Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Pick Axe IPA, Tommyknocker Brewery




Nuttet nisse …2014-07-14 20.27.08

Endnu en amerikansk specialøl af de fine, Brugsen Hvalsø af uvisse årsager stadig havde på lager i sidste uge. Bryggeriets navn kommer ikke af Stephen King-romanen (som jeg aldrig har læst – men mini-serien, der er baseret på den, har jeg set) men derimod fra et lille alfelignende væsen, der skulle hjælpe guldgravere i Colorados guldfeberdage med at finde vej ud af minerne, og i øvrigt lede dem derhen, hvor guldet var at finde.

Altså ingen børneranende rumvæsner, men derimod godmodige og gavmilde skytsånder – lige til at få lokale Bible-bashers til at gå balalajka.

Godmodigheden viser sig allerede i bouqueten, der passende er noget mere afdæmpet end gårsdagdens IPA fra Lagunitas. Man mærker da humlen, og i en IPA er det næppe overraskende. Men man føler ikke bagefter, at man har fået en regulær næsestyver. En let antydning af røg prikker let, og ledsages af vanillefylde – jo, godmodigt it is!

Brygget er desuden orangetåget og dermed væsentligt lysere end andre hidsige IPA’er. Skummet er en enkelt tone i retning af samme orange lød. En venlig farve, med et venligt tæt og ganske vist klistret skum, men en genstridig marengsmasse er der ikke tale om.

Venligheden slår også igennem i smagen. Det er en smooth IPA, der dog ikke smager af vanille. Til gengæld er der velkendte, omend noget svage noter af roser og hyldeblomst. Bitre hasselnødder klæber sig til mandlerne i eftersmagen, og det er i store træk den bitterhed man får. Den bitterhed vokser da også, og er en adækvat fryd, men man savner bitterhed i selve smagen.

Selve brygget er måske nok en smule røget – men ikke sådan rigtigt bittert. Hvis man hiver en ordentlig portion luft ind over brygget, mens det hviler på tungen, mærker man til gengæld lidt gran og enebær. Så med lidt anstrengelse og god vilje kan man da få sig en krydret IPA, men jeg må kigge langt efter den hvasse bitterhed, jeg forventer af genren.

Fyldigheden er dog intakt, og brygget forekommer bestemt hverken vandigt eller på anden måde tyndt. Men det er brygget lidt for meget på rutinen og er set væsentlig mere interessant.

4-en-halv-stjerne




Updated: 10. juli 2016 — 23:00

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme