behændigt at være til nogen egentlig fryd, andet end at det må indrømmes tørstslukkende egenskaber. Man er ved at afskrive brygget helt, da en rund maltsødme melder sig et sted dybt nede i det syrlige vandbad.
Man får uvægerligt mistanken om, at det er det tilsatte sukker, der hjælper sødmen på vej – så meget for brygkunst, men en enkelt til to stumper formår denne ene aroma nu alligevel at redde i en pilsneroplevelse, om hvilken det bedste der kan siges er, at den er aldeles jævn, og ikke som sådan ubehagelig. For selv syrligheden og metallet ligger så dybt i vandet, at det ikke formår at genere, men måske endda skærper vandets tørstslukkende profil en anelse.
Jeg håber ikke, denne øl repræsenterer fremtiden for Faktas udvalg af specialøl. Kunderne fortjener meget bedre – ikke mindst i lyset af, at udvalget har været netop det – meget bedre.
