Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Eagle, Kissmeyer

Not all …

Jeg synes ikke det er svært at finde ud af, hvem jeg skal holde med i disse dage. Den amerikanske protestbevægelse har min fulde støtte, og for hvert politiovergreb, der afsløres – det være sig mod sorte eller hvide demonstranter, eller for den sags skyld tilfældige forbipasserende – stiger min støtte. I mine øjne har de fleste amerikanske politikorps for længst spillet fallit. De kører deres egen dagsorden, hvor de konstant udnytter deres voldsmonopol – ikke til at beskytte og tjene befolkningen (Protect & Serve, et slogan der oprindeligt stammer fra Los Angeles’ politikorps og som senere blev overtaget af mange andre) men for at holde en voksende underklasse nede med grov vold og racisme.

“Ikke alle politifolk” vil mange prompte indvende – og det i en grad så det bliver hashtagget flittigt på Twitter og andre steder. Det er sådan set heller ikke forkert. Svaret misser blot den allervigtigste detalje i hele problemet med vold og racisme i politiet. Det er systemisk. Det er endemisk. Vold og racisme er en del af amerikansk politi på samme måde som humle og malt er en del af øl. Amerikansk politi er ikke amerikansk politi uden vold og racisme.

Det er i egenskab af voldeligt racistisk korps, at politiet kan varetage sin rolle som vedligeholder af en status quo, hvor en meget lille, ultrarig elite ejer og bestemmer alt. Ved specifikt at undertrykke etniske minoriteter og fremstille disse som særligt kriminelle og farlige, skaber politiet samtidig en imaginær fjende for underklassens hvide majoritet. Således pustes der især til den hvide underklasses racisme, hvorved politiet er med til at sikre, at underklassen bekæmper sig selv internt, frem for den objektive klassefjende – føromtalte ultrarige, meget lille elite af hvide magthavere.

Hvor vil jeg hen med det? Jo – jeg måtte selv udbryde et “not all” her i går aftes, da jeg drak denne øl fra Kissmeyer. Kissmeyer har kastet rigtig mange halvkedelige mainstreamøl på markedet. Fælles for dem er spændende navne og flotte etiketter, mens øllet har været af en kvalitet, som selv de store industriaktører kan slå med et minimum af anstrengelse. Så det var med forventningerne helt i bund, at flasken blev åbnet, og det noget uengagerede, gennemsigtige, messingfarvede bryg blev skænket.

Kun svagt viste de ellers traditionelle IPA-noter af citrus og grannåle sig i bouqueten. Men fair nok – det er trods alt en session og ikke en fuldblods IPA. Den afdæmpede alkoholprocent på 4,2 vil sjældent afstedkomme store duftoplevelser – især når brygget som her er brygget uden tilsætning af andet end humle, vand, gær og malt.

Og så kommer overraskelsen. Et hvast bid af knastør bitterhumle plaffer små syle af de spædeste fineste og skarpeste grannåle dybt ind i alle mundhulens blottede flader. En lille, men effektfuld aromaeksplosion, der ganske vist snart afløses af rigelige mængder frisk, tørstslukkende vand, uden andre nævneværdige meritter end sin vederkvægelse.

Men det er såmænd slet ikke så ringe endda – især ikke hvis brygget nydes direkte ud af køleskabet. Det er trods alt en session-IPA, der er brygget for sine forfriskende egenskaber. Og selvom man godt kunne have ønsket, at bryggeriet alligevel havde givet den lidt mere til den krydrede side, så fungerer den samlede pakke nu meget godt alligevel.

Overordnet lader det til at høre med til Kissmeyerbrandet, at det kun er en halvforkølet udfordring til de dominerende industriaktører på markedet for specialøl. Ved ikke at sætte barren højere legitimerer de brands som Schiøtz, Lottrup og Husbryggeriet Jacobsen, som er industrigiganternes svar på ølrevolutionen. Billigere specialøl af lavere kvalitet, der kan udkonkurrere mikrobryggerierne – de heltmodige fornyere af ølmediet. Det er trist, når de uafhængige bryggere ikke er sig deres pligt som udfordrer til den karakterløse storindustri bevidst.

Men det forhindrer dem tydeligvis ikke i at ramme nogenlunde inden for skiven en gang imellem.

Belgian Pale Ale, Grimbergen/ Kronenbourg/ Carlsberg

Som de nu er flest …

Grimbergen-serien har en ret stabil og succesfuld historik udi at levere svage og uinteressante aromaoplevelser er på bloggen. Undtagelsen var juleøllen Brassin de Noël. Den klarede ikke bare skærene, men var en reel nydelse. Imidlertid var den også næsten et år over sidste salgsdato, hvilket næppe havde skadet den. Men ret beset ved jeg heller ikke, om det gavnede den.

Og så alligevel … Double-Ambrée har faktisk scoret en endnu højere karakter en vintage-juleøllen. Den må have imponeret mig dengang for seks år siden. I dag – not so much, I think.

