Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Perlenbacher Hvedeøl, Frankfurter Brauhaus (Én for holdet V)

2017-04-01 18.24.38Bedre end de fleste …

Nogle ting er så trælse, at de udsættes og skubbes foran én. Således også discountøllene fra Lidl, som jeg jo har sat mig for at få anmeldt – fordi de er der, og fordi jeg tænker, at hvis jeg gør det, og aflægger behørig rapport derom, så er der måske nogle læsere, der kan nøjes med læsningen, og ellers bruge deres tid og penge på noget mere fornuftigt.

I dag gælder det Perlenbachers Hvedeøl, der garanteret ikke hedder sådan i hjemlandet. Men det danske marked er åbenbart blevet så stort, at der nu præges særlige dåser til os. Eller også imødegår bryggeriet bare den alt for indgroede danske skepsis over for alt, der ikke er dansk – ikke mindst i det segment, der handler discount. Gad vidst hvor meget salget ville falde, hvis Lidl Danmark lod dåserne præge med titlen “Hefe-Weizen” i stedet?

Vel, jeg vil lade spekulationerne ligge og i stedet ihukomme hin aften, hvor jeg for første gang i år kunne spise udenfor. Det flotte aftensolskinsvejr indbød til et lyst og frisk bryg, og så var denne hvedeøl jo velvalgt. Brygget er flot gyldent, uigennemsigtigt uden at være grumset, og skummende i en grad, der ikke lader typen noget efter, men heller ikke på et niveau, så det bliver besværligt at få det skænket. Duften var ikke kraftig nok til at kunne anammes i den kølige aftenluft, og jeg glemte i begejstringen over forårsstemningen helt at snuse ordentligt efter.

Smagen, derimod, gjorde indtryk. Det første der slog mig var den overvejende søde aroma af hyldeblomst og lime, mens de syrlige gærnoter, der alt for tit har skæmmet mangt en ellers liflig weissbier, glimrer nok så meget med deres fravær.  Fylden er også på plads. Heller ikke genrens tendens til udflydenhed og vandsmag manifesterer sig.

Det er slet ikke så tosset endda. Selvom det er noget tid siden, jeg har prøvet Erdinger – Das Weissbier, som rigtig mange kender, og som næsten lige så mange har bildt sig ind er fænomenalt, selvom det i virkeligheden er tyndt og surt – er jeg ikke i tvivl om, at Frankfurter Brauhaus‘ bryg slår det med flere længder. Jeg tror faktisk, at jeg her har fundet en favorithvedeøl til hverdag … ja, tænk at det skulle overgå mig.

Og jeg vil altså ikke blive skræmt væk, hvis Lidl Danmark i fremtiden skulle vælge at kalde den ‘Hefe-Weizen’.

4-stjerner

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!

3 Comments

Add a Comment
  1. Kenneth stork-jørgensen

    Er helt enig. Hvis man ikke lige vil investere i feks. En Paulaner Hefe- Weizen ,er lidls Perlenbacher et godt bud på en hverdags Weizen.

  2. Det er blevet min favorit hverdagsøl. Erdinger er for syrlig, Hoegarden for sød og de fleste andre “prøver for hårdt” på at være Guds gave til os mennesker så det strander for ofte på kiksede smagsoplevelser. Den her prøver bare at være en almindelig hvedeøl og den opgave klarer den fint. Prisen er heller ikke dårlig, når man ikke lige gider slynge 40 kr over disken for en Hoegarden.

  3. Helt enig. En velsmagende hverdags-Hefe.
    Min helt klare favorit er og bliver Schneider Weisse fra Weißes Brauhaus i München.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme