Gad vidst om det er sandt …
Amager Bryghus har også andet end IPA på programmet – men denne er, som man kan se ikke en af de andre. Den er også en IPA, for jeg prøver alle IPA’erne først, mens de stadig er friske og smager af mest. Før jeg glemmer det skal jeg også have nævnt bryggeriet, som den er produceret i samarbejde med – Pipeworks Brewing Co fra Chicago.
Denne er en mere afdæmpet Session-IPA, og for at det ikke var usædvanligt nok i sig selv for en IPA fra Amager Bryghus, så er den lange anekdote på etiketten oven i købet også troværdig, og virker kun mildt overdrevet. Den handler om en lokal krigshelt fra Chicago, der efter Vietnam-krigen blev fredsaktivist. Angiveligt udøvede han aktivismen som musiker bag et transportabelt orgel, som han spillede med røven bar … vel, næsten troværdig, så.
Øllet afgiver en ganske særegen bouquet ved skænkning. En syrligt-sød og aldeles liflig dunst af en mellemting mellem druesukkertabletter og citronmelisse behager lugtesansen, men det kræver noget tid og indsnusning bare tilnærmelsesvist at indkredse odeuren. Ikke at det gør noget, for nydelsen er den samme, om man kan sætte ord på eller ej.
Det højt- og fastskummende citrongule bryg blev skænket i mit nyeste drikkebæger, som indtil nu har tilhørt min far, der i forbindelse med en nært forestående flytning er ved at rydde ud i sine gemmer. Motivet på den påklistrede metalplaque forestiller krudttårnet fra fæstningen i Burghausen, en tysk by ved den tysk-østrigske grænse, hvor jeg har noget fjern familie. Fæstningen er vistnok Tysklands længste borganlæg, ellers er det i hvert fald et af de længste. Jeg kan anbefale enhver at slå vejen forbi byen, hvis man er på de kanter. Ud over borgen, byder byen også på et smukt bycentrum, der er mindst lige så hyggeligt som det er gammelt, hvilket helt præcis vil sige ‘ret så’ … Det er længe siden, jeg sidst var der, så jeg kan faktisk kun dårligt huske det.
Som man vil kunne ane, er der også låg på bægeret. To solve the quaffing issue som salig Terry Pratchett (mayherestinpeace) måske ville have skrevet. For de uindviede, der ikke er bekendt med Discworld-serien, kan jeg oplyse, at låget er der for at forhindre at alt for meget af øllet går til spilde under vilde drikkelag, der indebærer lige dele begejstret skålen og mindst lige så begejstret slåsseri.
Grannålebitterheden – ja den er så sikker i Amager Bryghus’ IPA’er som Currywurst på en sydtysk motorvejsrasteplads. Her forefindes den i et lettere – nogle (herunder jeg selv) vil måske sige tyndere – medie end hvad man ellers får fra bryggeriet. Men det er vel, hvad man kan forvente af en Session IPA – selvom det egentlig ikke er smagens voldsomhed, det kommer an på, men alene alkoholstyrken, der her er på beskedne 4,5%. På bagkant oplever man et pust af de citronnoter, man mærkede i duften, men snart overtrumfes disse igen af humlen, der på trods af sin spinkelhed stadig sætter sig effektivt igennem.
Det kan man måske ærgre sig lidt over, for hvorfor skal Amager Bryghus’ IPA’er altid smage af grannåle? Men snart glædes man alligevel, for den afdæmpede udgave af grannålebitterheden, viser sig at være dejligt klar og markeret og ikke sløret af gær eller blot den fandenivoldskhed, der ellers karakteriserer bryggeriets IPA’er. Man kan rigtig gå på opdagelse i granskoven – udforske de mange nuancer, nyde lyset, skyggerne, lysningerne, solen mellem de nålebeklædte grene. Det har en særlig værdi, som man ikke oplever, når træerne er fældet, savet i stykker og flænset til spåner og savsmuld.
Så når kraften viger, giver det plads til detaljerne. Jeg skal ikke brokke mig.
