Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Pilgrim Oatmeal Stout, Thisted Bryghus




2016-10-13-18-29-24Måske lidt for stille og rolig …

Når jeg sådan nærmer sig et flot rundt tal i antal anmeldelser, sørger jeg selvfølgelig for i god tid at sikre mig, at alt er korrekt talt op … for det meste i hvert fald. Denne øl er fx nr. 800, jeg anmelder, men det gik først op for mig efter at anmeldelsen var skrevet færdig i går aftes.

For selvfølgelig var der en enkelt øl, der ikke havde fået hæftet ‘anmeldelse’-kategorien på sig. Men heldigvis kun én, for ellers ville denne øl have været nr. 801, og det ville alligevel have været en kende pinligt at have så lidt styr på, hvor mange øl, jeg har anmeldt.

Men nok om det. Anmeldelse nr. 800 er altså i hus. Jeg ser frem til de næste 800 – eller i hvert fald de næste 200, for så er det jo, at det rigtigt pæne, runde tal nås.

Tak til læsere, tak til sponsorer, tak til alle, der gider interessere sig for min blog på den ene eller den anden måde. Ingen nævnt ingen glemt (ja, så doven og uforskammet er jeg at bruge dét gamle trick …)

… jeg fortsætter stille og roligt med Thisted Bryghus‘ stille og rolige britisk-inspirerede serie. Jeg ved ikke, hvor mange øl, der er i serien, men indtil videre har jeg da reddet mig denne, og Goldings Pale Ale, som jeg anmeldte sidst.

Goldings Pale Ale var i hvert fald stille og rolig, men formåede alligevel at gøre godt, hvis ellers bare man gav den lidt tid og en chance til.

Kedsomheden lurer ikke desto mindre om hjørnet. En hel serie afdæmpede, tilbagelænede og i det hele taget lidt for stille og rolige øl, må jeg erkende, jeg har svært ved at se det vildt ophidsende i. Ja, det giver måske sig selv. En afdæmpet øl her og der er jo også fint – altså, Gustav Holsts planetsuite er jo ukomplet og amputeret, hvis Venus, the bringer of peace ikke er med.

Men hele tiden? Næh tak.

Det er imidlertid ikke med de største forventninger, at den næste øl åbnes. Pilgrim er, som det fremgår af undertitlen, en havrestout. Havren gør mundfylden fløjsblød og venlig, hvilket smagen efter min erfaring i urimelig grad må vige for.

Men first things first, som de siger på den anden side af Nordsøen. Brygget ser ellers lovende sort ud, og endda med overraskende mørkt skum, der til gengæld ikke opviser nogen store kunster ud i ornamentik eller klæbrighed. Duften er i foruroligende grad stille og rolig med en fortrinsvis våd duft med blot en snert flødepumpet pulverkaffe.

Og det er i første omgang også, hvad smagen byder på: Tynd, eller skulle jeg sige stille og rolig, kaffe, sødmet med lidt for lidt rørsukker og med en disharmonisk smågæret og desværre stille og roligt oxideret eftersmag …

… der da heldigvis træder mere og mere i baggrunden efterhånden som brygget får mere temperatur.

Stille og roligt – ahr fuck it! Jeg foretrækker ordet efterhånden – integreres de mørke sukkertyper og kaffebitterheden nu alligevel og forenes i en egentlig ganske nydelig sødet mokkablanding, der faktisk er en nydelse. Men det sker faktisk først ved bundsjatten, der dermed bliver det mest interessante ved den øl.

Den er reddet på stregen …

Men er stadig kun stille og rolig …

Jeg kunne godt bruge noget mere larm!

3-stjerner




Updated: 14. oktober 2016 — 12:55

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme