Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Barrel-Aged Brownie Loop, Broaden & Build (Farvel & Goddag IV)

Livestreamed …

Så gik den ikke længere for den store Canadisk-fødte sekulære aktivist og tryllekunstner James Randi. 92 år gammel gjorde han andre store personligheder selskab, der i bloggens levetid har forladt os for bestandigt: Jeg nævner i flæng Jan Monrad, Lemmy Kilmister og Stephen Hawking.
Randi var blandt andet kendt for sin udfordring til alle, der mente at have overnaturlige evner at bevise disse mod en præmie på 1 million dollars. Præmiesummen forblev imidlertid urørt indtil 2015, da Randi gik på pension. I mellemtiden afslørede han fupmagere som Uri Geller og Peter Popoff. Førstnævnte hævdede at kunne bøje skeer med tankens kraft – men sjovt nok kun skeer, som han selv udvalgte, mens dem Randi fandt til ham, ikke sådan lige lod sig bøje. Sidstnævnte udgav sig for at kunne helbrede mennesker ved guds kraft – og at Gud kunne udpege disse syge mennesker for ham i menigheden. Randi afslørede, at Peter Popoff i virkeligheden fik instruktioner over radio af sin hustru, der ved gudstjenesternes begyndelse indsamlede data om de fremmødte – herunder deres lidelser.

Nyheden om Randis bortgang tikkede ind under en livestream, et såkaldt after-party, jeg havde arrangeret på min YouTube kanal. Gæsten var den i sekulære kredse meget kendte aktivist Aron Ra, der på en foregående livestream havde fortalt om sin passion for øl. Det lagde en dæmper på festlighederne, men lad os huske Randi for hans utrolige engagement, og en opfyldt ambition om at anskueliggøre hvordan godtroende mennesker udnyttes af kyniske fupmagere og svindlere.

Under den indledende livestream nød jeg den sidste af de Broaden & Build-øl, som jeg anskaffede i Haandpluk, Klitmøller for en måneds tid siden. Etiketten fortæller en længere historie om bryggets tilblivelse. Oprindeligt blev øllet brygget sammen med ‘Brooklyn’s Other Half’, som en Google-søgning afslører, er et mikrobryggeri i New York. Siden blev brygget tilsat kakaoskaller og browniestykker fra en lokal restaurant. Resultatet blev en meget populær øl på bryggeriet, som klientellet konstant efterspurgte på emballage. Som sagt så gjort, men desværre også i anledning af bryggeriets endeligt.

En tyk, olieagtig masse skvulper dovent og modvilligt ned i glasset ved skænkning. Skum er der ikke meget af, men det behøves heller ikke i en stout af den kaliber. Det fuldkommen uigennemskinnelige brygs absolutte sorthed er visuel oplevelse nok i sig selv.
Duften er mere bitter end man må forvente ud fra bryggeriets beskrivelse. Det er ikke kakao, chokolade og brownies, der dominerer, men derimod stærk kaffe, omend sødet med muscovado og mørk kandis.
Der er tale om en stout af højeste kaliber her. Tæt og langsomt smyger det tykke bryg stædigt hen over smagsløgene til glæde både for aromareceptorer mundens øvrige overflader – himmelvendte såvel som dem der peger ned mod tunge og svælg.
Aromaen udgøres igen af sødt og bittert, aldeles vel og nydeligt afstemt i en fed blanding af wienermelange og mørkt, flydende sukker. Og så alligevel med en lethed, der gør at brygget aldrig bliver for meget. Den kan faktisk drikkes i lidt større mundfulde en bare små nip. Og det kan være en fordel, når der efter en livestream også skal finde et after-party sted, hvor flere gæster er inviteret og hvor man også gerne lige ville præsentere et par øl mere.

Hvil i fred James Randi – nærværende tema vil blive rundet af i næste indlæg, hvor vi også siger endeligt farvel til Broaden & Build.

House of Pale, To Øl

Forrygende!

Mens antallet af Coronasmittede ræser i vejret, dykker antallet af læsere atter katastrofalt. Der er kun én ting at gøre! Anmelde noget mere! Og så i øvrigt håbe, at flere læser min blog og nyder nogle øl frem for at gå ud i verden og smitte eller blive smittet …

Selv Thisted, der ellers har kunnet holde smitteniveauet nogenlunde under kontrol er nu en stor, mørkebrun plamage på Seruminstituttets kort, hvor man kan se hvor hårdt de forskellige kommuner er ramt. Selv ikke i udkanten kan man vide sig sikker længere.

Husk nu at vaske hænder derude, lad være med at røre ansigtet, og brug nu bare de forbandede mundbind. Ikke bare når I skal, som i den offentlige transport, men fx også når I går i Føtex for at købe en række øl at nyde hjemme i privaten i nogenlunde sikkerhed for smitten. Jeg kan mere end varmt anbefale den her fra To Øl. Det er en pale ale – plain and simple … på forsiden i hvert fald.
Jeg betragter pale ale som de overgærede øls svar på pilsneren. En generisk øltype – uden at det i sig selv behøver være (særlig) slemt – der mere end noget andet bare skal kunne slukke tørsten mens den leverer et skud humle, samt et let buzz hvis man har brug for det.

