Surt …
Det er dagen derpå. Det kan godt være, det var lidt surt, at vi ikke blev Europamestre, men sølv er vel heller ikke så tosset. “At være Fremad Amager-fan lærer én at tage den slags med stoisk ro” som der blev skrevet på facebook kort efter at EM-finalenederlaget til Nederlandene på 4-2 var en realitet.
Citatet er fra min egen facebook-profil, så selv hvis jeg havde spurgt om lov til at bruge det, ville jeg sikkert også have fået det. Sølv er jo heller ikke så tosset endda, men lidt surt er det nu alligevel.
Og apropos surt – hvor skal man mon gå hen, hvis man vil prøve de nye, hotte øltrends, der peaker lige nu? Det sure øl, som alle går og taler om, og alle skal være de første til at prøve? Vinhandleren? Boxbeers? En af de andre dyre hipsterbutikker, der har specialiseret sig i specialøl?
Nixengebixen!
Fakta – der skal man gå hen.
Fakta af alle steder har lige i øjeblikket Brouwerij de Brabandere’s Petrus-serie på deres spotvarehylde til kr. 25,- stykket. For nogle lyder det lidt pebret, men i sammenligning med, hvad øl af den kvalitet ellers ville koste et pænere sted, så er det det rene kup. Med andre ord: Glem resten af indlægget – skynd dig i Fakta og køb alle tre, før de er revet væk. I modsætning til øllene, render blogindlægget her ingen steder foreløbig.
Der er som sagt tre at vælge imellem. Denne lyse, en brun og en rød. De tre Petrus-øl er alle sure – nej, ikke bare syrlige men sure. Denne første er 100% foeder. Første stavelse udtales som man ville udtale det engelske ord for mad – food. Ordet er flamsk og på flamsk og hollandsk udtales -oe- som ‘u’ (jeg skal dog ikke kunne sige, hvorvidt den tyske digter og videnskabsmand Guthe bliver anset for at være en stor put på de kanter). En hurtig og nem definition af stilarten har faktisk ikke været sådan lige til at google, men ordet skulle betyde tønde, og passer også fint med, at brygget lagres på sådanne i et stykke tid. Desuden er brygget pr. definition surt, og åbenbart også bevidst oxideret i en eller anden grad.
Meget fixt og kompliceret. Næppe noget, man som hjemmebrygger bør kaste sig over som det første.
Denne foeder er højgul i løden og med flot, fast, hvidt skum, der er lige tilpas prangende til ikke at være kedeligt – og ydmygt nok til ikke at gøre brygget svært at skænke.
Duften – vel, duft og smag er der virkelig ikke den store forskel på, så lad os gå lige til de ikke-visuelle sanseindtryk under ét.
Der er tale om en kraftig og potent surkålslage. Og her taler vi ikke om den med sukker modificerede og mildnede brunkålslage, man bruger heroppe nordpå. Nej, der er tale om lage fra Sauerkraut som den laves i det dybeste Sydtyskland – ja, sågar måske endda i Schwiez, Østrig og Nordtyrol.
Ved indsnusning gør nervereflekser det de skal, når den slags kommer i kontakt med næsens indersider. Ikke bare rynkes næsen. Øjnene kniber sig helt uden hjælp sammen, ligesom munden og en række små hals- og kæbemuskler, man end ikke var sikker på, man overhovedet vidste, eksisterede.
At tage brygget i munden skaber de samme refleksreaktioner, føj dertil en fornemmelse på tunge og gummer af tusinder af bittesmå skarpe nåle, der ridser lange flænger i spændende mønstre på alle mundens himmelvendte overflader. I gane og svælg føles brygget ikke ulig en voldsom halsbrand – men uden den dårlige smag i munden og kvalmen …
… hvad er det mon, der gør det? Jeg kan ikke fordrage cappucino, blom- rosen- og især ikke surkål. Og halsbrand er noget af det mest ubehagelige, man ikke lige kommer til at kaste op af … men når en øl smager af samme, eller skaber samme følelse, er oplevelsen intet mindre end vidunderlig. Om jeg fatter det?
Det eneste, der kan få mine arme ned ved dette bryg, er brygget selv. Tager man en tår af det med armene oppe (find selv på en måde at gøre det på) krænger hele kroppen sig omgående sammen i en Joe Cocker-positur, der ikke tillader albuerne over skulderhøjde.
Vidunderligt. Fantastisk. En øjeåbner af de helt store – når man er færdig med at knibe dem sammen, forstås. Jeg har før prøvet surt øl. Jeg har også prøvet øl, der var blevet surt. Det sidste er aldrig godt. Det første har jeg aldrig prøvet i denne intentsitet før, men har alligevel haft fat i sure øl, der forekom mig for sure.
Hvordan dette bryg, hvis pH-værdi er lavere end niveauet i kommentarerne under Martin Henriksens facebookopslag, kan være en sådan nydelse for mig forstår jeg hverken helt eller halvt. Men at den er det, er en kendsgerning på linje med Inger Støjbergs had til alt fremmed og Esben Lunde Larsens ditto til alt smukt ved naturen.
Nyd den som den er, eller til en god burger med ekstra mange, ekstra sure syltede agurker – eller måske bare en ordentlig omgang sydtysk Sauerkraut med Bockwurst, fordi det bare ville matche perfekt.
Personligt ville jeg dog holde mig til pølsen.
Og her på falderebet: Tillykke til landsholdet. De fortjener samme karakter som denne øl:
Fremad Amager spillede også i går og fik også tæv – 1-2 – af HB Køge. Selvom stemningen på stadion som altid fortjente samme karakter som denne øl og landsholdet, fortjener de ikke helt samme karakter for spillet:
Kampen mellem to insignifikante østsjællandske hold, der også blev spillet i går aftes, vil jeg end ikke værdige navns nævnelse.
