Øl til grill
Jeg har netop været på en uges sommerferie. Det er derfor, der ikke har været aktivitet på bloggen i noget tid. Turen gik rundt i Danmark og Nordtyskland til venner og familie, og jeg kan allerede nu afsløre, at der ikke blev budt på de store øloplevelser. Det var mest genudsendelser af, hvad der tidligere har været afprøvet her på bloggen … fordommene om danskernes noget fraværende kvalitetsbevidsthed udi gærede humleprodukter blev behørigt bekræftet. Nuff said. Til gengæld var det en stor oplevelse at få serveret bosnisk rødvin til grillet kalvesteg sidst i ferien – men det sømmer sig ikke at berette om den slags på en ølblog.
Men lidt nyt var der da. Jeg har fået en spændende øl med hjem fra en god ven, der snarest skal anmeldes sammen med flere andre nyligt donerede øl. Hvis man på en eller anden måde kan få foranstaltet, at jeg får en øl i hånden til anmeldelse, vil jeg prioritere at få den anmeldt så hurtigt som muligt. Blandt etiketterne vil øllet få betegnelsen “donationsøl”, så giveren senere nemt kan finde anmeldelsen af det øl, der blev doneret.
Det gælder selvfølgelig også for øl, man får kastet i nakken, når man er på besøg hos folk. Som nu en af Vestfyens øl – en Pokal Classic, som jeg fik hos min svigermor. I ved, hende, der laver verdens bedste flæskesvær. I anledning af denne øls opknapning var der nu grillmad på programmet – pølser, bøffer og hvad der ellers hører sig til. Lækkert!
Pokal Classic er, som det gælder for classic-øl, en pilsnerøl af wienertypen. Lidt mørkere og typisk præget mere af søde malttoner end pilsnerne. Brygget her er da også præget af toner, der mere ligner rav end friskmodnet korn i juli, men skummet er hvidt som den dybeste isvinters nedbør, dog med klæbeevner, der mere leder tankerne mod den første tøsne i november. Duften er præget af traditionel pilsnerhumle med velkendt afrundende karamel- og maltsødme. En sprittet kant kan akkurat fornemmes som det, der får denne øl til at skille sig ud fra alle de andre anonyme discountprodukter.
De fortrinsvis søde karamel- og maltnoter udgør øllets primære smag. Vandelementet er dog også umiskendeligt til stede, så den ikke kommer til at smage så meget, at forbrugernes ganer overstimuleres. I så fald finder forbrugeren omgående et produkt, der adækvat kan imødekomme efterspørgslen efter produkter, der ikke skæmmer oplevelsen af tyndt vandigt øl med overflødige elementer som smag og fylde. Det er nu faktisk lige før brygget kammer over, og faktisk kommer til at smage af for meget – og næsten godt. Men den laveste fællesnævner forbliver vel forvaret, da en letsyrlig bismag af umodne æbler snart melder sin ankomst og bedøver det søde – og potentielt velgørende – førstehåndsindtryk.
Herefter bliver brygget mere og mere fladt og uinteressant i smagen. Jo længere tid man spytter i brygget desto tyndere bliver det, og dermed synker det ned på sin vante plads, blandt de anonyme discount-øl, hvor Vestfyens standardserie også retteligen hører til.
Jeres ærbødige ølblogger er på pinden igen efter ferien. Hvad denne øl angår er den allerede anmeldt herfra, så I ikke behøver spilde jeres kostbare tid med den. Altid til tjeneste.
