Let og lyst …
Så er DTU Avisen for maj måned udkommet, og sørme om ikke der på s. 17 forefindes et par anmeldelser fra en ikke helt ukendt dansk ølblogger.
Og nu hvor min omtale af DTU’s fine bryg er gjort vitterlig for en bredere kreds, kan jeg vel lige så godt også skrive et par ord om dem her.
Desuden vil jeg i samme avis anbefale artiklen om bryganlægget og ikke mindst brygmester Preben Bøje Hansen på s. 22. Det er noget mere indsigtsfuldt, end hvad jeg hastigt fik klampet ned i forbindelse med mit alt for korte besøg på lokationen for en måneds tid siden. Med disse indledende ord vil jeg skride videre til anmeldelse af den første øl i temaet om mit besøg på DTU …
DTU’s bryganlæg er ganske vist ikke videre stort. Til gengæld er det dejlig kompakt, grænsende til det klaustrofobiske, med store apparater og brygkar mokket op på stålrammer og stilladser, der hvor der nu lige er plads i det to etager høje lokale. Brygmester Preben Bøje Hansen var tydeligt stolt over materiellet, hvoraf han selv havde designet og patenteret flere dele. Han kom også ind på, hvordan man på DTU’s bryggeri har fokus på at genbruge restprodukterne fra ølproduktionen, så man undgår at smide så meget ud.
Og så gik turen ellers videre til hanerne. Brygmester fortalte stolt, at man på det lille bryghus kunne brygge alle slags øl, man havde lyst til, så der var mange haner at vælge imellem. Jeg tænkte, at det var bedst at starte med noget let, og så ellers bevæge os frem mod det tunge og mørke.
Og så er der jo intet at lægge ud med som en pilsner. Den klassiske, mest udbredte standardøltype, som alle kender, og som derfor er en udfordring at brygge: For resultatet skal kunne genkendes som pilsner samtidig med, at det skal skille sig ud fra en genre, der er kendetegnet ved sin ensartethed.
DTU Bryghus’ pilsner er let og frisk med alkoholvolumen på 5,5% svarende til en guldbajer. Et nydeligt lyst bryg med en lækker, fast marengsmasse øverst – et biprodukt af det høje proteinindhold, kunne brygmester afsløre. Og det giver godt mening. Mig bekendt er proteinbestanden i æggehvide også deroppeaf (men det ved læserne af DTU’s blad nok bedre end jeg).
Efter en frisk og syrlig bouquet af især lime, lægger brygget sig meget elegant i typens lette ende. Aromaen er alligevel gennemført med en snæver, men nøje udvalgt smagsprofil, der rammer lige i centrum. En initial cremet mundfylde går så småt over i en stadig mere velgørende smag af frisk birkebark. Og dér hviler den ellers aldrig så velbehageligt bagest i kæften. En guldøl med højeste elegance – den er der ikke meget Rusturs-druk over – og det er kun ment som en ros.
