På niveau – og måske lidt mere …
Uha! Jeg er bagud. Efter den fine norske Imperial Stout i går prøvede jeg jo en øl mere, som jeg aldrig nåede at anmelde. Historien er den, at boligforeningen holdt ti års jubilæum med pølser og is ad libitum, og øl til en rimelig pris. Det var nu ikke ølteltet, jeg sigtede imod først, men derimod pølsevognen. Jeg havde spottet, at pølsemanden havde sin egen chili stående, og den skulle da prøves i en Fransk Hotdog med en frankfurter.
Det var en god chili. Flere forældre ved de hoppeborge, som var stillet op til børnene bad mig holde mig på afstand af frygt for at stikflammerne, der stod ud af mine hovedåbninger, skulle lade hoppeborgene antænde. Jeg hastede mod ølteltet før arrangementet skulle udvikle sig til en ufrivillig brandøvelse, og oven i det moderate fysiske pres, følelsen af at mit hoved langsomt og pinefuldt blev forkullet indefra gav, skulle jeg nu også forholde mig til et noget, lad os sige minimalistisk, salgsskilt.
Prisen var jo uanset hvad højst rimelig, men skiltet rejste jo uvægerligt spørgsmål om, hvad det mon egentlig var, man tyllede i sig? Jeg spurgte mig for, og fik det nødvendige at vide. En etiket og bryggerinavn blev det aldrig til, så jeg måtte ty til vores allesammens gamle ven google, og Black Bens Ølblog.
Øllet hjalp ikke på chilien, for det gør øl som bekendt ikke. Men den kunne smages på trods af den, og det er heller ikke så lidt endda. Men lad os starte, hvor vi altid starter – med det visuelle indtryk.
Det er en nydelig appelsinorange pilsner med overraskende cremet, kridhvidt og klæbende skum. Duft er der i en flammende kranie fuldt af chili ikke meget at komme efter, men en mulig forklaring derpå, er jo for så vidt allerede afgivet. Eller sagt på en anden måde, det er i det hele taget ikke meget, man kan mærke, når øre-næse-halsregionen står i lyse luer.
Men gennem chilien kunne den altså smages. Man hæfter sig ved fylden, at det ikke bare fungerer som en bittersød erstatning for vand, men også har noget flødeagtig mundfornemmelse at byde på. Humlen er overvejende sød – den danske forhandlers hjemmeside nævner Saaz, og samme udtryk husker jeg også fra Hancocks Høker Bajer. Der er lidt honning, og måske lidt hyldeblomst.
 |
| http://www.danmarksbilligstefadoel.dk /Logo%20-%20Platan%20-%2050.jpg |
Brygget kan dog ikke se sig fri for også at have lidt syrlig bismag, der ikke er helt integreret i Saaz-sødmen. Græs og lime blander sig, og ødelægger legen ind imellem. Men dog uden at det eskalerer i decideret mobberi.
Helt i skabet er det dog ikke, men alligevel mærkbart bedre, end hvad man ellers er vant fra industribryggernes side. Den danske forhandler gør meget ud af bryggeriets profil som ét, der ikke bruger industrimetoder, og i øvrigt holder sig til de fire gyldne ingredienser. Og det er jo også meget godt alt sammen.
Men norsk råolie lagret på cognacfade slår det sgu aldrig.