Men her bliver man budt på meget mere end det. Relativt uprætentiøst ser det ellers ud, det tågede, korngule, fedtetskummende bryg. Men ih, hvor det dufter! Ikke at det dufter usædvanligt – næh, den karske, friske, skarpe og simple duft af tørret birkeflis og grannåle er velkendt og velyndet … men at finde den så kraftigt i en Pale Ale uden et ‘India’ foran – det er ikke noget man oplever hver dag.
Men så vent bare til brygget rammer kæften. Hold nu op! En humlesyl, der gennemborer tunge, gane og gummer med en barberbladsskarphed, der kunne konkurrere med Eks-MF/Ø Line Barfods tunge.
De fleste IPA’er er venligere og mindre bitre end den her. Og der taler vi ikke kun om mainstream industri-IPA’er beregnet til storforbrugernes følsomme smagsløg. Man kan høre dem jamre for sit indre øre mens den nyfræsede træflis flænser alle mundens blottede overflader og klynke mens miksturen brænder hele vejen ned gennem brystet. Og at det blanke stål, der jager gennem gummerne, skulle yde brygget friskhed oven i købet, har mainstreamforbrugeren absolut ingen forståelse for.

Jeg tror faktisk det her er den bedste Pale Ale, jeg nogensinde har prøvet. Og havde To Øl smidt et ‘India’ ind foran, ville mine øjenbryn forblive nede på plads, hvor de hører til. Det eneste der bekymrer mig er, at jeg ved samme lejlighed faktisk købte en IPA fra To Øl.
Hvis dette er deres standard for en Pale Ale, tør jeg så overhovedet prøve IPA’en?

Easy Kiss, Kissmeyer

Man må holde igen …

Egentlig havde jeg tænkt mig at afslutte temaet om hedengangne Broaden & Build med et brag forleden aften, da den legendariske YouTuber Bionic Dance gæstede min kanal. Den sidste øl, der mangler i serien er en Brownie Stout på 11% – en stærk øl til en stærk gæst virkede fuldkommen oplagt … men så ringede vikarbureauet.
Jeg ernærer mig i øjeblikket som vikar i den nordvestjyske fødevareindustri, og det kan derfor svinge meget, hvor mange timer jeg har på ugebasis. Jeg siger derfor nødigt nej, når en uventet chance for at tjene lidt ekstra håndører viser sig. Så da min arbejdsgiver ringede og tilbød mig en vagt i Hanstholm morgenen efter live streamen med mødetid kl. 7:00 kunne jeg ikke sige nej.
Til gengæld måtte Broaden & Builds monster af en stout vente. Jeg ville ikke risikere noget, der lignede tømmermænd oven i søvnunderskud efter en livestream, jeg havde lagt klokken 23 om aftenen. Der er 9 timers tidsforskel mellem Thy og San Diego, hvor min gæst residerede, og jeg vil nødigt byde mine gæster, at de skal drikke alkohol alt for tidligt på dagen (ih, alle de hensyn man må tage som international YouTuber, altså!)
Så valget faldt på noget lidt mere afdæmpet – en pale ale fra Kissmeyer på 5,5%.
Stouten må vente til onsdag, hvor endnu en YouTube-kæmpe – i hvert fald når det gælder sekulær aktivisme og øl – Aron Ra er gæsten. Jeg har allerede aftalt tilstrækkeligt med vagter til næste uge, så jeg kan roligt takke nej, hvis vikarbureauet skulle ringe igen.

Samtalen med Bionic Dance var i øvrigt så spændende, at jeg fuldkommen glemte at tage et billede af øllet, mens jeg nød den, så der må læserne nøjes med min beskrivelse.

Pale ales er – som jeg ser det i hvert fald – de overgærede øls svar på pilsneren. Der er ikke de store armbevægelser eller overraskelser, men har bryggeren ellers passet sit arbejde kan der sagtens være en god oplevelse i vente.
Brygget her lader til at være ufiltreret, blankt som poleret kobber og med en nydelig, adækvat klæbrig skumkrone. Duften lover godt med klar, ren og langt fra kraftløs bouquet af friske grannåle og lyst, nyskåret træ. Aromaen følger stort set samme linjer. Der er ikke meget mere at nævne, når først der er sat ord på duften.
En stilsikker, ren og smagfuld pale ale, der er lige til at gå til. Og så måske ikke alligevel. Jeg vil faktisk gå så langt som til at påstå, at det fortsat alt for store segment af festdrankere, der kontrafaktisk hævder, at Grøn Tuborg er en god øl, vil holde en sikkerhedsafstand på i hvert fald et par fod fra den her.
For kenderen vil den udgøre et kærkomment afbræk i de store oplevelser. Ikke alle øl behøver være revolutioner og verdensomvæltninger. Der må også godt være lidt fyld imellem øjeåbnerne, og som dette fungerer Easy Kiss fra Kissmeyer nærmest perfekt.

Tømmermændene udeblev i øvrigt også som planlagt – men jeg drak selvfølgelig også kun den ene.

De Bitre Humler, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 III)

Som forudsagt …

Vi er nået til den sidste deltager ved Danske Ølentusiasters Ølvalg, og dermed også dette lille temas afslutning. Jeg finder ikke anledning til at skrive et separat opsamlende indlæg, når læserne ved at kigge på karaktererne for de forskellige øl nemt kan afgøre, hvilken øl jeg vil stemme på. De afsluttende kommentarer vil man kunne finde nederst i indlægget her, efter karaktergivningen.

De Bitre Humler er en West Coast IPA – eller i hvert fald er det Skanderborgs bud på en sådan. Skanderborg ligger som bekendt ikke ved nogen vestkyst. Hvis byen overhovedet ligger ved nogen kyst skulle det være nordkysten af Skanderborg Sø, hvilket må siges at være noget mere provinsielt end den amerikanske Vestkyst (eller i hvert fald den vestlige del af USA). Her har humlecentre som Seattle, Portland, San Francisco, Los Angeles og San Diego sat deres præg på IPA stilen, og inspireret bryggere verden over til at gå samme vej med en karsk og barsk stil, hvor humlens bitterhed er i højsædet.

Det er nu ikke noget voldsomt stød af humle, der rammer næsens slimhinder ved indånding. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men den blide berøring af vanille, koriander og kardemomme stiller ikke nogen fandenivoldsk oplevelse i udsigt.
Men i aromaen er bitterheden der da trods alt: Ikke for voldsom, snarere venlig og rar faktisk, samt varm og tryg. De friske, spidse grannåle, som Amager Bryghus herhjemme har lært os at elske, er erstattet af modne fyrrenåle. Det kradser da stadig en anelse, men på bekostning af skarphed og styrke.
Uden direkte at være vandigt forekommer brygget alligevel en anelse tyndt, og man får fornemmelsen af, at aromasammensætningen mest af alt virker harmonisk, fordi komponenterne i den er få og ikke særlig markante. De bitre humler møder man kun glimtvis, og IPA-humlernes følgearomaer, der også gerne er fremtrædende i West Coast IPA’er, er kun i ringe grad repræsenteret.

Igen kommer man faktisk længere med storproducenternes industrielle IPA’er end med den her. Det lader noget tilbage at ønske, når nu Ølvalg 2020 sigtede efter at gøre forbrugerne mere opmærksomme på de mange gode øl fra mindre aktører, der også er derude.

Ølvalg 2020 er et godt initiativ, som jeg gerne støtter op om, og jeg vil bestemt opfordre læserne til at gøre det samme. Afstemningen finder sted på ølvalg.ale.dk indtil d. 4. december, og jeg synes selv jeg har været ude i god tid til at promovere eventet og levere mine smagsløgs reaktioner på kandidaterne.

Min anbefaling er kun overraskende for så vidt, at jeg fik ret i min forudsigelse. Min stemme er faldet på Den Nye Humlejuice, hvis vurdering på fem stjerner giver den en suveræn placering over de to andre øl, som jeg hver især har givet tre stjerner.
Den Nye Humlejuice er den eneste af de tre øl, der lever op til mine forventninger om en god IPA. Den leverede det bitteraromatiske, intense og friske aromabombardement – i starten i hvert fald – som er typens signatur. De andre bryg forekommer uengagerede og halvfærdige, og jeg er langt fra sikker på, at jeg ville genkende dem som IPA’er ved en blindsmagning.
Jeg håber, at ølvalget bliver en fast, årlig foreteelse fremover, men samtidig håber jeg også, at Danske Ølentusiaster har modet til at sætte barren en anelse højere, når leverandøren til næste afstemning skal findes. Skanderborg Bryghus har med Den Nye Humlejuice vist, at de godt kan, når det endelig gælder. Desværre har de med de to andre øl, De Bitre Humler og Den Lange Sørejse også vist – enten at de har et langt stykke vej endnu før de gode takter er helt indarbejdet, eller at de hellere vil spille sikkert, og brygge noget, der ligner storindustriens produkter i kvalitet, frem for mere selvsikkert at gå egne veje.
Jeg håber, det første er tilfældet. Men min til tider kyniske sans for realiteter peger meget tydeligere på det andet.

I aften klokken 23 er jeg på live på min YouTube-kanal, hvor jeg taler med en af pionererne inden for Atheist YouTube, Kate Fahr, aka Bionic Dance. Vær der eller vær en firkant.

Den Nye Humlejuice, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 II)

Den (let)skrabede version

Danske Ølentusiasters afstemning Ølvalg 2020 fik ikke den bedste start med Den Lange Sørejse. Da jeg meget nødigt vil se et initiativ, der skal få forbrugerne til at vælge bedre øl, kuldsejle (ja, selvfølgelig er det ordspil intenderet – d’uh!), valgte jeg som den næste øl den, jeg havde de højeste forventninger til.

New England IPA er måske den øltype i hele verden, jeg elsker allerhøjest. Det ypperste eksempel, jeg har anmeldt, var The Alchemists uforlignelige Focal Banger, der en overgang havde status af den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet. Typen er karakteriseret ved sit meget høje indhold af aromahumle, hvor det ikke som sådan bitterheden, der er i højsædet, men derimod de mange biaromaer. Eller følgearomaer, som jeg hellere ville kalde dem. Bismag og biaroma lyder (analogt med ‘bivirkninger’) som noget utilsigtet og uønsket.
Og det er de ingenlunde i de fyldige, frugtige New England IPA’er.
Nye stilarter er vokset frem fra de aromatiske NEIPA’er – ikke mindst de meget populære fruit IPA’s, hvor bryggerne bevidst går efter at få øllet til at smage mere af frugt end af øl – vel at mærke uden brug af frugt.
Hvor tæt Skanderborg Bryghus formår at komme på det, med deres “Den Nye Humlejuice” vil vise sig. Jeg forestiller mig, at en god NEIPA ikke bare lige er sådan noget, man sætter sig ned og laver, men må opbygge ekspertise til over flere år.

Flot ser brygget ellers ud – som de meget humlede bryg gerne gør. Dyborange, næsten brunligt med højt, fedtet, kridhvidt skum. Ikke helt så grumset måske, som disse bryg indimellem kan være, hvor man kan se flager af humle tumle rundt i brygget. Men det skal ikke ligge brygget til last. Vi lærte for nylig, hvordan overdrevne mængder grums i øl ikke nødvendigvis er en fordel.

Duften går til gengæld hele vejen. Her opleves den rene, karske og bogstaveligt talt slimehindesønderrivende følelse af små sylespidse grannåle, der skydes direkte op i snudeskaftet.
Amager Bryghus kunne ikke have gjort det bedre, og det er en stor ros, når det kommer fra denne blogger.

Og det bliver bare bedre i smagen: Appelsinjuice med splinter af tørt lyst træ og følgearoma af spæde, friske og barberbladsskarpe grannåle. Det her er præcis som det skal være …

… til at begynde med i hvert fald. Efter et par mundfulde dæmpes det vilde, über-aromatiske humle- og juiceindtryk, og brygget – for nu at sige det diplomatisk – tager til i friskhed. Brygget topper i starten, hvor den fulde oplevelse af humlejuice leveres. Derfra går brygget til at være en mere frisk og fortsat velsmagende øl, der stadig prikker og stikker behageligt på gummer, gane og tunge.
Erindringen om den vilde oplevelse i starten kan fortsat glæde én, men ærgelsen over, at den ikke varede længere, trænger sig altså også en smule på.

Overordnet forbliver Den Nye Humlejuice nu et aldeles vellykket stykke brygarbejde. Af et mikrobryggeri, der har valgt at slå sine folder i discount- og mainstreambutikker med et kvalitetsniveau, der generelt lader en del tilbage at ønske, er dette et kæmpe spring fremad og opad. Jeg håber virkelig, at brygteamet på Skanderborg Bryghus er bevidst om potentialet i deres evner, og at vi får mere af det her at se i fremtiden frem for hvad bryggeriet bød på i ‘Far til Fire’-pakken og i ‘Den Lange Sørejse’.

I den amerikanske journalist Cenk Uygurs ånd vil jeg allerede nu vove at erklære afstemningen afgjort. Det bliver denne øl, der vinder Ølvalg 2020 – det tør jeg sige allerede inden, jeg har prøvet det sidste af de tre bryg. Uygur har vovet at forudsige resultatet af det amerikanske præsidentvalg; han mener Joe Biden vinder.

Jeg håber meget mere, at jeg kommer til at tage fejl, end han gør.

Den Lange Sørejse, Skanderborg Bryghus (Ølvalg 2020 I)

Forhåbentlig ikke vinderen …

Som jeg bekendte i sidste indlæg, hvor jeg præsenterede Danske Ølentusiasters initiativ, Ølvalg 2020, havde jeg på det tidspunkt allerede prøvet den første af ølvalgets øl. Med den øl markerer jeg også anmeldelse nummer 1250 på bloggen. Det er et pænt tal, men jeg gemmer de særlige jubilæumsindlæg, hvor jeg skriver om noget mere generelt ølrelateret, til de dobbeltrunde anmeldelser.

Den første af i alt tre IPA’er som Skanderborg Bryghus står for i forbindelse med ølvalget, har de kaldt ‘Den Lange Sørejse’ og er ifølge dem selv en klassisk engelsk IPA. Historien, eller legenden om man vil, om typen fortæller, at det øl, briterne fragtede til kolonierne i Østasien med vilje blev gjort ekstra stærkt og ekstra humlet, så det bedre kunne holde sig på den lange sørejse. Det ikke ligefrem mundrette navn kompenserer altså ved ikke at være helt historieløst. Det var imidlertid først meget senere, ifølge bloggen Zythophile i 1835, at typen for første gang blev betegnet ‘India Pale Ale’.

Brygget er flot kobberrødt med tæt, gyldent skum. Det er nydeligt tåget af residualgær uden at overdrive. Duften må siges at ligge i det afdæmpede, antydningsvise hjørne, hvor koldt vand udgør grundstammen. Overmoden frugt, blommer og ferskener fra det tidlige efterår mærkes antydningsvis, og man når lige at tage sig selv i at tænke ‘heldigvis’ – for det er en duft, man nok helst ikke ønsker i høj intensitet.

Det går lidt bedre i smagen. Nelliker og lyst træ giver sig til kende ved mandler og gummer, mens vandindholdet i bouqueten er afløst af en habil maltfylde, der nogenlunde bremser tilløb til vandethed. Brygget er klassisk i den forstand, at man ikke skal sætte næsen op efter en enestående oplevelse. Faktisk når bryggets bitterhed og friskhed dårligt nok op på linje med populære industrielle IPA-produkter, der på det seneste er blevet mainstream, fx Royal Unibrews Mosaic IPA og Royal Økologisk IPA.
Noterne af overmoden frugt fra bouqueten dukker efterhånden også op i smagen. Og selvom jeg ofte fortæller vidt og bredt om, hvordan aromaer man ellers ikke bryder sig om, kan være kærkomne i øl, er det desværre ikke tilfældet her. Det er ikke den mere intense sødme af overmodenhed, man møder, men derimod den ukontrollerede gæring.
Gærsmagen matcher ikke den i forvejen noget stereotype bitterhed ved mandlerne, og det overordnede aromaindtryk ender med at være ubalanceret, sammensat og i øvrigt ikke kraftigt nok til at levere en ordentlig IPA-oplevelse.

Der skal mere til for at kvæle sorgen efter Eddie van Halen’s død, og egentlig også for, at jeg ville gide deltage i Ølvalg 2020 … men nu har jeg lovet, at jeg vil deltage, så det må jeg jo blive nødt til.

Jeg håber bare, at den her øl ikke var højdepunktet!

Ølvalg 2020

Husk også selv at stemme …

Et tip om sure belgiere fra twitterbrugeren @blommeregner (der i øvrigt er en fest at følge) sendte mig for et par dage siden en tur på indkøb i Føtex Thisted. Jeg kom hjem med mere end jeg lige havde planlagt.

Ud over de forjættede belgiske øl, der vist teknisk set ikke var sure alligevel – men hey, en anbefaling er en anbefaling – var er også nye øl fra To Øl, en øl fra Thisted Bryghus, jeg ikke havde prøvet før, samt tre øl, der indgår i et ølvalg, foranstaltet af Danske Ølentusiaster i samarbejde med Skanderborg Bryghus.
Samtidig var der tilbud på specialøl – 5 for 100. Havde tilbuddet ikke været der, tror jeg ikke, jeg havde slået til (og suppleret med det løse, jeg havde prøvet i forvejen.) Så tingene faldt så nydeligt på plads, og jeg fik oven i købet anledning til at starte et nyt tema.

Det endda før jeg har gjort temaet om hedengangne Broaden & Build færdig. Den sidste øl i den serie er imidlertid en meget tung og tæt Imperial Stout, som jeg gerne vil gemme lidt til en særlig lejlighed. En sådan lejlighed kunne være min anmeldelse nummer 1250. Men det kommer ikke til at ske – den første øl i Ølvalg 2020 er allerede prøvesmagt, og den bliver anmeldt som den næste øl, der også er nummer 1250.
Det kommer måske som en overraskelse for nogle, at jeg ikke sidder med en øl i den ene hånd, mens jeg straks anmelder den på bloggen med den anden. Men det er faktisk meget meget sjældent jeg gør det. Tværtimod sker det med jævne mellemrum, at der er kø i anmeldelserne – at jeg får afprøvet flere nye øl, uden at jeg når at anmelde én før jeg prøvesmager den næste.

Jeg vil altså i løbet af de næste indlæg anmelde de tre øl fra Danske Ølentusiasters og Skanderborg Bryghus’ Ølvalg. Der er tale om tre IPA’er – typen, der er temaet for valget. Måske (jeg siger måske) er det også forklaringen på, at IPA’en glimrede ved sit fravær i Skanderborg Bryghus’ ‘Far til Fire’-gaveæske, som jeg anmeldte tidligere på året? Skanderborg havde tre IPA’er på bedding, som de imidlertid ikke ville udgive, fordi der var noget større i vente?

De tre øl er:

  • Den Lange Sørejse, Engelsk Klassisk IPA, 5,0%
  • Den Nye Humlejuice, US New England IPA, 5,2%
  • De Bitre Humler, US West Coast IPA, 5,4%

Man kan læse om dem på Ølvalg 2020’s hjemmeside, man kan også vente på mine anmeldelser, eller man kan kombinere det på den måde, der bedst passer én. Jeg vil selvfølgelig selv deltage i valget, og forinden – når alle bryg er afprøvet – afsløre hvilken jeg har tænkt mig at stemme på.
Det vil jeg i øvrigt gøre uanset kvaliteten af brygget. Jeg hilser alle initiativer velkomne, der gør forbrugerne mere bevidst om, hvilke andre øl, end industriens tynde standardudvalg, der findes derude. Om bryggene så er lige så tynde som storindustriens, yder de stadig noget kærkommen konkurrence til nogle alt for få fortsat alt for dominerende masseproducenter.

Vi ses snarest til anmeldelse af første eksemplar. Valget finder sted indtil 4. december – så der er lidt tid at løbe på.

Blood Orange Sour-ish Pale Ale, Beard Brew

Slight improvement needed …

Før jeg afslutter temaet om hedengangne Broaden & Build’s efterladte værker er der lige en enkelt mere fra Beard Brew at berette om. De gæve randrusianske bryggere var så søde at sende mig et par smagsprøver af deres seneste produkter forleden, og jeg har allerede afprøvet den første af dem: Idaho IPA. I samme indlæg luftede jeg min skadefryd ved nyheden om, at Donald Trump var blevet smittet med Corona, og begejstringen nåede højder, så jeg rent glemte at takke Beard Brew for donationen.

Sad!

Sagen om Trumps sygdom trak en tråd til i går aftes – eller rettere meget meget meget tidligt i morges (klokken 00:00), hvor jeg hostede en live stream med en af mine online venner, på Twitter kendt som @PurpleWOrange. Han havde været lige knap så afvisende som jeg over for konspirationsteorien om, at Trump i virkeligheden slet ikke var syg, og at det hele var et publicity-stunt for at kunne bruge Corona-virus som et propagandaelement. Jeg havde kort forinden taget spørgsmålet op i en video på min kanal, hvor jeg blankt afviste det som konspiratorisk sludder.

Ud over en kort diskussion af dette synspunkt, der snart afslørede, at det egentlig ikke var noget, Purple troede særlig meget på, men det blot var noget han ikke helt ville afvise – what with en præsident der er fuldkommen skruppelløs, og lyver om snart sagt alt – talte vi også om vores respektive yndlingsdrinks med alkohol. Min gæst brød sig ikke synderligt om øl, men nød i stedet en canadisk whiskey, Windsor Canadian. Selvom min kanal er en ølkanal, skal den slags ikke skille os ad (jeg har endda haft gæster på min kanal, der ikke engang *GISP!* drikker alkohol overhovedet!)

Jeg trak til gengæld denne øl op – bogstaveligt, idet den var lukket med en genanvendelig plasticprop, og ikke kapsel eller patentprop. Den bærer påskriften ‘Beard Brew Home Brew’, og mit gæt er, at der er tale om et eksperimentelt bryg, som bryggerne, Morten og Dennis, endnu ikke er sikre på, skal ud i butikkerne eller ej. Dette underbygges af, at brygget ikke kan findes på hjemmesiden, ligesom ‘Beard Brew Home Brew’ som selvstændigt koncept heller ikke findes der.
Måske er jeg en art forsøgskanin? Beard Brew vil gerne vide om brygget er klar til lancering i sin nuværende form, og sender det derfor ud til afprøvning blandt (giv mig styrke) influencere som mig selv (ja, jeg hader ordet, og endnu mere at forbinde mig selv med det – but it is what it is) og – gætter jeg på – en del af kundesegmentet.
I så fald er det vigtigt, at jeg i min anmeldelse er ekstra ærlig. Jeg vil meget nødigt anbefale Beard Brew at sende et produkt på markedet, der ikke er færdigudviklet endnu.

At brygget er ufiltreret, hersker der ikke megen tvivl om. Højgult er det, men aldeles uigennemskinneligt, næsten med en tone af gråbrunt. Brygget er vildgæret og tilsat blodappelsin og lime, samt humlerne Wakatu og Idaho 7 – alt sammen synligt i bryggets kække grumsethed. Øllen betegnes en ‘Blood Orange Sour-ish Pale Ale’, og det lyder jo forjættende i betragtning af de formidable sours, som jeg på det seneste er blevet forkælet med.

I duften mærkes blodappelsinens sødme tydeligt, mens humlerne også giver sig til kende – både som aromatisk hyldeblomst og et afdæmpet, omend behageligt stik af grannåle. Både blodappelsin og lime giver sig til kende i aromaen, der nænsomt leder bryggets syrlige og bitre noter mod spiserøret, til både vederkvægelse og afmålt, omend adækvat, begejstring. Syren kunne man måske bruge lidt mere af, når man lige akkurat at tænke, hvorefter man finder netop det – mere syre. Desværre opdager man også hurtigt, at det syrlige element ikke er helt i balance, og snart kommer til at smage mere af gær end friske citrusfrugter garneret med grannåle.

Til bryggets forsvar skal det siges, at jeg har smagt mangt en ufiltreret øl, der smagte væsentlig mere af gær end den her. Men det er – i min mund i hvert fald – et tegn på, at brygget endnu ikke sidder helt i skabet. Selvom det måske er bryggerne meget imod, ville jeg gøre et eller andet for at stoppe eftergæring – ja, måske er det faktisk en filtrering der skal til for at holde brygget i balance?

What would I know? Jeg er blot en ussel influencer med lidet forstand på brygning. Til gengæld ved jeg, hvad mine smagsløg fortæller mig. Og hvis Beard Brew vil ramme det formidable niveau, de indtil videre har lagt sig på med deres regulære bryg, bør de inden lancering give dette bryg endnu en tur på tegnebrættet.

Beard Brew skal have en kæmpe tak for forsendelsen. Ikke mindst ser jeg det som en ære – ikke bare at anmelde de bryg, de allerede har sendt ud i handlen, men så sandelig også det, der er på vej.

Red Tide, Broaden & Build (Farvel & Goddag III)

Supersour!

Det er mandag, så jeg må hellere se at få skrevet noget at udgive. Det er blevet en fast rutine at skrive et mandagsindlæg, så jeg bagefter kan rive mig i håret over, hvorfor reaktionerne på det forbliver uforudsigelige og usystematiske. Nogle gange trækker det læsere til med det samme. Andre gange viser læserne sig først dagen efter. Det kan også ske, at der er læsertørke både mandag og tirsdag, og endelig kan læsertallet – i ekstremt sjældne tilfælde, men det ses – være komfortabelt højt begge dage.

Jeg har opgivet at finde et system i læserreaktionerne på mandagsindlægget. Til gengæld er det rart for mit aspergerramte sind at have en smule struktur på min bloggeraktivitet, så indtil videre har jeg tænkt mig at fortsætte med at udgive indlæg her om mandagen – for all it is worth.

Brygget her har jeg sådan set allerede anmeldt på YouTube. Videoen er lagt op for få timer siden, og kan ses her. Det minder mig om, at jeg også skal have opdateret bloggens videosektion, hvilket det desværre ofte kniber med at få gjort helt så ofte som jeg burde.

Hvad angår øllet har vi med endnu en sour at gøre fra hedengangne Broaden & Build. Sidst gik det jo rigtig godt … det kan faktisk ikke gå bedre på min blog end de seks stjerner Optical Prism fik tilranet sig. Da der var endnu en sour på programmet, tænkte jeg, at en videoanmeldelse måtte være på plads, så man endnu bedre kan se, hvordan mit ansigt vrider og vender sig i absurde grimasser, når brygget kommer indenbords. Forinden noterer jeg mig indholdet: saisongær, brettanomyces anomalous, lactobacillus brevis – og dette er bare gæren, og – ser det ud til – mælkesyrebakterierne (læsere med bedre forstand på mikrobiologi end mig må endelig rette mig hvis jeg tager fejl. Jeg ved praktisk taget intet, men kan via mine rudimentære sprogkundskaber, pille roden for det latinske ord lac – mælk ud uden større anstrengelse). Modet har desuden ikke fejlet noget i brygteamet, siden brettanomyces bevidst har været brugt i processen. Det er ellers et levende mareridt for bryggere, hvis faciliteterne inficeres med brettanomyces, idet den er ekstremt svær at slippe af med igen.

Brygget er en cherry-pit sour – så der indgår kirsebær i processen. Nærmere betegnet ‘second use Stevnsbær’. ‘Second use’ må være et fagudtryk, jeg ikke kender. Det første jeg kommer til at tænke på er Jack Nicholsons kirkescene i filmen ‘The Witches from Eastwick’, og det er næppe det, der menes. Derudover er der brugt kirsebærsten fra ‘neighbor sour beer blenders’. Ja, måske har Broaden & Build ligget i en lille klynge hippe mikrobryggerier derude på Refshaleøen, eller hvor de holdt til? Men jeg har ikke magtet at efterforske det nærmere.

Desuden består brygget af vand, byg, hvede, havre, rug og gær … Den sidste ingrediens forekommer mig en anelse redundant efter den foregående smøre. Men jeg skal vist være den sidste til at anklage andre for at være lange i spyttet, når ting skal forklares. Til gengæld hæfter jeg mig endnu engang ved fraværet af humle, og spekulerer på, om det i virkeligheden er noget generelt for surt øl?

Kirsebærrene lader sig ikke sådan lige skue i bryggets lød, der er højorange, grumset og hastigt afskummende. En antydning af rødt kan måske skimtes alligevel, men det er usikkert, hvor meget der egentlig er rødt, og hvor meget der er psykologisk effekt.
I duften viser kirsebærrene sig som en underliggende sødme i et eddikesurt helvede af sauerkraut med ekstra surt. Jeg bryder mig ikke om sauerkraut – men duften af netop det giver mig alligevel høje forventninger til brygget. Jeg har sagt det før – finder man duft og aroma af noget, man ikke bryder sig om i øl, er det langt fra sikkert, at det vil ødelægge oplevelsen.
Brygget stikker i næsen, og det stikker rigtigt! Når man én gang har mærket de sylespidse snit i snudeskaftets slimhinder, lister man frem med passende forsigtighed næste gang. Næseoplevelsen er prægtig – omend reelt ubehagelig, hvis man går for hårdt til den.

Endnu engang bydes der på surt med surt på i smagen. Hele kæften svides i et mægtigt, smagfuldt syrebad, der river og flår på alle mundens indre overflader. Mund, næse og øjeregioner knyttes endnu engang sammen i samme absurde grimasse, som når min hånddukke-navnebror Kaj (Kaj & Andrea, I ved) bliver forlegen. Øjnene løber i vand, og stemmen bliver underligt lys – som når man forsøger at tale midt i et gab.

Surt øl er svært at kende forskel på. Når det lykkes så godt som her er det bare en kæmpe nydelse, fornøjelse og oplevelse, der ikke kan takseres til andet end en topkarakter. I hvert fald for undertegnede. En lille forskel fra Optical Prism er imidlertid, at brygget her synes lidt mere fyldigt. Brygget er ikke helt så villigt til bare at løbe igennem munden om et fornøjeligt, stoffrit syretrip. Det vil gerne lige holdes indenbords et par sekunder, før det skylles ned – så gummer og mandler lige får det sidste syre med også.
På turen gennem spiserøret og brystet svier og river brygget også så er det en fryd. Og man mærker den samme antydning af brystsmerter og stakåndethed, som for meget citronsaft kan give.

Fabelagtigt! Der er gået sande surhedsekvilibrister tabt i Broaden & Build. Jeg håber, bryggerne tager arven med sig, hvor det end er, de er søgt hen efter konkursen …

… så længe de ikke bruger ekspertisen på at lave sauerkraut.

Idaho IPA, Beard Brew

Jeg forstår det ikke …

Uha, der er en lang liste af ting, der skal kommenteres i dette indlæg, så bered jer på en længere tirade, før vi når til selve øllet. Jep, business as usual på Kajs Ølblog.

Vi er i oktober måned, og bekymringen for, om læsertallet når de højder jeg ønsker, melder sig øjeblikkeligt. Det gik nu ret godt i går. Aldrig så snart september endte med et læsertal, der rodede rundt under 80 daglige læsere, eksploderede antallet til over 170, så snart det blev d.1. Og det endda helt uden at jeg udgav noget. Jeg har opgivet at få læsertallene til at give mening, men jeg takker selvfølgelig hjerteligt for gårsdagens interesse – samt hele september måneds i øvrigt. D. 30. nåede jeg endelig de 4.000 klik, takket være jer læsere.

Og videre til dagens store nyhed: Nemesis! Eller karma hvis man er mere til det asiatiske end middelhavskøkkenet. Donald J. Trump, vore dages svar på Mussolini, Franco og ham den lille østriger med overskægget, er omsider – efter månedsvis af demonstrativ uansvarlig optræden – blevet smittet med Coronavirus.

Hvis man som jeg inderligt foragter Donald Trump og alle hans gerninger og al hans væsen, hvordan skal man så forholde sig? Standardsvaret er, at holde den maske, Donald Trump så lidenskabeligt nægtede at bære, afsende den sædvanlige pakke af halvhjertede god-bedring-ønsker, og med fast, voksen mine løfte pegefingeren ved ethvert tilløb til skadefryd fra anden kant.
Det er det mest modne og voksne at gøre. Man skal ikke give udtryk for, hvad man egentlig mener. Hvordan man i ens stille sind gnæggende gnider hænderne og bider sig i læben for ikke at lade begejstringen løbe af med én på Twitter, Facebook og alle de andre spændende steder, man normalt får afløb for den slags.
En del af den fattede, modne og voksne kalkyle er også at vurdere hvad der er bedst – for verden og ikke mindst én selv; skadefryd eller de bedste ønsker? Og ethvert ordentligt, modent, voksent menneske ved, at den ordentlige, modne og voksne bedste-ønsker-tilgang er den mest konstruktive, klædelige og positive når alt kommer til alt. Ikke mindst i betragtning af, at skadefryd er en last, Donald Trump selv er indehaver af, og som man derfor nødigt selv vil beskyldes for.

Men nej, siger jeg! Hykleri og løgn er andre laster, Donald Trump i den grad kan beskyldes for. Så hvis det gælder om ikke at komme til at ligne ham for meget, må man træffe nogle valg. Jeg vælger ærlighed, ikke mindst fordi den repressivt ‘ordentlige’ måde at reagere på fuldkommen overser den kolossale katastrofe, som Trumps præsidentskab har været – ikke mindst når man kigger på det, der nu har ramt ham i hovedet som en boomerang – symbolsk og bogstaveligt på én gang.
Vel over 200.000 mennesker er døde af Coronavirus i USA alene. Og det skyldes mere end noget andet Donald Trumps skødesløse omtale og politik omkring Corona, spændende fra helt at benægte dets eksistens, endsige farlighed, og til at foreslå behandlinger de fleste lægpersoner ved ville være dødelige. Injektion af blegemiddel og desinfektionsmidler som de mest ekstreme, omend næppe mest bizarre forslag.
De alt for mange døde og deres efterladte fortjener, at vi siger lige præcis hvad vi mener om, at Donald Trump nu er blevet ramt af det, han har oparbejdet et image omkring at benægte og nedtone.

Det er på den måde forfriskende højere-retfærdigheds-agtigt, at han er blevet ramt af sygdommen. Ønsker jeg, han dør af det? Nixen – men jeg skal gerne indrømme, at det ikke skyldes sympati for uhyret. Jeg frygter det kaos, der vil følge i kølvandet på et dødsfald – og hvis der er noget, jeg under amerikanerne lige nu, så er det en smule ro og orden i et land der er hærget af historiske brande, morderisk politi, racistiske militiaer og dødspatruljer and … you name it.

Ifølge mine kilder – dvs. tilfældige mennesker, jeg har spurgt på Twitter – er staten Idaho i øvrigt et af Donald Trumps kerneterritorier. “Trump signs everywhere” var vist den præcise ordlyd. Årsagen til, at det hæderkronede-to-be danske mikrobryggeri Beard Brew opkalder en af deres øl efter netop den stat, skal nok findes andetsteds end befolkningens politiske ståsted.

Heldigvis kommer etiketten til hjælp. Idaho var angiveligt et af centrene for 1800-tallets gold-rushes, og det passer fint til bryggets gyldne lød. Skægget forbinder jeg personligt ikke med guldgraveri, men mere med Motörheads legendariske bassist Lemmy. Snittet har jeg i øvrigt også valgt til min egen hage. Brygget er tilsat havre og lime, og holder langt fra slatne 7% alkohol. Det er tørhumlet med Sabro og ellers med Colombus og (fanfare) Idaho 7 (jeg ved heller ikke, hvad 7 står for. Næppe det samme som ’19’ i COVID-19 … selvom det ikke er umuligt. Det kan da godt være, at den humle blev udviklet i 2007, men det er ren spekulation).

Alt det giver en frisk, lækker næse, der ikke har det store nye at byde på for en IPA. Det er på ingen måde diskvalificerende, idet IPA-typen for længst har bevist sit værd lige som den er. Aromaen river og flår – det er en af de aggressive frem for de mere aromatiske og frugtige. Grannåle og savsmuld gør deres arbejde overalt i mundhulen, mens et momentant knap så velkomment metallisk indslag gør sin entre. Dette viser sig dog snart at levere brygget noget friskhed, og snart integreres det uden større problemer i den samlede aromaoplevelse.

Der er rigeligt af både aroma og krop i brygget, der dog ikke kan se sig helt fri for at have en anelse afsmag af gær. Det virker måske lidt som om, bryggerne har prioriteret at lave en stærk, kompromisløs øl, hvorfor balancen ikke er helt i øjet. Gæren forbliver et mindre irritationsmoment, som denne blogger imidlertid kan tilgive, når man når til eftersmagen. En ren, klar, bittersød aroma af spæde grannåle frisket op med bergamot leverer en strålende finale på en glimrende øloplevelse, hvis skønhedsfejl i denne bloggers mund nok vil opleves som lidt ekstra saft og kraft i andres.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme