Oplevelsen er hjemme …
Det gjorde en del for mig, at få load-tempoet på bloggen lidt i vejret. I samme omgang blev mine previews på fjæsen også ordentlige igen, og gårsdagens besøgstal var på 195 klik. Det er usædvanligt højt. Så det er alt sammen meget godt. Nu vil jeg til gengæld prøve at nå igennem de anmeldelser, der har hængt, mens jeg har gået og knurret over, hvor langsomt det gik.
Denne øl købte jeg sammen med en anden belgier i Fakta, nemlig Tripel Karmelit, hvis bananalkoholiske kommenindtryk undtagelsesvis ikke var væmmeligt nok til at få mig til at opgive undervejs. Pauwel Kwak er væsentlig mørkere – nydeligt kobberfarvet, og med langt fra så hidsigt skum som sin lyse broder … broder, thi der var jo tale om en klosterøl.
Odeuren af banan har den til gengæld til fælles med askeseramte familie, omend også i en mørkere udgave. Den gule frugt ledsages af branket karamel, og så ellers igen rigeligt alkohol, der næsten på forhånd formår at fremkalde hovedpine.
I smagen er bananen til gengæld slet ikke så fremtrædende, og det er alt andet lige bedst, selvom jeg modstræbende må indrømme, at selv agtelsen for isoamyl acetat så småt er begyndt at vokse hos mig. Alkholen er der til gengæld fortsat i front, og den giver samme fornemmelse af Rød Aalborg, man også måtte døje med sidst. Oven i den krasse skommenimpression møver den mørke karamelaroma ind. Det føles mest som olie og vand – blande det kan man godt, men det lader sig aldrig integrere i hinanden. Karamellen og kommenen … (hedder det virkelig det – “kommenen” – det lyder da åndssvagt …) er underligt ved siden af hinanden, og går aldrig op – hverken i en højere eller en lavere enhed.
Jeg vælger at glæde mig over det sidste frem for at ærgre mig over det første, idet jeg konstaterer, at selvom smagene forbliver lidt underligt adskilt, er det ikke urart og virker heller ikke disharmonisk, endsige fejlbehæftet. Oplevelsen er i hvert fald hjemme, og at det ikke lige er poleret og forfinet det hele, holder i hvert brygget fra at blive kedeligt.
