Godt begyndt …
Jeg kan mærke, at det fungerer godt, når jeg skriver i temaer. Der kommer en rød tråd i indlæggene i stedet for at anmeldelserne blot bliver løsrevne øjebliksbilleder uden særlig relevans for hinanden. Så det tror jeg, jeg vil gøre noget mere fremover. Det er dog ikke alle temaer, som jeg vil præsentere i en særskilt indledning. Det kommer an på, hvor omfattende temaet er, og om konceptet er spændende og komplekst nok til det.
Det synes jeg ikke det er i dette tilfælde. Historien er den simple, at en af mine venner fra gode gamle dage ved navn Joachim har været en tur i Australien og besøge en anden af mine gamle venner fra gamle dage ved navn Simon. Det blev vist en relativt våd tur, kunne jeg forstå – en af de udbredte fordomme om australiere er som bekendt, at de nærmest drikker øl til alt. Men den blev alligevel ikke vådere, end at Joachim fik tre øl med hele den lange vej hjem, så jeg kunne få æren af at skrive et par linjer om dem her på bloggen.
Tusind tak for det til Joachim og Simon. Indtil videre er det eneste bryg, jeg har prøvet fra Australien et samarbejdsbryg med Amager Bryghus – og det er jo ikke helt det samme som at prøve ét, der er Australisk fra yderst til inderst … hvis vi ser bort fra importerede råvarer selvfølgelig …
Denne øl skulle være Joachims favoritbryg dernede fra. Der er også ordentlig gang i mikrobrygtrenden dernede på undersiden (som i øvrigt ikke er en underside, eftersom retningerne Nord og Syd er arbitrært valgte – men det er jo alligevel det, man kalder det) hvor hovedvægten, ifølge hvad Joachim kunne opfatte på den relativt korte tur (én uge) ligger på lyse typer som pale ale og IPA.
Denne pale ale er kobberfarvet, kun svagt tåget med gyldent, fast skum, der til gengæld aldrig stiger problematisk højt i glasset. En lækker lille feature ved emballagen er, at hele brygprocessen er beskrevet på dåsekanten – herunder hvilke humler, der er brugt og man mærker tydeligt både cascade og mosaic-humlerne i bouqueten med deres karakter af spæde grannåle og grapefrugtsyrlighed.
Smagen er på den ene side ren, klassisk og lige-ud-ad-landevejen … men sikke en landevej! En virtuel sightseeing i australsk brygkunst breder sig ud til alle sider, som kun den australske outback kan gøre det (og her risikerer man ikke engang at blive overfaldet af et farligt – og formentlig også dødeligt giftigt – dyr). Den bitterfriske humle stikker lystigt med noter af gran og fennikel, ledsaget af grapefriskhed. Oplevelsen fungerer bare hver gang. Især når den leveres så autentisk dugfrisk og stærkt som her.
Stærkt er nøgleordet – for langt kraftigere aromaer er jeg tit stødt på. Voldsommere, mere overvældende aromaer. Dette bryg synes, skønt fyldigt, ganske let i sin finish. Ud over gran og grape næsten svælger brygget af øllets umami – den udefinérlige velsmag, som man bare genkender, når man mærker den, men som ikke lader sig beskrive.
Mit møde med rigtigt australsk bryg kunne dårligt være startet bedre.