Grimbergens øl er i hvert fald ikke noget, jeg gider binde an med mere end højst nødvendigt. Men den her, deres belgiske pale ale, den havde jeg ikke prøvet før, som en af de efterhånden meget få øl, der står på hylderne i mit lokale supermarked. Den kom med i en blanding af embeds medfør og et reelt ønske om at skrive en smule mere på bloggen, efter at de to sidste måneder kun bød på en absolut minimum af fire anmeldelser er.

Brygget blev drukket i løbet af endnu en livestream – mere specifikt mit første afterpartymin kanal. Et afterparty er en afslappet session, hvor man egentlig bare chiller og snakker om, hvad man har lyst til, som efterspil for en mere struktureret seance. I dette tilfælde 2. del af en gennemgang af den landflygtige danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar, 7 Days Adventure with God. I en serie af livestreams vil jeg og nogle venner afprøve, om vi bliver omvendt til Torbens kult ved at se dokumentaren, sådan som det angiveligt er sket for indtil flere af hans tilhængere. Øllen leverede da et adækvat buzz med sine 5,5 procent i delestørrelse, men derudover var den, som Carlsbergs øl er flest.

Vel – køn er den da med sin messingblanke lød og høje fedtede skum, der klæber i etager ned ad glasset. Men så snart glasset placeres under, næsen sætter hverdagen og dagligdags trummerum ind med en hævn. Et vagt sødt indslag af mandler blander sig lidt ligegyldigt med en underliggende syrlighed, der ville have forekommet frisk, hvis ikke den var så svag. Håbet er lige så lysegrønt som foliet om flaskens halv, men realitetssansen fortæller også, at det nok er forgæves. Og ganske rigtigt. Her er der ikke tale om en øl, hvor aromaen er gemt i smagen og sparet i bouqueten.

Smagen er lige så kedelig som duften. Jeg fattes ord på dansk til rigtig at sætte på indtrykket, mens det engelske ord ‘bland’ rammer ret godt. Grå og kedelig, uden evne til at sprede egentlig glæde, men heller ikke fæl. Tørsten slukker den da, og den småsyrlige aroma med et fjernt, næsten druknet indslag af bergamot er ikke som sådan til ubehag. Den er bare heller ikke rigtig til gavn.

En industriel specialøl som vi kender dem.

Russian Imperial Stout, Beard Brew (10 års jubilæum!)

Lige som den skal være.

Bloggen har fødselsdag, og den er rund. For præcis 10 år siden udgav jeg det første indlæg på bloggen – de Indledende bemærkninger, der mest af alt og lige som resten af bloggen mest er noget fordrukkent sludder. Men det er fordrukkent sludder, jeg nu har moret mig med i 10 år. Og jeg har tænkt mig fortsat at fare forværts, mens jeg morer mig (fare, more – see what I did there?)

“Jeg vil smage mig igennem Supermarkedernes udbud af specialøl, og så godt som jeg er i stand til vurdere og rådgive jer læsere om, hvad der er drikkeligt – og navnligt ikke er.” Dette er ikke desto mindre erklæringen fra de indledende bemærkninger – egentlig forbløffende sammenhængende i forhold til resten af det indlæg (og alle de andre der siden kom). Har jeg overholdt målsætningen? Ja – det synes jeg faktisk. Gennem årene har jeg gået efter at være forbrugerens stemme. Jeg er gået efter øl, der har været i almindelig handel, og således blev produkter som fx Grøn Tuborg, Carlsberg Premium, Ceres Top og Royal Pilsner afprøvet tidligt i bloggens historie.

Men jeg er også gået efter kvalitetsbryggene. Og her har jeg ikke været sen til at gå ud over de snævre rammer, formålsparagraffen i de indledende bemærkninger sætter. Der har jeg ikke kun holdt mig til, hvad man fandt i supermarkederne. Næh, der har jeg boltret mig i både specialbutikker, på ølfestivaler og direkte på bryggerierne. Jeg tillader mig, som den fattiglus jeg har været gennem alle årene, at benytte mig af de døre der åbner, når man trods alt er så meget influencer (God, I hate that word!) som jeg efterhånden er blevet.

Samtidig skal det siges, at der i de år, der er gået, siden jeg startede bloggen tilbage i 2010 – i Fjældevænget, Aarhus V (der dengang blev stavet med bolle-Å, og hvor det største bydelen kunne prale af, var en X-factor-pigegruppe, og ikke Yahya Hassan) – har udvalget af specialøl også fået sig et ordentligt nøk opad. Således er Petrus Aged Pale, en sur belgisk øl, der kunne findes på Faktas hylder i efteråret 2017, nok den bedste øl, jeg nogensinde har købt i en supermarkedskæde.

Til at begynde med, var specialøl lig med udenlandske øl. Så selvom jeg for så vidt satte pris på variationen, da Fakta i efteråret 2010 satte nogle øl til salg, jeg ikke havde prøvet før, fnøs jeg alligevel af det lidt for bilsælgersmarte salgstrick. Øllene var ikke spor specielle i Tyskland og England, hvor de kom fra. Den slags trick ser supermarkederne heldigvis ud til at være afstået fra.

Og alligevel – man skal jo starte et sted, og det var da godt, at der blev startet, om jeg så må sige. Var det tilfældigt, at det på den måde tog fart få måneder efter at jeg var begyndt at blogge? Til det kan jeg kun sige: Ja, helt sikkert. Jeg tror absolut ikke de to ting havde nogen som helst sammenhæng. Selvom jeg måske er blevet en man ‘kender’ en smule ude blandt bryggerier og distributører, tror jeg ikke, at jeg har skyggen af indflydelse på, hvad aktørerne smider på hylderne.

En lille smule indflydelse på, hvad kunderne lægger i kurven, til gengæld – det bilder jeg mig ind, at jeg har. Og det er også lige præcis det, jeg har villet opnå.

Derudover – og det overrasker mig faktisk, at jeg ikke nævnte det i de indledende bemærkninger – har min ambition altid været at give læserne en god læseoplevelse. Ja, det lyder uendeligt popsmart og 00’er-agtigt. Men det giver vel nærmest sig selv, at en blog aldrig bliver god, hvis det, der står på den ikke er værd at læse. Både indholdsmæssigt og formmæssigt, nota bene.

Formmæssigt er dette indlæg allerede et rædselseksempel på, hvad flere af mine læsere gennem tiden har angivet som grunden til, at de holder fast i bloggen. Hvilke sindssyge kombinationer, ikke bare af bogstaver, men også af tegnsætning, paranteser, anførselstegn, gåseøjne, accenter, kursiveringer og andre klovnerier man mon bliver budt på i næste indlæg? Det håber og tror jeg, er noget af det, læserne ser mest frem til – ud over anmeldelserne – når en besked om et nyt indlæg tikker ind på mail, Twitter eller Ansigtsbog.

Vel, til et jubilæumsindlæg skal der falde noget ordentligt. Jeg er endnu engang trådt uden for de indledende bemærkningers formålsparagraf, og har valgt en øl, som er blevet sendt til mig fra et lille og meget kvalitetsbevidst randrusiansk mikrobryggeri, der forhåbentlig snart får sit store velfortjente gennembrud herhjemme – Beard Brew.

Deres Russian Imperial Stout valgte jeg at nyde, da jeg forleden dag i et anfald af masochisme, drikfældighed og lyst til at agere socialt (ja, tænk at det skulle overgå mig) arrangerede en livestream på YouTube, hvor jeg og nogle venner (en af dem kendte jeg endda sådan rigtigt i virkeligheden!) ville se lidt af den danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentarer. Hvad der kom ud af det, kan ses her, og der vil man også kunne se hvordan brygget ser ud. Jeg var ikke vaks nok i farten til rent faktisk at få taget et billede af brygget … man har vel ikke ADHD for ingenting.

Den natsorte lød og det høje, brune skum kommer næppe bag på nogen, der kender typen. Duften lader til gengæld noget tilbage at ønske, og byder kun på fjerne indslag af røg og kaffe. Skulle dette mon blive den første skuffelse, Beard Brew har budt mig? Der var kun én måde at finde ud af det på.

At smage brygget.

Og se det var jo noget ganske andet. Skuffelsen udeblev med bravour og applaus. At skue brygget på bouquet, eller mangel på samme, ville nok vildlede endnu mere, end at ville skue på udseendet alene. En svag bouquet skal i hvert fald aldrig afskrække nogen. Jeg har prøvet mange øl i min tid, der duftede af næsten ingenting, netop fordi al aroma var gemt i smagen.

Beard Brews Russian Imperial Stout er en mild kæmpe. Et fløjlsblødt, varmt, bamsekram, man kan forsvinde helt ind i, og bare nyde hvordan det trygt lukker sig om én i en følelse af ro og kontemplativ ensomhed. Genren er kendetegnet ved sødme og lethed. Sidstnævnte afskrydses snart, helt uden at det ligger brygget til last. Sødmen udebliver, men savnes ikke. Den er erstattet af en blid, mild bitterhed af førsteklasses aromamokka, nænsomt ristet over skærver af udsøgt tørret eg.

En smagseksplosion er det egentlig ikke – og det behøver en Russian Imperial Stout heller ikke være. Til gengæld sidder aromakompositionen lige i skabet, mens letheden gør, at man rigtig kan nyde bryggets velanbragte smag i lange sug, henover tunge og gummer.

Aldrig må man forpustet og overvældet stille glasset fra sig. Det bliver aldrig for meget‘ – og selvom det egentlig gerne må blive for meget ind imellem, er en øl, der balancerer perfekt mellem udtryk og harmoni, også noget jeg kan gå 100% ind for.

Endnu et lille mesterværk. En mere end værdig jubilæumsøl!

Fruit IPA, Kissmeyer

Meh – f*cking meh!

Tusind tak for hjælpen! Ikke bare til de mange, der gjorde som jeg bad om, og klikkede ind på bloggen i går, da jeg opdagede at registreringen af klik lige pludselig var ophørt, men til alle læsere. Jeg kan åbenbart ikke foretage opdateringer, uden at der sker katastrofer. Vel, i det mindste gjorde det ikke hele bloggen utilgængelig, sådan som det skete for et par gange siden. Men det var irriterende nok. For antallet af besøgende er næppe overraskende noget af det, jeg holder allermest øje med.

Jeg har, kan jeg hermed afsløre, en ambition i indeværende år om at opnå 4000 klik på min blog månedligt. Det er indtil videre lykkedes, og jeg er, takket være læsernes hurtige indgriben, og på trods af tællerens nedbrud, glad for at konstatere, at det også er tilfældet for maj måned. Jeg kunne have nedlukningen i forbindelse med Coronavirussen mistænkt for at have leveret de nødvendige visninger. Når man alligevel sidder derhjemme, deprimeret og drikfældig, er en ølblog vel næppe det mindst attraktive, kan kan klikke ind på. Trods alt er supermarkederne jo åbne, og så har man jo muligheden for at søge frem, hvad der er godt at kvæle noget af ventetiden og ensomheden med …

Nu hvor samfundet så småt åbnes igen, må jeg vel holde øje med, om læserskaren pludseligt falder. Jeg håber det selvfølgelig ikke. Ikke kun fordi jeg er glad for opmærksomheden, men sandelig også fordi, jeg helst ikke vil have at min blog kun har kunnet holde folks opmærksomhed, fordi de ikke har haft andet at lave. Jeg håber at bloggen er populær på egne vilkår, og ikke bare er en undskyldning for adspredelse i nedlukningstid.

Hyppigheden af udgivelser ser heller ikke ud til at have påvirket opmærksomheden om bloggen særlig meget. Min YouTube-kanal tager fortsat en del af min opmærksomhed og fritid, mens bloggens bagkatalog tydeligvis stadig trækker læsere til. Den vigende anmeldelseshyppighed betyder til gengæld, jeg hellere må knytte en kommentar til nylige hændelser, der rækker ud over den allestedsnærværende nedluknings- og virusomtale.

Minneapolis’ politistyrke har således vist sig at være en morderisk bande racister. En dødspatrulje, en bande kriminelle og en white supremacist terrororganisation er, hvad den er. Og når stat eller føderation ikke vil gribe ind og gøre det nødvendige, dvs. opløse dødspatruljen og skabe et politikorps, der er til for at beskytte befolkningen, frem for at myrde løs på den – ja, så er der ikke andet at gøre for befolkningen at tage sagen i egen hånd. Politimyndighederne i Minneapolis har ingen legitimitet længere. De er sprunget ud som et korps af racistiske og sadistiske mordere – og når det er virkeligheden, må befolkningen jo handle derefter …

… det var bare det.

I mellemtiden er en ny Kissmeyer øl dukket op på hylderne i min lokale fakta. En ‘Fruit IPA’. Og det lyder jo forjættende. Min gode vel Ole nævnte stilen i den lange serie af videoer, jeg optog i forbindelse med hans besøg tilbage i starten af februar måned. Ideen er at krydre en IPA med aromahumler på en sådan måde, at øllet kommer til at smage af frugt mere end af øl. Flere af IPA-aromahumlerne er karakteriseret ved frugtaromaer – grape og appelsin for blot at nævne et par af dem, og at rendyrke netop dette træk ligger lige til højrebenet, når man bare et par gange har nydt stilens eventyrlige smagsbombardement.

Og der er da også noget frisk grapeduft i duften. Men det er ikke helt nok, vil jeg nok sige. Grape er altså langt fra den mest spændende citrusfrugt, endsige frugt i det hele taget. Så det er heldigt, at det gulorange bryg ikke er så meget en fruit IPA, at der ikke stadig hænger nogle friske grannåle fast.

Til gengæld er brygget rigtig meget en Kissmeyer-øl. Det betyder, at brygget lader alt for meget tilbage at ønske, både hvad angår fylde, bouquet og ikke mindst aroma. Bevares, den skarpe grapefrugt fra duften forefindes da også nogenlunde i smagen og ledsages af søde, omend ufarlige appelsinnoter. Grannålene er til gengæld opløst i de alt for store mængder vand, der i øvrigt effektivt fortynder de ellers lovende frugtaromaer.

Så ja, brygget smager måske nok mere af frugt end af de traditionelle, bitre humlearmoaer, der kendetegner det meste øl. Desværre smager brygget mest af noget helt tredje – nemlig vand. Og selvom det da nok gør noget effektivt ved eventuel tørst, er dette en ringe trøst i betragtningen af brygget øvrige skuffelse.

Det forbliver som Kissmeyer-øl er flest.

Grimbergen Brassin de Noël, Kronenbourg/Carlsberg

Det tog den ikke skade af …

Julen varer som bekendt til påske … og det er snart 40 dage siden. Det kan man huske ud fra, hvornår kristi flyvefartsdag indfinder sig.

Så den store juleøl, jeg havde åbnet forleden aften, da jeg skulle optage endnu en video om den landflygtige danske kultleder Torben Søndergaard, havde fået lov at stå et stykke tid. Ikke mindst i betragtning af, at den ikke bare havde stået siden jul, men siden jul 2018.

