Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Øl Havre, Thisted Bryghus

Øl: Øl Havre
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: Havrestout
ABV: 6,2%
Land: Danmark
Købt i: Spar, Bedsted Thy

Jeg forstår stadig ikke hvorfor …
Planen var, at jeg inden for kort tid skulle kværne en masse anmeldelser af, så jeg kunne komme i bund med det hængeparti af øl, der på det sidste er blevet smagt, men ikke skrevet om. Det gik ikke så godt, som man kan se. Nu er der endnu engang gået næsten en uge siden sidste anmeldelse, og for at det ikke skal være løgn er der i mellemtiden også blevet drukket endnu en øl.
Nej, planlægning har aldrig været min stærke side. Det er den sjældent, når man har ADHD. Til gengæld er man god til at finde på undskyldninger – så er der arbejde, så er der familie, så er der en video, der skal laves, så er der pludselig EM, der skal ses …
Og god og snarlig bedring ønskes Christian Eriksen naturligvis oven på den omgang. Finnerne skal også ønskes tillykke med, at de vinder deres allerførste kamp ved en stor turnering nogensinde, og så oven i købet over et hold, der efterhånden har lang erfaring i deltagelse i store turneringer. Olsens ødelæggelser vil nok være synlige på landsholdet i lang tid endnu.

Mai og Vibeke Manniche ønskes samtidig for evigt bare fødder og legoklodser – gerne små og spidse af slagsen – strøet med jævn hånd overalt hvor de måtte gå. At udnytte en potentiel national tragedie såsom et hjertestop i en landskamp til at sprede sin egen forløjede, konspiratoriske kæphest, er virkelig noget man skal være et ekstraordinært ufølsomt og narcissistisk individ for at gøre uden at rødme.

Og oven på sådan et par oplevelser – Christian Eriksens hjertestop *OG* Mai Manniches forsøg på at benytte anledningen til at hverve medlemmer til hendes anti-vaxx-sekt – har man sgu bare brug for et kvantum alkohol. Ikke mindst når man er i (virtuelt) selskab med sådan nogle søde mennesker. Og så havde jeg altså bare ikke nogen øl på lager, jeg allerede havde afprøvet, og sådan blev dét hængeparti altså ikke spor kortere …

Anledningen for den her øl husker jeg til gengæld ikke klart. Men jeg tror egentlig bare, den blev drukket til madlavningen en aften hvor jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at få tyndet en smule ud i lageret. Ud over de øl jeg har prøvet men ikke anmeldt, er der stadig et anseligt antal, der mangler at bliver prøvet.
Der er tale om en havre stout. Sådan én udråbte jeg til at være en af de mest middelmådige øl, jeg nogensinde havde prøvet. Og den var oven i købet i den bedre – eller rettere, mindre ringe – ende af typen. Tynd, underligt brødagtig og med en våd, flad aroma. Sådan har min oplevelse indtil videre været af en genre, som bryggerierne fortsat hårdnakket hævder, er meget spændende, og har et vældigt potentiale.

Synet kan man selvfølgelig altid nyde. Et natsort, omend meget letflydende, bryg under et lige lovligt lavt og snart kollapset skum …
Ja, det meste af den visuelle fornøjelse er hurtigt overstået. Sådan er det også med duften, der byder på kold kaffe med fløde. Begge dele desværre af den tynde slags – pulver og fedtfattig, laktosefri whitener, snarere end en 38% piske.
I smagen viser kaffen sig imidlertid at være af nogenlunde lødige bønner. Ledsagesødmen af ahornsirup gør også godt, omend den ikke gør helt nok væsen af sig, og måske heller ikke matcher mokkaen helt rigtigt. Resten af brygget er desuden mere end tilstrækkeligt gråt og kedeligt til, at det vel formår at overdøve den ellers hyggelige kaffeslabberas. Alt for meget vand opløser det meste af oplevelsen, og ujævnt fordelt i overskudsvæden forefindes en underligt grynet substans – uden egentlig aroma, men med evnen til fysisk at ramme alle mundens indersider – tunge, gane, gummer, mandler, svælg – for således yderligere at forstyrre og aflede oplevelsen af den smule brygget trods alt havde af anstændig aroma.

Jeg forstår fortsat havrestouts dårligt, og endnu ringere hvorfor bryggerierne stadig gider prøve.

Oluf Kviter, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave IV)

Øl: Oluf Kviter
Bryggeri: Klosterbryggeriet
Type: Brown Ale
ABV: 7,0%
Land: Danmark
Købt: Modtaget som donation

Hængepartier

Jeg kunne godt huske, at denne øl indgik i en serie, jeg på et tidspunkt fik af min gode ven og medsmager Marcus. Hvad jeg til gengæld havde glemt var, at gaven stammer helt tilbage fra julen. I det første indlæg fra 20. december udbreder jeg mig frimodigt om, hvordan øllene vil blive anmeldt i lyset af den stundende højtid og jeg vil ligeså vurdere, hvor juleegnede øllene er. At sige, at jeg ikke fik levet helt op til de ambitioner er årets underdrivelse. Til gengæld kan man i de næste indlæg i fuldfede drag nyde min indignation og forargelse over stormen på den amerikanske kongres, og optakten til den – skulle det vise sig – udramatiske indsættelse af Joe Biden som præsident. Historisk vingesus er der rigeligt af – (bag)julestemning, not so much.

Temaet her er imidlertid ikke det eneste hængeparti, der har bygget sig op på det sidste. Yderligere tre øl, jeg allerede har prøvet, står i kø til at blive anmeldt på bloggen. Jeg ved ikke hvorfor det så tit ender sådan, for jeg hader de her hængepartier. Ikke mindst fordi der nogle gange går så lang tid fra konsumption til anmeldelse, at det eneste jeg reelt har at støtte mig til, er mine noter. Og de kan også være højst sparsomme.

Den her kan jeg ud fra fem notelinjer fx konstatere, at jeg glemte at dufte til, før jeg begyndte at smage på det natmørke, højt- og gyldentskummende bryg (og for den visuelle beskrivelse, har jeg ikke blot taget billedet til hjælp, men udelukkende brugt det og ikke andet). Så duften må læserne have til gode.
Direkte til smagning altså – Kaffe og karamel – god aromatisk kaffe, og så vidt jeg husker flydende karamel, som man finder det i fyldte chokolader a la Toms Skildpadder. Men knap så fyldigt. Brygget flyder let henover tungen, smager godt igennem, men som det er med brown ales kniber det med lysten til at holde brygget de ekstra par sekunder i gabet, før det skylles ned. En smule tynd – eller bare lettilgængelig. Det er et spørgsmål om dagsformen samt almindelig smag og behag.

Til julebordet (jeg må hellere runde temaet af ved at gribe tilbage til en lille smule af det, jeg i forne tider indledte med) ville den dog næppe være ideel. Den bitre kaffe ville ikke klæde fed mad ideelt, og den noget bastante karamelsødme egentlig heller ikke.
Nyd den i stedet, som bryggeriet selv anbefaler til “krydrede middagsretter og fyldige desserter”. Her er der nok mere tale om en efterårsøl end en juleøl – og kun i meget ringe grad en sommerøl.

Nej, det er heller ikke lykkedes mig at finde ud af, hvem Oluf Kviter er eller var.

Willemoes Kompas IPA, Vestfyen

Øl: Willemoes Kompas IPA
Bryggeri: Vestfyen
Type: IPA
ABV: 5,2%
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Brugbar og lidt til

I dag er det mi-in fødselsdag … eller retter – det er bloggens fødselsdag. Ti er blevet til elleve – eller ølle – som man siger heroppe nordvest på. Og det … kan man jo ikke have noget imod. Det er måske endda, om man må være så fri, bare dejligt.

Bloggens 11-års fødselsdag er nu næppe anledningen til, at Willemoes for ikke lang tid siden sendte et par nye produkter på markedet. En IPA og en Brown Ale – begge på dåse og begge i sixpacks, så de ikke kan købes enkeltvis. Det er et brud med Willemoes-serien, der ellers indtil nu har været bryggeriets serie af fancy øl. Jeg kan huske, at min far til sin 70-års-fødselsdag, endnu et par år før jeg begyndte at blogge, havde købt et stort parti af dem ind, så gæsterne havde noget at vælge imellem. Dengang var det virkelig hot og nyt. De gav for så vidt også noget at skrive om på min blog de første år, men en gennemgang af mine Willemoes-indlæg afslører snart – trods oprigtig begejstring for nogle af øllene – at interessen snart veg, og der blev endog meget langt mellem afprøvningerne.

At Willemoes nu ikke længere findes i buttede halvlitersflasker, men aluminiumsemballage ligner et step down i ambitionsniveau. Men det er måske ikke skidt alt sammen. Egentlig er jeg slet ikke glad for at industrigiganter – blandt hvilke jeg i hvert fald herhjemme tæller Vestfyen – møver sig ind på mikrobryggeriernes gebet. Til gengæld må man erkende, at IPA i dag ikke længere er et specialprodukt, men har fundet sig en plads i folkedybet som en standardøl. Derfor finder jeg det heller ikke længere urimeligt, at de store bryggerier producerer IPA til almindelig konsum – sådan som Willemoes nu er begyndt på på linje med Royal Unibrew og Carlsberg. Mikroaktørerne kan så gøre det, de altid har gjort – producere de bedre IPA’er og i øvrigt forny og forbedre typen på andre måder.

Den nye, mere folkelige Willemoes-IPA tager sig mere end nydeligt ud i glasset. Mat kobberfarvet med højt og fedtet gyldent skum, der efter konsum ikke bare sådan lader sig skylle af – der skal opvaskemiddel til. Duften er ukompliceret skarpt bitter som tørt nåletræ med en underliggende metallisk note, der på dette tidspunkt kan gå begge veje: Den kan dominere udtrykket og dermed undertrykke smagsoplevelsen, eller den kan give friskhed og måske endda hjælpe brygget på vej.
Brygget er generisk bitter, ingenlunde ringere end hvad man kan forvente af et industriprodukt. Tværtom kommer der et lille spark af bergamot midt på tungen oven i en velkendt og, nota bene, vellidt aroma af skarp bitterhed af friskskåret lyst træ. Det metalliske islæt viser sig at give friskhed, og brygget lever dermed også op til de tørstslukningsegenskaber, man må forvente af en industriøl.

Der er ikke de store armbevægelser. Men der er armbevægelser nok til at man er adækvat underholdt i forhold til, hvad indpakningen lader forvente. Brygget er mere end egnet som en let-at-gå-til IPA, når det ikke lige er den overvældende humleoplevelse man er ude efter, men man alligevel gerne vil have noget med bare en smule mere smag i.

Speedway Stout, Alesmith Brewing Co.

Øl: Speedway Stout
Bryggeri: Alesmith Brewing Co.
Type: Imperial Stout with Coffee
ABV: 12,0%
Land: USA (Californien)
Købt i: Donation via drikbeer.com

Passende til situationen …
Da apartheidstaten Israels genoptog sit folkemord på palæstinenserne for fuld gas (tåregas mestendels, men bare vent. Det er nok bare et spørgsmål om tid før Israel overvejer at tage gas, opkaldt efter populære kondimenter til cylinderformede kødretter op til fornyet overvejelse) var det tid at finde noget rigtig stærkt og rigtig mørkt frem, for ligesom at matche sindsstemningen. Valget fald på denne imperial stout fra den efterhånden bedagede donation fra en læser, jeg modtog i starten af året. Jeg valgte den frem for en chokoladestout, der faktisk var en anelse stærkere, men til gengæld ikke var tempereret – og så synes jeg egentlig ikke at anledningen passede.
Chokolade er noget man fejrer med – og jeg tør vædde på, at folk som Lars Aslan, Peter Seier og andre tilhængere af apartheidstaten Israel har ædt sig tykke og fede i billig mælkechokolade go leor her på det sidste. Kaffe, som dette bryg er tilsat derimod, er noget man drikker når depression og sortsyn plager – ikke at det nødvendigvis hjælper, men det passer til i farve og aroma – sort og bittert.

Det dunkle, bitre tema går igen i alle bryggets facetter. Skænkningen alene byder på tæt, uigennemtrængelig sorthed under det nydeligste mørkebrune skum. I duften mødes man af kaffe med cognac – en blanding der tilforn skulle have været populær som ‘energy boost’, men som man i vore dage stort set ikke hører om længere.
Til at begynde med melder brygget sig som en let stout, der smagfuldt glider hen over tungen uden de helt sto… men *SÅ* sker der noget! På bagtungen springer kaffen frem som en trold af en æske og den fineste aroma af velristede arabica-bønner buldrer henover og -under alle mundhulens jord- og himmelvendte flader. Bryggets markante alkoholnote hjælper elegant kaffearomaen – og den ligeledes bitre mørke maltaroma – vel på vej med whisky- og cognac. Præsent, men aldrig dominerende i forhold til bryggets primære udtryk: bitter kaffe.
Nu vi snakker om det bitre – en anelse malurt er der imidlertid også i brygget; en lakridsnote, der føles lidt støvet – og så kunne brygget egentlig også godt bruge en smule mere fylde. Det flyder rigtig godt gennem munden, men det er som om det har lige lovligt travlt med at ryge ned, og vægrer sig en anelse mod at hvile helt så meget, som en perfekt stout gerne skulle.

Det er småting. Overordnet er dette en af de bedste stouts jeg har fået i lang tid, og den er bestemt mine varmeste anbefalinger værdig. Ikke mindst fordi den – mørke og bitterhed til trods – lettede mit depressive sortsyn betragteligt. En smule farligt. Og jeg skal passe på, det ikke bliver en vane. Men det hjalp nu alligevel i situationen.
En videoanmeldelse af brygget er desuden tilgængelig her.

Kundalini, Flying Couch

Øl: Kundalini
Bryggeri: Flying Couch
Type: IPA
ABV: 6,7%
Land: Danmark
Købt i: Chokolenten, Hanstholm

Mesterklasse!

Den sidste øl, jeg købte i Chokolenten, Hanstholm, var ikke nogen større succes. Jeg var skuffet af mere end én grund. Ud over de uindfriede forventninger var der prisen. Hanstholm er udkantsdanmark … ja, Hanstholm udgør velsagtens det allerlængste man kan komme væk fra København uden at forlade landet – og alligevel ved de, hvad de skal tage for de fancy øl deroppe i Chokolenten i Hanstholmcenteret.

I det mindste har dette fancy bryg da et lokalt præg. Malten stammer fra gårdmalteriet Gyrup, der virkelig ligger ude i absolut ingenting, skal man tro Google Maps. Midt i Nationalpark Thy lige ud til Nørhå sø, for enden af en lillebitte og formentlig meget smal vej, man kun kan komme på fra Sønderhå-siden. Så bliver det næppe mere lokalt, eller mere et sted, man ikke ønsker at punktere.

Og Flying Couch er ikke de eneste aftagere af Gyrups malt. Løkken Bryghus bruger dem også, så der er nok gang i geschæften derude mellem klitterne. Flying Couch har jeg i øvrigt kun stiftet bekendtskab med en enkelt gang før. Men hvilken gang! Jeg drak en anden af deres IPA’er som wind down efter mit voksne livs største koncertoplevelse – Napalm Death på Loppen, Christiania for nu lidt over tre år siden.
Og jeg kunne lide, hvad jeg smagte dengang. Jeg burde nok prøve dem noget oftere end med flere år imellem, for også denne gang har de formået at behage smagssanserne mere end adækvat.

Lime, grannåle og vanille behager dybt allerede ved skænkning af det lyse, men også meget tætte, højtskummende bryg. Appelsinorange og næsten til at skære i optager det næsten demonstrativt glasset i en på én gang perfekt visuel og olfaktorisk præstation.
Og der er heller ikke glemt noget i smagen. Bitterhed så sprød som nyristede cornflakes blander sig med søde, aromatiske citrusfrugter; clementiner danser kinddans med nåletræsflis – ikke til Napalm Death, ganske vist (jeg tør næsten ikke tænke på, hvor galt man kunne komme af sted med at forsøge sig med kinddans til den slags) næh – det er vist mere til noget med en italiensk smørtenor og et big band.
Ikke alt behøver være et brøl af en energiudladning. Hvad man kan nyde i dette bryg er en massiv og langvarig aromatisk IPA-oplevelse, der lever videre længe efter at brygget er skyllet ned. Sjældent har jeg oplevet en så vedholdende og harmonisk eftersmag – ikke bare i en IPA, men i noget bryg.

Det er rigtig godt gået af Flying Couch – endnu engang. Der skal ikke gå endnu tre år før jeg prøver dem igen!

I’m not Coming Home for Christmas, Evil Twin

Øl: I’m not Coming Home for Christmas
Bryggeri: Evil Twin Brewing
Type: Double Dry Hopped Double IPA
ABV: 8,5
Land: USA/Californien
Købt: Donation via drikbeer.com

Lange, snævre drag …

Så gik der vist lidt pinseferie i den. Jeg beklager stilheden, men ind imellem findes der trods alt vigtigere ting i mit liv end øl – og nej, det er ikke altid Minecraft.
Lørdag var ellers projekteret til at være arbejdsdag på min – stadig relativt nye – arbejdsplads. De er gode de lørdage … almindeligt overarbejdstillæg plus weekend-tillæg plus en grundløn der i forvejen bestemt ikke er noget at fnyse ad …
Nå – men det blev så aflyst. Med en ekstra fridag og en helligdagsmandag i sigte fik jeg den fikse idé at tage mit nyerhvervede køretøj på en ordentlig prøvetur til hovedstaden, så jeg endelig kunne få set familie og venner igen.
Planlægning og neglebidning over projektets omfang (ADHD og asperger kan især i sådanne situationer være en værre hunhund) levnede ikke det store overskud. Men nu hvor pinsen er vel overstået, har jeg fundet ro til at sætte mig bag tasterne igen.

I øjeblikket er jeg bagud på bloggen i forhold til YouTube-kanalen, hvor denne øl for længst er anmeldt. På videoen kan altså observere hele min smagningsproces, der ud over mine kommentarer ikke adskiller sig synderligt fra øl, jeg anmelder via pen og papir. Først hældes det meget lyse og højtskummende bryg op, mens det udløser aromaer af vanilje og citron til de olfaktoriske sansers udelte velbehag. Stikkes snudeskaftet tættere på brygget afsløres noter af grannåle og appelsin – en traditionel IPA-oplevelse, der ingenlunde har glemt frugterne i kompositionen. I dåden en mere end lovende indledning.

Frugt og gran kappes om at behage smagsløgene ved første lille mundfuld. En særdeles smagfuld oplevelse af alt det, man kender og elsker ved IPA, og som hver gang stadig formår at overraske og behage, selvom man har prøvet det et utal af gange før. Der er ikke så mange dikkedarer – dette er en IPA i al sin vælde, uden at være ekstra bitter eller ekstra aromatisk … eller – det er faktisk forkert. Den har faktisk fået lidt ekstra vanilje og frugt oveni bitterheden. Til gengæld er der holdt en lille smule igen på fylden. Det gør, at brygget ikke bliver alt for overvældende, og bedst nydes i lange, men snævre drag frem for bittesmå mundfulde.

En fuldblods-IPA, der på den anden side heller ikke buldrer unødigt voldsomt frem. Det er ikke nødvendigvis en ulempe, at et bryg også kan nydes i mere end blot mikroskopiske, altovervældende nip.

Påske Beer, Hancock Bryggerierne

Øl: Påske Beer
Bryggeri: Hancock Bryggerierne
Type: Stærk Pilsner
ABV: 6,3
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Til at drukne sorgen …

Efter i mange år at have nøjedes med apartheidpolitik og behandlet Gaza som en KZ-lejr, der ville have givet Goebbels og Heydrich spontan udløsning, har Israel i løbet af den sidste uge genoptaget sit aktive folkemord på den palæstinensiske befolkning. I går kunne man så bevidne, hvordan Københavns Politi aktivt holder enhver protest mod Israels folkemord nede med knippelslag, tåregas, vilkårlige anholdelser og demonstrationsforbud.
Præcis hvorfor politiet farer så hårdt frem med voldelige og antidemokratiske midler mod folk, der demonstrerer mod folkemord og apartheid kan man selvfølgelig kun gisne om. Men mon ikke svaret skal findes i politiets ambition om med vold og opdigtede anklager at skræmme befolkningen fra at bruge sin grundlovssikrede ytringsfrihed i almindelighed, samt at bruge denne ytringsfrihed mod Israel i særdeleshed?
Racistisk motiverede hadforbrydelser begået af politiet, såsom det voldelige overfald på Tarek Adlouni i 2017, peger i retning af, at Israels massemorderiske praksis nok ikke ligger super-langt fra, hvad Københavns Politi gerne så indført som almindelig praksis inden for ordenshåndhævelse herhjemme … Bottom line, alt det her gør mig forpulet deprimeret, midt i at det ellers gik ret godt, alt det andet …
Nyt job, som jeg faktisk glæder mig så meget at møde op til, at jeg keder mig bravt her i fridagene. At jeg har købt bil, og føler at min beskæftigelsessituation er så sikker, at mit underskud efter købet ikke engang rigtig skræmmer mig … Alt det ødelagt af magtliderlige, folkemorderiske psykopater og deres villige, hjernedøde voldsrobotter herhjemme …

… man får jo helt lyst til bare at drukne depressionen i noget stærkt øl. Og meget apropos havde Fakta netop sådan nogle stående til en billig penge her den anden dag. En overligger fra påske er nu røget på tilbud, og kunne erhverves i en sixpack for samme pris som Hancocks Høker Bajer, min hus-øl.
Jeg ignorerede ellers stiltiende påsken her på bloggen i år. Påskeøl er evigt og altid inderligt uinteressante stærke pilsnere, som ikke har andet formål, end at gøre konsumenten fuld hurtigere. Men her kommer de vel så lidt til deres ret. Ikke på den mest konstruktive måde, man kunne ønske, måske, men ikke desto mindre. Og så er det jo ligegodt Hancock, der står bag. De har før formået at overraske inden for ellers umulige øltyper (og så glemmer vi lige for en stund dengang det gik helt galt med en anden stærk øl. Det var en anomali! !والله)

Som alle andre af Hancocks øl, er dette bryg krydret med Saazer humle. Det giver en fin duft ved skænkning, og alene det, at brygget dufter mere af krydderi end af sprit gør, at denne øl allerede på dette tidlige tidspunkt formentlig vinder over det store flertal af industrielle påskepilsnere derude.
Det viser sig imidlertid hurtigt, at denne stærke påskepilsner er som stærke påskepilsnere er flest: Nok er humlen i Hancocks bryg bedre end hvad man ellers får, men det er ikke nok til at skjule spritelementet helt. Det er stadig en stærk pilsner med de ulemper der uvægerligt følger.
Men okay – den her glider en anelse mere smooth hen over tungen, end man måske er vant til. Saazerhumlen bryder imidlertid kun glimtvis igennem, så den samlede oplevelse kun hæves en anelse over, hvad man ellers er vant til af stærke øl, der ikke kun smager af sprit. Som sådan er Hancocks bryg en mere afdæmpet og harmonisk variant over de mange gashåndtag, men altså kun med små justeringer til det bedre i aromaen.

Men når gælder håndtering af nedturen over verdens fortrædeligheder, så er det jo også alkoholen, der kommer i højsædet. Den er ikke specielt høj for denne øl – 6,3%. Men … nu blev den jo ligegodt solgt i en sixpack – så mon ikke det lige akkurat går alligevel?

Sweet Tooth, Black Cat Brewery

Øl: Sweet Tooth
Bryggeri: Black Cat Brewery
Type: Pastry Stout
ABV: 7%
Land: Rusland
Købt: Donation via Drikbeer.com

Kære minder …

Så opslugt blev jeg af indspilningen af min seneste video, at jeg rent glemte at knipse et billede af det skænkede øl i processen. Så hvis man vil se, hvordan øllet rent faktisk ser ud – i levende billeder, nota bene – ja, så må man altså smutte over til min seneste video på min YouTube-kanal.

Det kører derudad i øjeblikket – bogstaveligt talt, eftersom jeg i gør hentede min lille bil. Mit nye job er jeg fortsat kisteglad for – også selvom jeg nogle gange må arbejde om lørdagen. Ja, jeg ser det faktisk som en fordel, nu hvor jeg igen har gæld (på grund af bilkøbet) hvilket jeg egentlig havde forsvoret nogensinde at have igen.
På min førnævnte YouTube-kanal går det også godt. Siden jeg startede i arbejde for under fjorten dage siden, har jeg udgivet hele tre videoer, hvilket blot er én mindre, end jeg indtil videre har udgivet resten af året. Jeg vil prøve at se, om jeg kan udgive mindst én video om ugen om onsdagen. Ikke bare for at få lidt struktur på den aktivitet, men også fordi det angiveligt skulle være godt algoritmemæssigt, at udgive videoer med regelmæssige intervaller.

Nøj, hvor bliver man da egentlig kedelig af at være en voksen med (undtagelsesvis) styr på sagerne. Jeg må hellere skride videre til anmeldelsen, før læserne begynder at bruge mine indlæg som sovemedicin.

I en af donationspakkerne fra Drikbeer.com var der to øl fra det russiske mikrobryggeri Black Cat Brewery (bemærk den manglende artikel. Den slags har man ikke på russisk – eller så vidt jeg ved på nogen andre slaviske sprog). Mine russiskkundskaber fra gymnasiet rækker imidlertid ikke til, at jeg kan læse den lange smøre, bryggeriet har vedhæftet dåsen – jeg holdt 25 års dimissionsjubilæum for to år siden. I øvrigt står teksten med så små typer, at mine læsebriller næppe er nok – og så gider jeg sgu ikke rigtigt.
Untappd kommer til undsætning med en væsentlig kortere beskrivelse på et sprog, jeg forstår: “Pastry stout with browny & vanilla” – spørg ikke hvorfor ‘brownie’ staves på en bøvet/popsmart måde, for jeg ved det præcis lige så godt som dig.

Alt dette havde jeg ikke engang slået op før jeg skred til videoanmeldelse. Pastry stout skabte dog stadig forventning om en fortrinsvis sød stout. En Russian Imperial stout måske endda, idet disse er kendt for deres søde smag – og lette krop i øvrigt.
Letflydende er brygget i hvert fald. Jeg nød at se, hvordan løbet fra dåsen slog et par nydelige skruer før det endte i det til lejligheden fremfundne drageglas. Ganske sort er brygget, omend gennemskinneligt klart. Allerede ved åbning af dåsen breder bryggets søde duft af vingummi og lakrids sig ud i lokalet og indfrier allerede da forventningerne om en sød oplevelse.
I smagen er det nu lidt andre former for slik, der er i front. Mørk chokolade med en snert af mokka giver en velkendt, omend væsentlig sødere, bund end hvad man oplever i de fleste stouts – selv de søde af slagsen.
Efterhånden som det lette – og meget smagfulde – bryg glider hen over tungen, træder mere krydrede noter af lakrids og fennikel frem. I et glimt er jeg tilbage i min næsten spæde barndom i badeværelset i stueetagen på det hus, jeg voksede op i. Der hang medicinskabet, hvor hostesaften blev opbevaret – og lidt … eller faktisk ret meget som den hostesaft smager denne øl.

Jeg var bestemt ikke ked af den hostesaft. Og hvor er det skønt, at en øl kan vække minder om noget, der ligger så langt tilbage. Ikke mindst, når det er noget, er smager dejligt.

Fluffy Smoosh: Mango & Passion, Black Cat Brewery

Øl: Fluffy Smoosh: Mango & Passion
Bryggeri: Black Cat Brewery
Type: Smoothie Sour Ale
ABV: 6,8%
Land: Rusland
Købt i: Donation via drikbeer.com

Bare antydningen …

Uha, der sker mange ting lige i øjeblikket. Det hele startede med et truckcertifikat, der ikke engang var helt i hus, før jeg måtte kaste mig ned på maven for ikke at blive ramt alt for hårdt af de jobtilbud, der pludselig føg om ørerne på mig. Snart er det to uger, jeg har bestredet mit nye job, og det at have quasi-fast (jeg er trods alt vikaransat) arbejde er bestemt noget, jeg kunne bliver forfalden til.
Nu er jeg så nået dertil, at jeg har taget hvad der måske er den mest voksne beslutning siden jeg valgte at få børn: Jeg er i gang med at købe – ja købe – mig min første bil nogensinde. Jeg overtog min fars gamle bil, da han ikke kunne køre længere – men sådan selv at gå ud, kigge på og anskaffe mig min egen, troede jeg faktisk aldrig, jeg ville komme til.
En VW Up! bliver det til. Valget stod mellem den og en Fiat 500, der både var større og kønnere. Til gengæld sad man elendigt i den, gearingen var underlig, og så kunne den altså bare overhovedet ikke konkurrere med Up’ens evne til at integrere sig med mig, det øjeblik, jeg satte mig ind i den. Den mindste antydning af tryk på speederen, det mindste træk i rattet, og Up’en lystrede præcis så meget, som jeg gerne ville have den til. Den var ikke så meget en bil, som den var en forlængelse af mig selv – fuldstændig som den franske fænomenolog Merleau-Ponty’s (parafraserede) analogi om den blindes hvide stok, og hvordan den bliver en del af sanseapparatet.

Det er Fahrvergnügen når det er allerbedst. De kan det der, tyskerne. Hvad øl angår halter de nu stadig bagefter, og er først nu ved at komme efter det. Nogle andre, der er ved at komme efter det – meget overraskende og stærkt – er russerne. I en af pakkerne fra drikbeer.com, som en generøs donor lod mig blive til del, var der hele to øl fra et russisk mikrobryggeri ved navn Black Cat Brewery. Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved det udeblevne ‘the’. Det kan meget vel være, jeg lægger for meget i det, men da russisk er et sprog helt uden artikler – bestemte såvel som ubestemte – kan jeg ikke befri mig fra den tanke, at det er helt bevidst.

Det er sådan lidt en af mine egne darlings, jeg har meget svært ved at slå ihjel. Det der nok er mere spændende for rigtig mange læsere, er dåsens indhold. En sour ale med mango og passionsfrugt – og det med en hævn, skal det hurtigt vise sig. (Det hele kan opleves i levende billeder på min YouTube-kanal her).
Brygget lader sig kun meget modvilligt skænke. Det er som om det kun vil skvulpe ned i store, afbrudte klatter af fuldkommen tæt, orangefarvet frugtgrød. Man fristes til at klemme dåsen for at hjælpe det usandsynligt tykke bryg på vej. Og der står det så – fuldkommen uigennemskinneligt, næsten strålende gulorange i alt sin mango og passionsfrugt-hed.
I duften er det mestendels mangoen man mærker. Sød, fyldig og vældig i sin inciterende aroma. ‘For meget’ vil mange sikkert mene, men for enhver der kan lide mango, mango lassi og øl, er dette bryg simpelthen et must. Syre – det er jo en sur øl – mærker man indtil videre ikke noget af. Men der er nu også mere end rigeligt af det søde til at kompensere.
Mango-knytnæven rammer først for alvor i smagen. Lige så tæt som brygget ser ud, føles det også i kæften. Ud i alle kroge og på alle blottede flader nærmest klæber mango-passionsgrøden sig genstridigt og overdrevent frugtsødt … det gælder i hvert fald det, man kan få ud af glasset – for en ikke-uanselig andel bliver siddende på glassets inderside, hvor det kun meget langsomt glider ned i bunden som en sidste genstridig mundfuld.
Og midt i alt den tætte frugtsødme, der egentlig for længst burde være blevet alt for meget, viser den sig – syren. Pikant, let, nærmest kun antydningsvis som en prikken på tunge og gummer. Den mærkes, men smages næppe. Den underspillede syrlighed giver den overvældende frugtsødme perfekt modspil. Syren gør, at bryggets fandenivoldske frugtudtryk ikke bliver ubærligt, og den samlede oplevelse bliver en ganske unik nydelse.

Netop i skrivende stund ser jeg, at jeg rent faktisk har prøvet en formidabel russisk specialøl før. Det var tre år siden da en af mine læsere, Niels Sørensen inviterede mig på Taphouse. Så jeg vidste egentlig godt, at de kunne. – Nøj hvor de kan, de russere … så mangler vi bare, at de lærer at behandle systemkritikere og LGBTQ-personer ordentligt også.

Det har desværre nok længere udsigter …

Øko IPA, Thisted Bryghus

Øl: Økologisk India Pale Ale
Bryggeri: Thisted Bryghus
Type: India Pale Ale
ABV: 5,8%
Land: Danmark
Købt i: Spar, Bedsted Thy

På tide …

Thisted Bryghus er kendt som bryggeriet, der præsenterede danskerne for økologisk øl. Dengang i midten af halvfemserne gjaldt det landets foretrukne standardsprøjt; den industrielle pilsner. Senere kom ølrevolutionen, som Thisted Bryghus for længst er hoppet med på – med større eller mindre held gennem tiden. Men først nu har de fået den geniale ide at brygge en økologisk IPA – en kvalitetsagtig mikrohåndbrygsvariant over det koncept, der for alvor gjorde bryggeriet landskendt. Det er egentlig lidt sært, at de ikke fandt på det noget tidligere.

Jeg husker imidlertid de første par år, jeg bloggede, at den daværende brygmester eksperimenterede en hel del med forskellige sten- og lavaøl, Der blev også eksperimenteret en del med forskellige tilsætningsstoffer – ikke mindst sulfit, og det fik bryggeriet da også en håndfuld hårde ord med på vejen for.
Men nu er de vel omsider kommet på bedre tanker, og har fundet nogle af de hævdvundne 90’ertakter frem igen. Heldigvis ikke i form af dårlig, primitivt produceret technomusik, men ved altså at introducere endnu et økologisk produkt i porteføljen.

“Vi har nedtonet bitterheden,” lyder bagetiketten – og det varsler jo sådan set ikke så godt. Det var nok godt, at jeg overhovedet ikke ænsede beskrivelsen, da brygget blev åbnet under min gode ven Geoff Breeze’s livestream i søndags, for jeg havde nærmest med statsgaranti været biased imod det. “Nedtone bitterheden” … Man nedtoner da heller ikke hestekræfterne i en Ferrari!
Videre står der, at der er tilført masser af aroma fra de 3 amerikanske humler, Simcoe, Cascade og Centennial … reddet på stregen, endskønt den krasbørstige censor nok ville dømme dumpet.
Som antydet læses alt dette i erfaringens krystalklare lys, og jeg kan kun gisne om hvorledes teksten ville have påvirket min oplevelse.

Mit gæt er, at min begejstring nok ville være reduceret et par takker, omend brygget igen ville have reddet på stregen ved at udløse mine duftsynapser allerede ved åbning. Vanille og citrusfrugter forenes i en indbydende dans, der kun bliver tættere idet det tågede, orange bryg og det fede, gyldne skum fylder glasset. Nu slår bouqueten over i en meget ren og autentisk karakter af tørre fyrrenåle – sådan bare for at krydre de æggende pikanterier.
Og hvis Thisted Bryghus kalder denne bitterhed nedtonet, ja, så glæder jeg mig til at prøve et bryg, hvor nedtoningen er udeladt. Der er rigeligt med tørt fyrretræssavsmuld, harpiks samt nåle i en skarp og frisk IPA-impression, der samtidig er så tør, at man næsten må frygte selvantænding.
Men det bliver aldrig for meget. Brygget rammer perfekt mellem en long drink og en (jeg elsker paradokset) tør tørstslukker, der både kan nydes alene eller – som bryggeriet anbefaler – til krydrede orientalske retter.

Thisted Bryghus kan andet end bare lave ellers gode varianter af deres Limfjordsporter. Det måtte de faktisk gerne fokusere lidt mere på, hvis jeg skal være helt ærlig.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme