Flotte skygger …
Vi er ved tredje og foreløbig sidste kapitel i beretningen om Marcus’ og min druktur forleden. Det var ved at blive sent og vi var i fuld gang med brætspillet ‘Fog of Love’ (på dansk: pis af, kærlighed), hvor vi spillede et ungt homoseksuelt par. Men vi ville jo helst ikke forsømme aftenens egentlige ambition – at smage på nogle gode øl – for meget.
En sidste øl skulle det blive til – denne rugstout fra Amager Bryghus. Jeg havde haft den stående siden december sidste år, hvor jeg købte den som en del af en hel pakke med fadlagrede øl fra de amagerkanske humlehoveder. Og den slags øl kan tåle at stå et stykke tid. I forvejen havde de stået i månedsvis og lagret på fad, så at de fik lov at stå lidt længere endnu på flaske, kunne næppe ødelægge noget, snarere tværtimod.
Rug er en kontroversiel sort at brygge på, og angiveligt også vanskelig at få et ordentligt resultat ud af. Amager Bryghus spiller imidlertid hellere stort end sikkert efter hvad jeg kan bedømme, så min forventning var et eksempel på en rugøl, der var, som en rugøl skulle være.
Spontane uartikulerede glædesudbrud var der i hvert fald rigeligt af på min diktafonoptagelse idet brygget blev skænket. Tykt er det, næsten olieagtigt og med det fineste mørkebrune skum på toppen – så længe det varer, for det falder hurtigt.
“Ved du hvad det her er?” erklærede Marcus næsten brysk efter at have mærket bouqueten, “det er hellefisk – røget hellefisk.”
“Javel …”
“Lidt den der salte note, men også den der søde fedme, – røget hellefisk.”
“Det vil jeg give dig ret i …”
“Og on a side note – Hundested Havns røgeri har i øvrigt en fortræffelig røget hellefisk …”
“Kattested?”
“Nej, Hundested din røvhat.”
“*Fnis* Det kommer på bloggen, det ved du godt, ikke?”
Uanset småskænderierne blev forventningen om, at Amager Bryghus sagtens kunne håndtere rugsortens udfordringer indfriet til fulde og fylde. Et vidunderligt røget bryg med sødt-mørke noter af solbær og en overraskende markant bitter profil. Til gengæld forekommer brygget ikke massivt, som Big Bold and Beautiful. – Tværtimod bemærkede Marcus, at den havde lidt af den samme lethed, som Twenty-2 unfiltered havde alt for meget af.
Selv hæftede jeg mig ved, at den nogle gange brødagtige mundfornemmelse rugøl giver, ikke var til stede her. TIl gengæld kunne man godt mærke det, der i mindre vellykkede rugbryg ville have givet den underlige grynede fornemmelse, som “man får i øl, der er brygget med korn der bedre egner sig til brød eller grød” – som Marcus så fint beskrev det. Her er den grynede mæsk blendet dybt ind i brygget, så det glider i ét med de mørke noter af fed fisk og syrligtsøde bær.
Vi glemte helt at give den karakter, og hvad Marcus ville have givet må derfor stå hen i det uvisse – indtil videre i hvert fald. Vi var startet med en øl, som gjorde at vi var gået ud af hulen. Nu var vi gået ind igen, og nød atter skyggerne vel vidende at disse blot var skygger. Og resten af aftenen – inklusive de øl vi prøvede efterfølgende – stod jo i skyggen af aftenens første vidunder.
Så om jeg ville have givet den en anden karakter, hvis ikke jeg samme aften havde smagt på Big Bold & Beautiful, må stå hen i det uvisse. Men den samme karakter kan den indtil videre ikke få …