Sidste salgsdato var næsten et år siden, så jeg havde allerede udset mig en reserve i fald brygget skulle være blevet inficeret, forvandlet til eddike eller oxideret til ukendelighed. Ingen af delene var tilfældet! Tværtimod kunne jeg have lagringstiden mistænkt for at have givet brygget et ekstra pift, for Grimbergen-serien er ellers ikke noget, jeg har været synderligt imponeret over gennem årene.

Efter optagelsen var der stadig en betragtelig sjat tilbage i flasken – den var trods alt i en deleemballage på 0,75 l … men til gengæld blev den drukket mens jeg optog en video om Torben Søndergaard, og han kan jo drive ethvert menneske til drikfældighed med sine vrøvlerier. Men ikke desto mindre, var der altså alligevel en sjat tilovers. Min lugtesans var imidlertid for længst blevet neutraliseret – et par dråber af et bryg bag læberne, og man er komplet ude af stand til at annamme dets duft. Og her var i hvert fald halvdelen røget ned i løgnhalsen under optagelsen.

Men smage videre – det kunne jeg til gengæld. Et relativt fyldigt bryg, der flyder blødt og sødt henover læberne – og det er ikke uforventeligt i betragtning af at brygget, på ægte Carlsberg-manér, er tilsat både glukosesirup, sukker og aromatisk karamel. Men at få brygget til at smage grimmere, kan man vel næppe anklage det for. Sammen med en bitterhed af kaffe giver det brygget en grundsmag af svesker i en lage af rom. Bryggets ikke overdrevne styrke på 6,5 giver en mere vinøs kant end man umiddelbart skulle tro. Også her har liggetiden næppe gjort nogen skade.

At gemme øl til langt over sidste salgsdato er selvfølgelig ingenlunde noget, jeg vil anbefale. Jeg vil blot konstatere, at det langt fra altid skader øllet.

Nogle gange kunne man have det mistænkt for at højne kvaliteten.

Jacobsen Brown Ale, Carlsberg

Langt fra tosset …

Jeg har det med brown ale ligesom jeg har det med Weißbier. Engang var det nyt og spændende. Det var en af de vilde, nye stilarter, der kom frem, dengang verden fik øjnene op for, at der rent faktisk fandtes andre øl, end tynd, kornfarvet pilsner.

Men det er længe siden. IPA, Saison, Stout og Geuze (for bare at nævne nogle stykker) har for længst givet brown ale baghjul. I dag fungerer stilen i bedste fald som Umsteigsdroge (det var det, vi i folkeskolen fik at vide, at hash var. Omtrent to minutter efter, vi havde taget det første bap fra en joint, ville vi sidde med en rusten heroinkanyle i øjeæblet, febrilsk hamrende ansigtet ind i den nærmeste plane flade for at få nålen ekstra dybt ind – såvidt i hvert fald lærere og såkaldt undervisningsmateriale om brug af ulovlige stoffer. But I digress …) fra bleg industripilsner til noget, der er mere snævert og udfordrende.

Ikke mindst når producenten er Carlsberg. Og ja ja, det er jo ligegodt fra Carlsbergs specialbryggeri, Husbryggeriet Jacobsen. Og selvom det da også er et godt stykke over bryggerigigantens van(d)lige standard, har brandet for længst måttet se sig slået af myriader af mindre, mere kvalitetsbevidste aktører.

Dermed ikke sagt, at brandets øl automatisk er kedelige og intetsigende. Men at jeg først så sent i bloggens historie – om under en måned har bloggen 10 års jubilæum – får prøvet denne øl, der så vidt jeg ved har været i porteføljen al den tid, jeg har blogget, skyldes nok at brandet aldrig har haft den helt store evne til at imponere mig.

Men her er den så, Husbryggeriet Jacobsen Brown ale. Mørk, ganske vist, men egentlig rød, hvis man belyser brygget blot en anelse. Det off white skum falder hurtigt, og nogen karbonering af betydning byder brygget ikke på. Men det er nu fint sådan. Mørke bryg har det med at minde for meget om cola, hvis de bruser for meget.

Bouqueten er frugtig, syrlig og krydret. Umodne blommer blander sig med en antydning af nelliker og muskat. Syrligheden varsler ikke alt for godt. Tværtimod peger duften i retning af alt for mange andre brown ales; småtynde og mere vandige og sure end noget andet.

Så galt står det heldigvis ikke til. Brygget flyder let over tungen, men formår alligevel at levere en nøddeagtig sirupfylde, mens mørkt træ viser sig bittert ved gummerne. En let antydning af røg findes i eftersmagen, mens syrligheden af ananaskirsebær langt fra er for dominerende til at ødelægge oplevelsen. Derimod supplerer den fint til et overordnet nydeligt kludetæppe af aromaer, som man dog ikke skal granske for længe, da man så snart vil opdage, at ikke alle nuancer og kulører passer lige godt til hinanden.

Men det er småting. Brygget er en mere end adækvat nydelse, og dermed en af de efterhånden ret få brown ales, der er værd at investere i. Den er stadig langt fra Bryghuset Braunsteins mesterværk fra bloggens spæde barndom – men det produkt er også for længst blevet skrottet, efter at kvaliteten på det forinden dykkede betragteligt.

Så jeg er vel nødsaget til at erkende, at denne brown ale fra Carlsberg er en af de bedste af sin slags i almindelig handel i øjeblikket …

… det er ikke småting, man bliver nødt til som blogger.

Pacific IPA, Beard Brew

En af de gode …

Så mistede vi Little Richard. Jeg husker min barndom – jeg har været 7 eller 8 år, hvor jeg fandt mine forældres gamle Beatles-plade. Ja, de havde kun én. Og den hed … hold godt fast: “Die Beatles”. Det var nemlig en tysk udgivelse, men gudsketakoglovforalt ikke en af de tysksprogede indspilninger, Beatles indspillede til det tyske marked. – Egentlig ærgerligt alligevel. For den ville garanteret være mange penge værd.

På side 1 kunne man høre nogle klassiske, tidlige Beatles-numre som fx “She Loves You” og “I Wanna Hold your Hand” mens der på side 2 fandtes nogle Beatles-fortolkninger af andre rock-ikoners numre. Herunder The Marvelettes’ “Please Mr. Postman”, Chuck Berry’s “Roll over Beethoven” og Little Richard’s “Good Golly Miss Molly”.

Nogle år senere forærede min onkel mine forældre et par plader fra en Rock’n’Roll-antologi. Herunder én med Little Richard (og Chubby Checker, der [bank under bordet] stadig er iblandt os). Genhørs glæde med Good Golly Miss Molly i sin originale udgave gjorde, at jeg med tiden sled det kassettebånd op, jeg spillede pladen over på.

Vi har også mistet Jerry Stiller, et andet kæmpe talent, jeg imidlertid først meget sent fik øjnene op for. Nu må vi se, om vi kan rocke og grine videre uden de to kæmper. Rocke kan man stadig til Tutti Frutti og Good Golly, mens det kniber mere med den sunde latter i coronanedlukningshelvedet, hvor det skingre, sindssyge grin mere og mere tager over – SERENITY NOW!

Men nedlukningen ser så også ud til omsider at få en ende … Så håber vi bare på, det ikke giver bagslag.

Karantænen frembringer sine egne paradokser. Jeg har masser af tid, og alligevel får jeg kun lavet meget lidt på de projekter jeg elsker – med Minecraft som mulig undtagelse. Imidlertid er det også småt med nye øl, jeg har kunnet finde heroppe i det nordvestjyske. Det er ikke kun depression og sløvsind, der har holdt mig fra tasterne den seneste tid.

Beard Brew var imidlertid så søde at sende mig den her, en ny IPA fra deres hånd. Smukt ser det ud, det kobberrøde bryg med det gyldne skum. Humlen prikker både bittert og aromatisk sødt i næsen med indslag af gran, appelsin, fersken og mango. En orientalsk frugtkompot bag nordligere himmelstrøgs kølige, dunkle nåleskove.

De første par mundfulde byder på en velarrangeret aromatisk anretning af frugt og træ i en fuldfed, cremet krop. Ananas og fersken spiller perfekt op til bitterhed af grannåle, fennikel og birkeharpisk. Et lille festmåltid i hver lille mundfuld …

… og derfor kommer det nemt til at tage noget tid at nyde sig gennem dette lille mesterværk. Og efterhånden som det kommer til at stå lidt, bliver frugterne desværre lidt slatne. Til gengæld smager man så træet, nålene og de skarpe krydderier lidt mere, så det er langt fra nogen katastrofe, selvom man kommer til at savne den initiale smagseksplosion en anelse.

Men for at finde den skønhedsfejl skulle jeg også snarere have mikroskopet frem end luppen. Beard Brew kan vi heldigvis fortsat glæde os over – forhåbentlig meget lang tid endnu.

Smoking Black Jesus, Ølluminati

Ingen frelse …

“Man risikerer frelse ved denne øl” – udfordring accepteret! Når ellers veldrejede Ølluminati skriver den slags på etiketten, skal de nok få læst og påskrevet – hvis øllet ellers ikke lever op til løfterne. Prøv at frelse denne gamle mavesure ateist, der i øvrigt også er rødhåret. Så jeg har ikke engang en sjæl, der kan frelses.

Frelse fra det evindelige cirkus, der ikke bare er den igangværende corona-krise og deraf følgende isolation, men også min voldsomt ustabile jobsituation, ville ellers være kærkommen. Men når navnet på øllet er Smoking Black Jesus, tror jeg ikke det er den form for frelse, der er tale om … og så alligevel. I henhold til evangeliet efter salig Jan Monrad og fortsat sprællevende Søren Rislund arbejder Jesus jo oppe ved kommunen. Og beskæftigelsesindsatsen føres jo i fællesskab af kommuner og a-kasser … såeh …

Ud over et kækt navn, og en endnu kækkere etikettekst, et dunkelt bryg og meget højt, matchende, brunt skum, lader flasken ikke meget vide om, hvilken type bryg, der er tale om. Untappd hævder, det er en mørk lagerøl, og den køber jeg gerne, da alkoholprocenten på 4,6 passer så nydeligt. I duften mærker man de ristede og røgede noter i langt fra ueffen kombination med en lovende nøddeessens. This could be good.

Skummet er længe om at falde, så hvorfor egentlig ikke bare smage på det? Røg, kaffe … alt sammen lidt svagt, men på den anden side også subtilt. Efter lang tids venten, når man så endelig ned til selve brygget …

… og der rammer skuffelsen så. Ud over at udsætte nyderen for risiko for frelse … der tydeligvis udebliver, ateist og/eller rødhåret eller ej … lover etiketten også en letdrikkelig, fyldig øl. Letdrikkelig – jo tak. Den er go’ nok. Brygget ryger lige ned i løgnhalsen og gør kun ringe væsen af sig undervejs. Fylden kniber det som antydet til gengæld voldsomt med – ligesom med aromaen. De lovende nøddeagtige og røgede noter er erstattet af en uengageret våd oplevelse. Smisk-smasker man brygget grundigt ind i gummerne mærker man nogle udefinerbare noter af friske forårskviste af lyst træ – birk måske – men de er gemt væk i alt for meget vand, der bare bruser derudaf.

Eftersmagen kan en kende mere. Et minde om røgen, man oplevede i skummet vender tilbage – men kun som en skygge af sig selv. Og selvom den kun klinger langsomt af, nagler ærgelsen over, at oplevelsen aldrig blev større, sig mere fast end noget andet ved brygget.

Vandet forblev i store træk vand. Det blev ej til vin – kun til tyndt øl. Det kan Ølluminati gøre bedre.

Ivar’s Hand, Basquery/Hjort

Nå, derfor

Der er nogle øl i mit skab, der har fået lov at stå lidt længere end det egentlig var intenderet. Men det har jo også været et ret så begivenhedsrigt år, må man sige. Det er vel ved at være et år siden, at jeg så småt begyndte at hade mit gamle arbejde i København så meget, at det gav sig udslag i stresssygemeldinger en gang om ugen cirkus. Årsagen var en kombination af umulige opgaver og en om muligt endnu mere umulig ledelse – det kan godt være, det gav mig smør på brødet, tag over hovedet og en vis grad af kontinuitet og sikkerhed i hverdagen, jeg godt kan savne i dag. Men nøj hvor jeg bare overhovedet ikke savner arbejdet.

Jeg foretrækker at arbejde, og irriteres generelt over, at jeg skal være afhængig af min arbejdsløshedskasse. Arbejde er der ikke meget af for tiden, men lige i øjeblikket er der da fiskeindustrien, hård, beskidt og ikke ligefrem en parfumefabrik – men jeg foretrækker den langt over det helvede, jeg for snart et år siden flyttede fra. Også selvom om arbejdsmængden – og dermed trygheden i det – er stærkt varierende.

Men mon ikke jeg klarer mig? Når jeg imidlertid sådan bliver kastet rundt konstant fra omvæltning til omvæltning, falder motivationen til gengæld for at anmelde med helt den frekvens jeg måtte ønske. Og så kommer de til at ligge en stund, øllene.

Den her er fra sidste års Ølfestival i Thisted. Jeg tror, jeg fik den stukket i hånden til anmeldelse af bryggeriet selv – eller også købte jeg den rent faktisk. Det kan jeg ikke længere huske, men jeg håber, jeg købte den, for ellers har anmeldelsen godt nok været alt for længe undervejs. Det Bilbao-baserede bryggeri Basquery står bag i samarbejde med danske Hjort Beer, og det betyder at jeg endnu engang med slet skjult nid kan notere brygget som hidrørende fra Baskerlandet, frem for at skrive Spanien på, da jeg ikke anerkender den Kastilianske imperialisme på Den Iberiske Halvø.

Brygget blev nydt forleden aften, da jeg forvildede mig ind i en af mine gode venners livestream på YouTube. Det trak ud – i mere end 4 stive timer holdt vi den gode Neil med selskab, og der blev nydt mangt en sval bajer undervejs. Jeg løb tør for standardøl netop som Islam kom på bordet som debatemne … Jeg måtte finde en øl mere, da jeg ellers ikke var sikker på, at nerverne kunne holde til det. Jeg frygter altid at mennesker jeg elsker og respekterer viser deres værste sider, når det emne skal diskuteres.

Det skete heldigvis ikke. Jeg tænker ikke mindre godt om nogen, der deltog i debatten. I stedet kunne jeg glæde mig over endelig at have prøvet en øl, der havde stået alt for længe – uden at have taget skade af det dog. Jeg havde imidlertid antaget at brygget var en stout – dømt efter produktets dunkle tema. Det kunne næsten ikke ligge længere væk, da der er tale om en witbier, tilsat korianderfrø, umaltet hvede og buddhas hånd, en citrusfrugt uden saft, åbenbart.

Ganske lyst er brygget, noget skummende men ikke overdrevent. Citrussen brænder godt igennem, saft eller ej. Sød, lystig, inciterende … noget af det lifligste, jeg længe har indsnuset fra et maltprodukt.

Aromaen er til gengæld skarp og syrlig. Der er ikke meget af de søde citrusnoter i smagen. Til gengæld er der den helt rigtige forfriskende syrlighed, der sammen med et passende indhold af kulsyre gør brygget til en sprudlende oplevelse af fornøjelig vederkvægelse. Lidt gær i eftersmagen giver måske en smule ubalance, men det er allerhøjest en skønhedsfejl, der ligger vel inden for rammerne af, hvad man også kunne kalde karakter.

Mikey Famine, en af livestreamdeltagerne, kunne i øvrigt fortælle, at man ikke får tømmermænd af witbier. Jeg frygtede dem ellers, da jeg kvart over to om natten slæbte mig i seng, for tre IPA’er – som Mikey i samme ombæring forbandede som nogle rene hovedpinegeneratorer – var gået forud for den rigtig fine witbier-oplevelse. (Fine witbier-oplevelser går der i øvrigt ikke tretten af på dusinet, hvis man spørger mig.) Da jeg vågnede ved ottetiden var jeg forbløffende frisk – ja, jeg har haft meget tungere hoved og øm krop efter aftener, hvor jeg ikke drak alkohol overhovedet, så noget var der altså om snakken.

Jeg har så ofte forbandet witbier ad Belgien, hvor stilen kommer fra, til. Nu er jeg tilbøjelig til at trække i land – for hvis de virkelig ikke bare undlader at fremkalde, men ligefrem dæmper de tømmermænd, man burde have haft, så har de da så sandelig deres berettigelse!

Det må afprøves!

French Revolution, Ølluminati

Tårnhøje forventninger …

“Meget drikkevenlig, som afslapning, efter royale dekapiteringer.” Således ordret citeret efter bryggeriets egen beskrivelse og anbefaling på etiketten. Tegnsætningen kløjs man måske nok i, men resten … RESTEN [indsæt savle-smiley her]. Det kan jo kun gå galt. For nu ligger forventningerne jo højere end selv den legendariske Big, Bold & Beautiful. For hvem længes ikke efter en rask lille revolution for lissom at nulstille alt det møg, man sådan skal være vidne til nu om dage?

Og så måske alligevel ikke. Husk, der er en pandemi i gang. Og hvad ville give bedre grobund for dens spredning end flokke af høtyvsvingende masser, tæt forsamlet foran Christiansborg, for slet ikke at tale om, hvordan vi ville stimle sammen om guillotinen bagefter? Virussen er bedøvende ligeglad med hvem der er undertrykt og undertrykker – så endnu en udskydelse af revolutionen ville nok være på sin plads – undtagelsesvis med en nogenlunde ordentlig undskyldning bag.

Og før folk kommer for godt i gang med brok og beskyldninger om, at jeg opfordrer til revolution og blodbad her på bloggen: Det er bryggeriet, Ølluminati fra Viborg, I skal rette jeres klage mod. Det var dem, der startede med at tale åbent om royale dekapiteringer. Ikke mig!

Til gengæld gør de det godt med deres ‘French Revolution’. En Saison, der ganske vist ikke er fransk, men belgisk inspireret. Ufiltereret, angiveligt, selvom brygget er klart som vandet i Venedigs kanaler for øjeblikket. Til gengæld skummer brygget så voldsomt, at det er min pligt at mane til skænkningsforsigtighed. Men når det først er i glasset, kan man give sig til at nyde dets friske, syrlige bouquet, med veltilpasset sødme af æbler, og en alkoholnote der får indtrykket til at balancere et vovet sted mellem cider og aperitif.

På tungen er brygget som en saison skal være. Let og forfriskende. Perfekt til en varm arbejdsdag i marken med høtyven (meget apropos). Lige lovlig let måske endda, for en saison kan såmænd være ganske aromatisk uden at den behøver gå på kompromis med sin tørstslukkende friskhed. Ganske vist titter aroma af banan og halm frem, hvorved det pastorale tema vel nærmest fuldendes (ikke mindst fordi bananelementet er nydeligt afdæmpet og kontrolleret), men den nærliggende flod bruser lige lovligt, så man næsten ikke får lov at fornemme det modne korn og det tørrede græs helt så meget som man kunne ønske.

At brygget stadig ligger fint inden for rammerne af typen hersker der dog ikke nogen tvivl om. En vis karakter har brygget også i sin beske eftersmag, som nogle vil sætte pris på, mens andre vil mene, brygget nu alligevel er en anelse ude af balance. Men selvom jeg selv mest hælder til det sidste, forbliver brygget alligevel en forfriskende nydelse – et småsyrligt indslag, der glimrer ved sin stilsikkerhed, også selvom man kunne have ønsket lidt mere af de valgfrie aromaer.

Ingenlunde den revolution, man kunne have forventet af bagetiketten. Men reaktionært er det på den anden side bestemt heller ikke.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme