Stakkels Peter …
Glædelig jul allesammen!
Der var været så travlt i juledagene med gaver der skulle åbnes, træer, der skulle pyntes, stads, der skulle klippes, mad der skulle trakteres (og ikke mindst spises) samt øl, der skulle drikkes, at jeg slet ikke har haft tid til andet. Så jeg fortsætter ufortrødent derfra hvor vi slap – med næste kapitel om legenden om den aften Marcus kom forbi med ost. I dag er det præcis en uge siden.
Marcus’ og mit hyggeorgie udi tærskestærk ost og overgærede, ufiltrerede humlebryg fortsatte aftenen ud vekslende mellem dubletter og nye øl. Den anden nye øl, vi prøvede var denne fra Grauballe Bryghus.
Grauballe Bryghus er bryggeriet, hvor Endelave Bryggerlaug fik brygget sin Endelave Bryg ’13. Det er den eneste gang, jeg har haft med bryggeriet at gøre, og det endda kun på anden hånd. Denne øl, ser derimod til at være brygget efter en recept, de selv har udskrevet – så det er på sin vis en debut.
Noterne er noget sketchy, for imellem denne og Skt. Nikolaus røg der flere fra dubletlageret samme vej som den skimlede ost. Det mentale overskud rakte ikke til detaljerede noter, når der samtidig skulle nørdes gale finske folkemusikanter og lades op til episk Sci-Fi-film fra startfirserne (som ikke var Star Wars).
Blandt det, jeg skyndsomt fik kradset ned, fremgår det, at der er tale om rent øl – uden krydderier, som det var tilfældet med Skt. Nikolaus. Brygget dufter ellers ganske krydret og frugtigt. Der er en snert af appelsin, og ellers et ikke uimponerende julearsenal af nelliker, anis og brunkagekrydderi.
Farven? Så vidt jeg kan se på billedet, er det ganske flot rødt, og friskt skummende – og tydeligt ufiltreret. At jeg må bruge billedet for at kunne huske det, siger vel en del om tingenes tilstand på nydelsestidspunktet. Det er faktisk et mindre julemirakel, at jeg overhovedet huskede at fotografere.
Brygget er nogenlunde velafbalanceret mellem det syrlige og det gærede. Derfor er man også glad for, at smagen holder sig noget i baggrunden, mens fylden ellers er nogenlunde intakt.
Men gær og syre gør aldrig nogen stor velsmag – heller ikke, når det ikke er en pine. For fravær af pine alene giver heller ikke nogen stor oplevelse. Ja, så er det lige før, man faktisk ønsker lidt pine for i det mindste at få lidt oplevelse.
Brygget formår akkurat at forblive kedeligt nok til ikke at være væmmeligt, og spændende nok til, at man nok skal huske den bedre end de fleste standardbryg. Det er omtrent det bedste, man kan sige om den. At den i øvrigt savner ethvert julet udtryk føjer jo blot mere til en i forvejen liste over ærgerlige karaktertræk ved brygget.
Peters jul blev om ikke kold, klam og katastrofal, så i hvert fald én af dem uden sne, og med for mange bløde pakker. Hvad angår vejret ret meget som julen i år, må man sige.
