Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kloster Humle, Klosterbryggeriet (Marcus’ Julegave II)

Interessante tider …

Sheez … her vender man ryggen til bloggeriet et kort øjeblik, fordi – jeg har også ret til lidt ferie fra mine hobbyer ind imellem … og så nærmest eksploderer verden i en sky af fæces på en baggrund af brændende swastika – eller i hvert fald ækvivalenter dertil.
Lad mig se. Det startede jo egentlig rigtig godt med, at demokraterne Raphael Warnock og Jon Ossoff begge blev valgt til det amerikanske senat, hvilket betød at republikanerne David Perdue og Kelly Loeffler blev vippet ud, så der nu er demokratisk flertal i begge kamre. Det var i tirsdags.
Onsdag skulle kongressen så – ceremonielt mere end noget andet – tælle valgmandskollegiets stemmer, hvilket ville udgøre den formelle føderale certificering af demokraten Joe Bidens valg som præsident.

Og så var det ellers at lorten ramte ventilatoren. På opfordring fra Agent Orange aka Agolf Twitler aka Cheeto in Chief stormede dennes sammenrend af nazistiske og fascistiske tilhængere kongressen i et sidste forsøg på at gennemføre et kup for at vende valgresultatet. Det nok mest gennemtestede og gennemtjekkede valgresultat i menneskehedens historie i øvrigt. Fem mennesker er indtil videre døde, herunder en af de meget meget politibetjente, der valgte at passe deres arbejde, frem for at lade de antidemokratiske naziterrorister bryde ind, smadre ting og få taget selfies med flertallet af de sædvanligvis rådne æbler, der udgør DC’s Metropolitan Police.


Det er sikkert forskelligt, hvad der gør mest indtryk, når historie sådan bliver skrevet for øjnene af én. Det jeg nok bed mest mærke i, var et Tweet med relativt få reaktioner fra Shaun King, hvori en anonym DC politiassistent beretter om, hvordan dennes kolleger var med i optøjerne og frit og frejdigt flashede deres skilte imens.
Hvor noget kunne tyde på, at fortiden – og for den sags skyld også nutiden – endelig vil indhente Trump, og at han enten vil blive afsat eller sendt for en rigsret endnu engang (evt. begge dele), så er jeg langt mere i tvivl om, hvorvidt den endnu engang meddelagtige ordensmagt vil blive stillet til ansvar. Uden DC’s Metropolitan Police’s aktive medvirken, ville stormen på kongressen aldrig kunne lykkes. Det er helt tydeligt, at hvis demonstranterne er hvide fascister og nazister, så støtter amerikansk politi dem aktivt. Det så vi under BLM-protesterne, hvor nazistiske og voldelige moddemonstranter blev taget på med fløjlshansker – selv når de begik flerdobbelte mord, som fx i tilfældet Kyle Rittenhouse.
Er demonstranterne derimod fra Black Lives Matter, rykker Nationalgarden ud i fuldt udstyr. Her er der sikkert en del af mine læsere, der vil indvende “jamen BLM er meget mere voldelige end Trumps nazister”. En rapport fra ACLED når imidlertid til en anden konklusion – og det siger jeg ikke for at få hine læsere til at ændre opfattelse, idet jeg ved, at de (formentlig meget få) læsere er tabt. Jeg anfører det for at sikre, at tredjepart – dem der ser begge sider af sagen – får et mere nuanceret indblik.
De førstnævnte tosser, der har bildt sig selv ind, at dem der stormede kongressen enten var langt mindre voldelige end BLM-demonstranterne, eller at de i virkeligheden var Antifa i forklædning, er ærligt talt ikke værd at spilde ens tid på.
Marmelade Mussolinis Twitterkonto, og en lang række andre af hans konti på sociale medier, er nu lukket. Og det er så der, vi er nået til i en fire år lang føljeton, der heldigvis ikke får sig en sæson til. Men slut er den ikke endnu, og i modsætning til en serie, man faktisk gider følge med i, gruer jeg for, hvilke afsindige hændelser man må være vidne til som det næste.
Der skal nok være rigeligt at skrive om i begyndelsen af næste anmeldelse også. Selv nu, hvor jeg har tre øl i kø, og der snildt kan gå under 24 timer mellem indlæggene.

Men nu skulle jeg vel være sådan nogenlunde med i det mindste. Dagens øl må jeg hellere se at komme i gang med, før den oplevelse går tabt i virkelighedens mange distraktioner.

Historien bag dagens øl er skrevet på halsetiketten med så lille skrift, at jeg måtte have min søn til at læse det op for mig … som de unge dog kan.
Humlen stammer åbenbart tilbage fra klosterets aktive dage, der begynder i 1100-tallet. Planter der kan knyttes til samme sted gennem århundreder kaldes åbenbart ‘relikte planter’ – så blev vi så kloge.
Men bliver humlen nu også god af den grund? Lige så god fx som brygget ser ud med sin dyborange lød, og sit flotte, fyldige, standhaftige og ikke mindst høje, cremede skum? Den kan i hvert fald duftes! Fyldig, fortrinsvis sød faktisk, men også sprødt bitter og med en nydelig kant af vanille, der giver indtrykket dybde.
Og jo – de mange århundreder på klostergrunden ved Ry har næppe skadet. Frisk som vinterkulden, klar som kildevand, sprød som nyristede majsflager og med en bittersød aroma af nyhøvlet lyst træ og fersken. En lille, uprætentiøs og forbløffende smagfuld aromafuldtræffer! Kompleks uden at være unødigt kompliceret. Læskende og vederkvægende uden at være ordinær. En øl, der er god til det meste og sagtens kan stå alene.

Tak for den, Marcus – og Øm Kloster!

Oude Geuze Cuvée Armand & Gaston, 3 Fonteinen

Nytårsøl …

Så går den vist heller ikke længere. Der er noget nær katastrofal læsertørke efter det bedste år for bloggen – læsermæssigt i hvert fald. Men aldrig så snart årsskiftet endelig satte ind, dumpede antallet af læsere langt under det flotte niveau for december … Indrømmet var niveauet også absurd højt med over 300 klik flere gange i løbet af måneden. Men det gør alligevel en smule ondt, når bloggen ikke engang formår at trække 100 læsere til sig på en dag. So upwards and onwards – velkommen til 2021, og årets første øl … tror jeg nok.

Jeg fejrede nytår på min ekskones lille landsted uden for Thisted. Og i skrivende stund husker jeg ikke, om jeg drak nogen øl efter klokken 12. Men selv hvis vi siger, jeg gjorde, var nærværende øl i hvert fald den første nye øl, jeg prøvede i indeværende år. Den blev nydt til en nytårslivestream, som jeg stille og roligt prøver at gøre til en tradition på min videokanal.

Det skete i øvrigt endnu før, CEPOS’ cheføkonom valgte at te sig som en idiot på Twitter, men det er selvfølgelig også fuldt forventeligt fra den kant … Ja, det står formentlig i kontrakten at man ikke bare skal være en ultraliberalistisk, forkælet og overprivilegeret møgunge, men at man også skal være et afstumpet racistisk svin samtidig.
Mads Lundby Hansen kan nok se frem til en nytårsbonus ikke mindst efter at han fordoblede indsatsen – eller som man ville sige på engelsk: doubled down tidligere i dag.

Han præsenterede en plan, der skulle samle det borgerlige Danmark. Det eneste gode, man kunne sige om forslaget var, at det ikke var eksplicit racistisk og apartheidstøttende, sådan som det første tweet var det. Men det er selvfølgelig også en meget lav barre.
Man skal også holde in mente, at racismen gerne kommer helt automatisk, når reaktionære, ultraliberalistiske tiltag, som dem Mads Lundby foreslår i sine tweets bliver gennemført. Opretholdelsen af forskellen mellem rig og fattig, der i forvejen er uhørt stor, kræver at de fattige kan afledes med andre sager, så den absurd inadækvate ressourceallokering ikke bliver for åbenlys. Racismen har altid været de riges og magthavernes foretrukne afledningsmanøvre, og sådan er det fortsat.

Men før jeg bliver i dårligt humør – og det ville være ærgerligt, eftersom jeg så småt er ved at rejse mig oven på de sidste måneders undertiden ret intense arbejdsløsheds- og vinterdepression, må jeg hellere skride videre til anmeldelse af dagens øl: Endnu en geuze fra en hemmelig giver. Denne gang en anelse mere skummende, og vist også en kende mørkere end den jeg fik lige før nytår. Om det skyldes, at dette også er en Cuvée Armand & Gaston skal jeg ikke gøre mig klog på, da jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betyder – men det lyder da meget pænt …

Nogen uventet effekt har de franske ord i den ellers ærkeflamske type egentlig ikke. Og godt det samme, for duften af en geuze er perfekt som den er. Frisk og syrlig på den mest opkvikkende måde man kan tænke sig. Det er der ingen grund til at lave om på.
Også i smagen pirrer og forfrisker de udsøgte syrlige noter tunge, gummer og svælg. Det kan være svært at beskrive syrlighed, da det ikke er noget man på samme måde forbinder med frugter og krydderier på samme måde som man gør med søde og bitre aromaer. Jeg tror imidlertid jeg har fundet en frisk syrlighed, der svarer meget fint til, hvad vi finder her: passionsfrugtjuice … af alle ting. Der var tilbud på det i fakta, og det er en kæmpe fest. Ikke mindst fordi det har den fineste vederkvægende syrlige kant, som end ikke frisk appelsinjuice kan levere på samme vis.
I modsætning til brygget fra lige før nytår er humlen gemt en smule mere væk i dette bryg. Til gengæld er syren så meget desto mere smagfuld og i øvrigt i et velbehageligt leje, hvor den bare ligger og kæler venligt med smagsløgene, pikant, harmonisk, rytmisk – lige tilpas, uden unødig kraft eller styrke bare lækker, meditativ og pulserende …

Syrlighed af passionsfrugt – den må jeg huske. Og vil man vide, hvordan dén manifestation af syrlighed åbenbarer sig uden at man lige har en karton passionsfrugtjuice i nærheden, ja, så kan man jo bare åbne sig en oude geuze i stedet for. For sådan én har man selvfølgelig altid på lager …

… har man ikke?

Mit ølår 2020

Lys forude!

Godt nytår allesammen! Lad os håbe det bliver bedre end det forgange – og denne gang er det mere end bare en floskel. 2020 var for størstedelens vedkommende uden overdrivelse et anno horibilis på grund af dét, som hænger os alle langt ud af halsen, men som stadig udgør en væsentlig fare for os alle sammen: den verdensomspændende Corona-epidemi.
Den langt fra ukendte Twitterbruger Line Stenholt spurgte i et Tweet sidst på året hvad der havde været det bedste, der skete i det år, der havde været en sådan prøvelse for de fleste. Dertil kunne jeg svare, at bloggen havde sat læserrekord.
Ikke bare på årsbasis med 56.050 læsere men også med suverænt flest læsere på en enkelt måned – over 7200 i december. Jeg ville til enhver tid have byttet læsertallet for en udeblivende pandemi, for jeg er udmærket klar over, at interessen skyldtes, at rigtig mange mennesker var fanget hjemme på privaten i ugevis i et forsøg på at bryde smittekæderne. Jeg er selvfølgelig glad for at kunne levere en del af underholdningen for de mange i frivillig og ufrivillig karantæne, men jeg ved også godt, at fortjenesten ikke er min egen.
Alligevel skal der selvfølgelig lyde et kæmpe tak til alle dem, der gad læse med i 2020. I er grunden til, at jeg bliver ved med at skrive, og nu har gidet skrive i over 10 år!

Donationer

For bloggen havde også rundt jubilæum i år, og det blev fejret på behørig vis hjemme i privaten med øl fra en af de ikke få donationer, der i løbet af året blev mig til del.

I omtrent de samme timer som COVID-19 fik sit navn (det skete nemlig d. 31. december) indfandt min gamle ven og hyppige medsmager Gedved sig på min adresse, medbringende en håndfuld norske øl fra det lokale bryggeri, NUA Brygghus. Bryggene var fra almindelig handel og måtte ikke overstige 4,5% i styrke. Øllenes vigende karakter demonstrerede med al ønskelig tydelighed fordelene ved en mindre restriktiv alkohollovgivning end den norske. Gedved skal selvfølgelig have tak for donationen alligevel. Hvis en øl ikke er nogen større nydelse, er det så meget desto mere end nydelse at levere en sviner mod dem i stedet for.

Anderledes Schwung var der over bryggene, da en anden god ven kom forbi. Én jeg kun kendte fra internettet. Det er en helt ny måde at mødes på i vor tid – face to face, når man ellers kun kender hinanden fra sociale medier og andre online-fora. Men nu kender jeg ham altså sådan rigtigt, den gode Ole Wolf, og ikke lang tid før landet for alvor blev lukket ned, indfandt han sig altså på min adresse, medbringende en imponerende samling bryg.
11 bryg på en aften leverede rigeligt arbejde til mange uger efter – såvel på bloggen som på YouTube-kanalen – og i øvrigt nogle af de bedste øloplevelser, jeg har haft i år. Klarest i erindring står Trolltunga – en sur IPA, og dermed en kombination af de to absolut bedste øltyper mine smagsløg har kunnet opdrive.
Det var imidlertid ikke kun humle- og alkoholbomber, Ole havde med. Han havde også et udvalg af alkoholfri øl med, der muliggjorde den lange smagsseance uden at nogen af os faldt om. De formåede at imponere vel over forventning. Faktisk var det undertiden en udfordring at smage væsentlig forskel på de lette øl, og dem med mere almindelig alkoholstyrke. Det var en af de ting, jeg lærte i det forgangne år; at de alkoholfri øl i dén grad er på vej frem, og at der er virkelig gode sager imellem.

Beard Brew leverede en pakke smagsprøver lige i tide til bloggens jubilæum. Ikke bare leverede de to færdigbryggede aromabomber – de sendte også hvad jeg gætter på var et ikke helt færdigt brygeksperiment, de gerne ville have en reaktion på.
Hvis min formodning ellers holder stik er jeg gået fra at være en complete nobody på internettet til at være én bryggerierne i en eller anden grad regner med. En influencer – og ja, jeg hader selv det ord, men there ain’t two ways around it og jeg foretrækker at omfavne begrebet, hvis det er passende at bruge om mig, uanset hvad jeg ellers måtte mene om det.

En anden af mine hyppige medsmagere og kontributører af anmeldelsesmateriale holdt sig heller tilbage i 2020. Marcus leverede midt på året Skanderborg Bryghus’ ‘Far til Fire øl‘-pakke med fire bryg til mig. Det gjorde han faktisk to gange – den første under en livestream, hvor jeg ikke kunne koncentrere mig om både dét og ølanmeldelse, hvorefter han fluks skaffede mig endnu én til anmeldelse i ro og mag derhjemme.
Pakken behagede jævnt, og væsentlig mere end det ekstremt klichéagtige og kønsstereotype pakkekoncept – men det er også en meget lav barre. Niveauet var nemlig væsentlig under hvad man bør forvente af et mikrobryggeri. Hvor industrigiganter som Royal Unibrew og Carlsberg ikke sjældent forsøger at tage markedsandele fra kvalitetsbryggerne ved at introducere egne specialøl, ser mikrobryggere ud til at prøve det modsatte: at introducere egne mere eller mindre ligegyldige bryg forklædt som kvalitetsprodukter. En strategi, der er dømt til at mislykkes, for hvem vil betale dobbelt så meget for et mikrobryg, når det ikke smager af stort mere end industriens standard?

Men det må de jo om. Og Skanderborg Bryghus skulle snart vise sig ikke at være alene om mikrobryg, der dårligt kunne skelnes fra industriel standard. Løkken Bryghus leverede sent på året en større samling bryg der udviste lignende træk. De ramte plet med deres pilsner, Jøwt, mens resten af pakken højst formåede at imponere i begrænset omfang. Jeg er ikke færdig med anmeldelse af den levering endnu, så jeg kan nå at blive overrasket. Forventningerne er ikke høje.
Interessant er det til gengæld at jeg modtog pakken som endnu et reklamefremstød, hvor jeg i egenskab af influencer skulle berette om bryggene, når nu aviser og dagblade har sparet den slags omtale væk.

Kissmeyer sendte ikke nogen øl, men deres udvalg i supermarkederne pegede i samme retning af vigende niveau af kvalitet hos flere af kvalitetsproducenterne.

Kort før jul var Marcus behjælpelig med endnu en pakke øl, jeg lige akkurat har taget hul på. Den – og en pakke fra en anonym giver vil komme til at fylde det meste af min anmeldervirksomhed i starten af det nye år. Begge dele er startet rigtig godt, og alt tyder på, at det fortsætter sådan. Med 2021 skal det nok blive en lille smule bedre altsammen.

Årets tirader

For mit eget vedkommende har året 2020 været noget af en rutsjetur. Det var præget af en usikker arbejdssituation, hvor jeg som tilkaldevikar blev kastet rundt på 4-5 forskellige arbejdspladser. Flere gange med fastansættelse i udsigt, der imidlertid aldrig blev til noget, på grund af … i ved nok hvad.
Jeg landede mig på den måde symptomer på både angst og depression og deraf følgende stærk vigende lyst og energi til at anmelde. Selv syntes jeg, jeg kun fik klaret det akkurat mest nødvendige, men ved gennemlæsning af indlæggene fandt jeg alligevel en række heftige tirader undervejs.

Jeg roste blandt andet Lervigs Toasted Maple Stout for at levere ‘et sjældent los i smagsløgene. Her kunne bloggen både fejre indlæg nr. 1200 og den første tirade om den amerikanske præsidentvalgkamp. Lidet anede jeg på det tidspunkt hvilket storslået klovnecirkus det senere ville udvikle sig til. Ruth Bader Ginsburg’s død skabte bekymring for, om Trump ville lade afløseren Amy Comey Barret sikre ham præsidentembedet efter et valgnederlag. Politiet gik heller ikke fri i år, omend mine tirader vendt mod dansk politi var væsentlig mindre hidsige end de mange vendt mod amerikansk politi i forbindelse med den mere end retfærdige harme der blev vendt mod dem i kølvandet på korpsets mange racistiske mord på den sorte befolkning.
Apropos racisme opdagede jeg også i løbet af året hvor åbenlyst og godvilligt den flashes, næsten som en form for omvendt virtue signalling. Anledningen var en video jeg havde lavet om SAS’ reklame, hvori luftfartsselskabet såede tvivl om det skandinaviske ophav for ting, man ellers forbinder med de skandinaviske lande. Det lover ikke godt for fremtiden, men i det mindste viser racisterne i vore dage ærligt deres (sortbrune) farver, så man ikke længere kan være i tvivl om deres maligne intentioner.
Det var også højrefløjen, der krævede kirkerne åbent både til påske og jul – som om der ikke var en dødelig pandemi på spil, mens krigen mod jul til gengæld udeblev.

Andre aktiviteter …

Det skal mest handle om, hvad jeg lavede på bloggen. Men på sigt skulle blogprojektet og min videokanal gerne mere og mere blive to sider af samme sag. Aktiviteterne på videokanalen har på grund af mit skiftende psykiske velbefindende været noget svingende, men jeg formåede at få en af mine absolutte yndlingsyoutubere, Aron Ra med på en livestream, og det vil nok stå som kanalens højdepunkt i hvert fald et stykke tid frem.
En Patreon-konto var et andet initiativ, jeg startede for at få mine netaktiviteter til at kaste en lille smule af sig. Indtil videre har to meldt sig som støtter, og bliver dermed nævnt i slutningen af mine videoer. Imidlertid trækker projektet ingen penge i øjeblikket, da jeg er på dagpenge. Se det eventuelt som en lejlighed til at melde sig som støtte, med mulighed for at fortryde inden jeg finder beskæftigelse, og genaktiverer kontoen.

2020 blev også året, hvor i et mørkt øjeblik kom til at kyle mit yndlingsglas på gulvet. Drageglasset, som jeg bruger til øl, jeg har høje forventninger til, lever dog stadig i bedste velgående. Og med pakken fra Løkken bryghus, jeg brokkede mig over tidligere, fulgte også to glas, hvoraf det ene for længst er blevet et nyt favoritglas.
Så i det mindste fandt nogle af årets katastrofer en hurtig løsning.

Årets øloplevelser …

Vigtigst af alt her på bloggen er selvfølgelig øllet. De største oplevelser var uden sammenligning Ole Wolfs gavmilde donation fra tidligt på året, og mit bekendtskab med det hedengangne bryggeri Broaden & Build under temaet ‘Farvel og Goddag‘ i efteråret. Det er blandt de øl, at årets største øloplevelser skal findes.

Trolltunga, som Ole havde med, var et finurligt forsøg på at kombinere de to stilarter, jeg elsker allerhøjest: IPA og Sour Ale. Det kunne næsten ikke andet end gå godt, og ganske rigtigt: umodne stikkelsbær blander sig umanerligt elegant med bryggets sprøde, bitre aroma til fryd for alle, der ikke kan få det surt og bittert nok. – For så kan man bare kombinere det!
Et spørgsmål der imidlertid nage er, om et bryg som dette ikke altid vil være et 50/50-bryg frem for et 100%-bryg. Et supersurt bryg vil altid ske på bekostning af andre aromaer og det samme gælder et superbittert bryg. Så er det i virkeligheden ikke blot et bryg, der er halvt surt og halvt bittert?

Optical Prism er til gengæld et 100%-bryg. Det er surt hele vejen igennem – og kun surt. Et ocean af eddike, der ville få mundhulen til at føles større, fordi brygget udhuler hele kæften med sin ætsende syre – hvis ikke det var fordi samme syre få mundtøjet – ja, hele hovedet faktisk – til at implodere i en Pia Kjærsgaardsk hønserøv, så man efterfølgende må mærke efter, om øjne, læber og næse nu også sidder, der hvor de plejer.
Men netop som man tror, det ikke kan være vildere, tropper …

Red Tide op. Ligeledes en ultrasur helvedespøl, hvorfra intet slipper op, men øjeblikkeligt opløses, optages og assimileres til én giftig eddikesubstans. Ud over at ansigtet her krænges sammen i en singularitet snarere end en hønserøv ved indtagelse, brænder det også i brystet, og man får den samme stakåndethed, man måske kender fra at have drukket for meget citronsaft. Desuden overdrev jeg ikke, da jeg skrev om, hvor meget dette bryg river i snudeskaftet ved indsnusning. Ved kontakt med næsens slimhinder gør brygget fysisk ondt, og man lærer snart at vare sig for, at gøre det for meget.

Red Tide vinder titlen som årets største øloplevelse i et usædvanligt stærk felt. Det har vitterlig været et godt år – ølmæssigt i hvert fald – på Kajs Ølblog.

Ingen Kajs Ølblog uden også at udnævne nogle tabere, og samtidig gnide godt med salt i såret:

Bel Air Sour formåede ikke så meget at fornærme smagsløgene, så meget som den ikke formåede at berøre dem overhovedet. Lette oplevelser, der stryger med håret er selvfølgelig ikke uforventelige, når vi har med The Brooklyn Brewery at gøre. Men det her tager alligevel prisen!
Mage til skuffelse … surt øl er på vej frem, lige så stille, og det er selvfølgelig bedst at fare med lempe og forsigtighed til de mange, utrænede og uforberedte munde. Men det kan også blive for forsigtigt. Et dryp vineddike i en vandtank på størrelse med Silkeborgsøerne – eller måske ikke helt, for så små er Silkeborgsøerne selvfølgelig heller ikke.
Brygget er en hån mod enhver, der nyder sure øl, og egner sig heller ikke som vadesten for dem, der vil lære typen at kende. Tag i stedet en mild Geuze, som fx Mort Subites eller Mariage Parfait – eller evt en belgisk frugtøl. De smager i det mindste af noget.

Indie fra Brewdog bød på et mindre mysterium. En af de lyseste pilsnere, jeg nogensinde har prøvet, fra et bryggeri, der ellers anses som en af pionererne fra den internationale ølrevolution. Men man skal selvfølgelig ikke skue hunden på hårene, så ned røg brygget da – meget hurtigt. Ikke ulig et frisk glas danskvand, for det var nok, hvad det mest mindede om – punktum. Nej, det var ikke det, det mindede mest om ud over øl. Danskvand var, hvad det mindede mest om.
Med en alkoholstyrke på 4,2 landede brygget ellers omkring almindelig pilsnerstyrke, så hvorfor fandt smagsekvilibristerne fra Skotland det nødvendigt at frarøve brygget enhver skygge af aroma?
Vel, 2020 bød som bekendt på flere interessant alkoholfri oplevelser, og som det nytænkende og progressive bryggeri Brewdog er, har de vel hurtigt fået den idé at vende dét koncept på hovedet; for at brygge en alkoholdig øl, der smager som en almindeligt kendt alkoholfri øl – af ingenting.
På en måde er ideen god. Resultatet forbliver til gengæld elendigt.

Med Tuborg Nul har den komplet udrikkelige Tuborg Super Light fundet sin arvtager. Opvaskemiddel og zink udgør aromagrundstammen i det gamle næsten alkoholfri produkt, og det eneste gode, der kan siges om det nye produkt er, at det kun står næsten lige så slemt til, men ikke helt.
Metal og sæbe møder man ganske vist også i Tuborg Nul, men Carlsberg lader til at have gjort en indsats for at skjule det lidt bedre. Der synes at være mere vand i blandingen, så de fæle smage ikke træder frem i samme grad som tilforn.
Men fravær af dårlig smag er ikke ensbetydende med god smag. Far from it. Carlsbergs absolutte flop fremstår så meget desto værre ved tanken om de gode alkoholfri øloplevelser, jeg havde i løbet af året. 2020 var året, hvor de alkoholfri øl omsider fik lov at gøre reelt væsen af sig. Samme år sendte Carlsberg deres suverænt kedeligste alkoholfri øl på markedet nogensinde … som afløser for deres fæleste.
Jeg vælger at afstå fra en bedømmelse af, om der var tale om en forværring eller en forbedring. I begge tilfælde vil forandringen være så mikroskopisk, at det kunne være det samme.

Tak til alle, der gav øl, tak til bryggerierne for at levere stof til bloggen, og tak først og fremmest til læserne for endnu et år med gode, mindre gode, samt slet og ret elendige øloplevelser. Uanset kvaliteten af øllet, vil jeg fortsat bestræbe mig på at levere de bedste og mest læseværdige ølanmeldelser i kongeriget.

Oude Geuze, 3 Fonteinen

Studenterchampagne …

Selvfølgelig godter jeg mig også over det kaos, vi i disse dage bevidner i partiet Venstre. Nu har det omsider kostet Inger Støjberg formandsposten, og som det sølle skrog af et menneske jeg er, er jeg naturligvis fuld af skadefryd over, at hun er blevet tvunget fra posten, og garanteret har det rigtig skidt med det.
Egentlig havde jeg ikke forventet at hun ville gå af. Jeg troede, der var meget mere Donald Trump i hende, og at hun ville bralre op om konspiration, afstemningssnyd og fremmede magters indblanden … Cubas afdøde Fidel Castro måske, nu hvor Hugo Chavez er taget af Donald Trumps advokatteam.
Men mod min forventning gik hun altså af. Det er egentlig ærgerligt, for hun gjorde så dejligt meget skade på partiet Venstre, som jeg så inderligt foragter. Jeg ønsker at se det parti styrte i grus i en storslået ildkugle, hvorefter jeg vil danse rundt om den rygende ruinhob – og ja, jeg vil helt sikkert tage øl med til lejligheden (og mundbind, hvis COVID-19 stadig skulle hærge på det tidspunkt).
Jeg håber i mit knap så stille sind, at hun inden længe gør comeback. Med eller uden dom ved eventuel rigsretssag har hun stadig kæmpe opbakning fra partiets menige medlemmer. Så jeg håber hun går efter formandsposten som det næste og skal I bare se løjer. Jeg er så gammel, at jeg stadig husker Fremskridtspartiets landsmøde i 1995. Det ville bestemt være en genudsendelse værd – blot denne gang med Venstre i centrum. Kom så Inger! Du skal ikke bare lade dem afsætte dig!

Vel … jeg har selvfølgelig også en øl at anmelde …

Jeg er en fattiglus, og vælger derfor at fejre nytåret på bloggen med Belgisk studenterchampagne. Helt ærligt er det jo også langt bedre end rigtig champagne.
Mindst lige så sprudlende frisk, endnu mere perlende i sin mousserende karakter, og så smager det bare af mere.
Nåhr ja – og faktisk ser det også smukkere ud. Kornfarvet, lettåget og mystisk, som det hviler under det pikante skum i champagneskålen.

Geuze er en blanding af forskellige rene, vildgærede belgiske bryg, kaldet foeders. Hver for sig er foeders ofte lige lovlig sure til at blive drukket direkte fra lagring … i denne bloggers øjne er folk godt nok også nogle pylrehoveder og piveskidderikker, når den rene vare er dem for styg, men jeg indrømmer på den anden side også gerne, at man hurtigt kan få nok af de supersure foeders, efter hvilken en geuze runder oplevelsen nydeligt af.
Denne specifikke oude geuze er ifølge bryggeriet blandet sammen af 6 forskellige fade fra 5 forskellige individuelle brygninger. Ikke at det gør mig voldsomt klogere, men at bryggeriet gør noget ud af at fortælle i detaljer, hvordan brygget er blevet til, borger lidt ekstra for kvaliteten.

I næsen perler det friskt og mere surt end jeg havde forventet. Det er ikke en geuze for begyndere, sådan som det næsten svier i næsevæggene. I aromaen finder man de mest udsøgte umodne, skriggrønne æbler, smagt til med kryddereddike. Man efterlades overrasket over, at ansigtet ikke vrides og vendes i groteske grimasser, selvom brygget eller føles surt nok, men igen – geuze, ikke foeder. Overraskende kan man også tydeligt smage humlen. Den melder sig i eftersmagen, rund, rar og med aroma af val- og paranødder.
Knap så meget syre, mere kontur og en mere mangfoldig aroma er det man får i bytte for foederens småfarligt lave ph-værdi. Begge dele er godt, ikke mindst når man kan få et bryg som dette, der kun i ringe grad går på kompromis med syren, til gengæld for at det kan nydes i lange drag, uden at ommøblere ansigtet hver gang et par dråber når inden for læberne.

Husk at vaske hænder derude, hold afstand og brug mundbind.
Godt nytår i godt øl!

Christmas Ale, Corsendonk

Reddet på stregen …

Udbuddet af juleøl har ladt noget tilbage at ønske i år. Ikke at der har manglet gode øl i højtidssæsonen. Der var bl.a. en formidabel vinter-IPA fra Khioskh og en nydelig røget bock fra Heller. De var bare ikke brygget som egentlige juleøl (helt uden at Dansk Folkeparti anklagede bryggerierne eller distributøren, SuperBrugsen, for femte-kolonnevirksomhed i den muslamitastiske magtovertagelse. Så har man set det med).
En håndfuld bryg, der blev brygget som juleøl blev det ikke desto mindre til. Men med dem har jeg godt nok ikke været videre heldig. De tre første famlede rundt mellem to og to en halv i karakter, og jeg skulle op i en markedsføringskaliber, hvor man lægger flaskerne i ekstra emballager, før jeg nåede op på et acceptabelt niveau.

Således også denne, ret stærke (8,1%) belgier i delestørrelse. Den blev leveret i en høj metalcylinder, som jeg nu spekulerer på, hvad jeg skal bruge til. Jeg nænner ikke rigtig at smide den væk.
Den blev nydt til, hvad jeg selv betragter som julens officielle afslutning for mit vedkommende: min medvirken i en 36 timer lang livestream-marathon, arrangeret af en af mine gode venner fra ateist-miljøet, der er kendt under navnet Purple Rhymes with Orange.
Mange ikke-troende – især i USA, hvor Purple har til huse – er alene i julen. Især når man er vokset op i fundamentalistiske kredse, hvor man ikke ser mildt på frafald. Det er andet år i træk, at marathonen blev arrangeret, og mit 2-timers bidrag kan ses her. Ideen er at give ensomme uden tro noget at samles om i juledagene, og det må siges at være lykkedes ganske godt, de mange live-kommentarer taget i betragtning.

Brygget er ganske mørkt, omend gennemsigtigt, når det holdes op mod lyset. meget restgær er der heller ikke i den. Skummet er akkurat knækket i det gyldne, klæber adækvat, men gør så heller ikke mere væsen af sig. Duften er sødlig og let alkoholisk – ligesom den initiale aroma, der slutter af med en let brændende fornemmelse i gane og svælg.
Fremturende alkohol – det kunne være meget værre. Sødmen lægger sig i det krydrede hjørne og peger i retning af tørrede figner og svesker – det er faktisk julet, og endda julet på en måde, man nemt genkender.
Samtidig er brygget dejligt letdrikkeligt og glider lige ned i løgnhalsen, hvis man glemmer at give det den tid, der skal til, for at man annammer aromaerne ordentligt. Læsere, der kender mig, vil vide, at dette gerne er min subtile måde at antyde, at et bryg godt kunne have brugt noget mere fylde og aroma, end man bydes.

Men det er nu godt nok … Beggars can’t be choosers. I betragtning af, hvor få dage der er tilbage af dette anno horribilis kunne det være gået meget værre. Hvis dette er 2020 sidste stød af ubehag, så kunne noget tyde på, at alt det modbydelige, vi har måttet døje med i det forløbne år måske – måske – så småt er ved at få en ende.
At julen afsluttes med en øl, der i det mindste er god nok er faktisk mere, end man turde forvente.

Christmas Ale, Shepherd Neame

Pretty English …

Glædelig jul allesammen!

Juleaften tilbragte jeg i min nære families skød, det vil sige hos mine børns mor. Jeg er evigt taknemmelig for, at man stadig kan være venner og få den slags til at fungere, selvom man har en skilsmisse bag sig.
Julen er traditionernes fest, og traditionen tro havde jeg fundet mig en øl, jeg kunne drikke langsomt i løbet af juleaftensdag, mens min eks’ fede, lækre julemad var i sin vorden. Fint skulle det være i forbindelse med højtiden, så det blev en øl i en særlig emballage – en nydelig papkarton i julens farver uden om flasken.

Bekymringen lurede imidlertid. Hvor ofte har man ikke oplevet, at den fine indpakning blot var til for at skjule, at indholdet bestod af vanlig, generisk standard og gerne lavere end det? Men julen er vist nok også håbets tid, så op af emballagen blev den mindst lige så flot-etiketterede flaske hevet, behørigt åbnet og skænket.

Flot er brygget i hvert fald. Gyldent skum, som jeg ikke skal brokke mig for længe over, faldt lidt hurtigt, over det fineste, dyborange bryg. Undtagelsesvis fangede kameraet, trods overbelysning og andre tegn på, hvor elendig en fotograf, jeg faktisk er, bryggets udsøgte lød perfekt. I en noget mere rødlig nuance blinker advarselslamperne – omend uden lyden af alarm – da næsen sættes for brygget. Syrligt, mere end noget andet – men også krydret. Nelliker og en snert af muskat byder trods syre op til hyggelig dans om juletræ, og således fremstår brygget alligevel julet, selvom det indledningsvis ikke peger helt så meget som ønsket i den retning.
Oplevelsen fortsætter i smagen. Ja, brygget forekommer en smule syrligt, men ledsages også af en solid bitterhed af mørk træ, og flere julede krydderier. Malten leverer også adækvat fylde og en snert af honning. Det hele passer fint sammen, også selvom det måske ikke matcher dansk jul perfekt.
Men nu er brygget jo ligegodt heller ikke fra Danmark. Det er fra England, og er i virkeligheden et ganske fint eksempel på britisk brygtradition. Det nydes bedst tempereret, og vil forekomme mere surt end det vandige pilsnersprøjt de fleste spytter i på vore længdegrader. Det er baseline. Derudover er der fine nye og gamle smagsnuancer at finde og udforske – et lille undervisningsstykke i en fremmed brygtradition passer mig fint i en højtid, hvor traditionsbundetheden kan være kvælende.

Det glæder mig, at det omsider lykkedes mig at finde noget, der mindede om en ordentlig juleøl. Eller i det mindste en juleøl, der smagte godt. Det er ikke den mest perfekte øl til julebordet måske, men den leverer en oplevelse der er julen værdig med rigeligt af julens aroma – i et for os (brunede) kartoffeldanskere uvant arrangement.

Endnu engang glædelig jul. Se mig eventuelt på internettet klokken 13 i dag.

Brilleabe, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken IX)

Men glasset er godt …

Jeg har så været lidt af et kødhoved hele tiden. Ja, det ved vi selvfølgelig godt allesammen, men når det viser sig i et omfang som her, så bliver man mindet om det i en grad, så det er værd at påpege for at gnide lidt ekstra salt i såret.
Hvorom alting er, viser det sig, at den forsendelse øl, jeg modtog fra Løkken Bryghus forleden, også bestod af et mindre parti øl fra et andet bryggeri, jeg heller ikke havde prøvet noget af før.
Tre øl var således fra Bryggeriet Vestkysten. Og det forklarer sådan set også, hvorfor der var sådan et fint glas med i pakken fra det bryggeri. Som allerede nævnt har glasset overtaget pladsen som mit favoritglas efter at det gamle røg på gulvet. Øllene var i øvrigt i en helt anden type flaske end Løkken Bryghus’ øl, så der var alle chancer for, at jeg ville opdage variationen i pakken allerede ved udpakning.
Men nej … Først da jeg i går eftermiddag satte mig til rette på min yndlingsstol for at passe min yndlingsbeskæftigelse her under pandemien: at hyggesnakke med mine venner over internettet, opdagede jeg, at der var tale om øl fra en anden leverandør …

Det er i øvrigt ikke lykkedes mig at finde nogen hjemmeside for Bryggeriet Vestkysten, og jeg har brandet mistænkt for på en eller anden snedig måde at høre under Løkken Bryghus. Hvorfor skulle de ellers sende mig bryg fra en konkurrent? Mit gæt er, at BV er Løkken Bryghus’ eksperimentelle division, mens hovedbryggeriet står for det bredere udvalg.
I hvert fald lægger jeg her hårdt ud med en specialølsklassiker: en IPA med en spøjst specifik styrke på 5,78% og med navnet Brilleabe. Abelist? Måske en smule, men også et fjollet og forældet derogativ, der nok efterhånden har mistet det værste af sin svie.

Allerede ved skænkning dufter brygget lovende af mørkt træ. Det matcher bryggets relativt mørke, klare ydre. Efter alt at dømme er brygget filtreret – og hvis det er det, der skal til for at holde brygget ensartet og velkontrolleret, så gerne for min skyld. Gyrup Gård i Snedsted, der ligger i cykelafstand fra min lille hybel i Thisted har leveret den økologiske malt som man også mærker en sød antydning af.
Alt sammen meget besnærende … desværre går de gode takter ikke igen i smagen. Her mærker man intet til malten, brygget føles mestendels vådt – bland – er et engelsk ord, der uvilkårligt melder sig om den småsyrlige, udefinerbart træ-agtige smag og mundfornemmelse. Ananaskirsebær – måske med en dråbe honning, og så ellers en satans masse vand, rundet af med en bismag af jern er hvad man bliver budt.
Mildt sagt har jeg svært ved at lure meningen med den her IPA. Den mangler typens ikoniske frisk- og bitterhed, og det den byder på i stedet, er ingen større nydelse.

En skæv debut for Bryggeriet Vestkysten … Det bedste de har leveret til bloggen her, er fortsat det fine glas.

Årsøl, Klosterbryggeriet (Marcus’ julegave I)

Nærmest himmelsk …

Marcus – min trofaste medsmager gennem årene – var så venlig at sende mig et par bøger jeg havde bestilt i julegave, sammen med en julegave til mig, jeg slet ikke havde forventet: Fire øl fra Klosterbryggeriet, et etablissement på Øm Kloster ved Ry.
En stor tak skal lyde til ham. Desværre kommer det nok til at vare noget tid, før vi igen kan nyde øl sammen, what with pandemi and all. Til gengæld er jeg evigt taknemmelig for forsendelsen, der nok skal være udvalgt med omhyggeligt hensyn til mine følsomme smagsløg.

Der var ikke nogen juleøl i samlingen, og godt det samme. For juleøllene har vi ikke været videre heldige med i år. Til gengæld har det slet ikke stået så skidt til med de øl, der ikke har været juleøl. Traditionen tro har flere af dem været væsentlig mere juleegnede end juleøllene selv, og det skal slet ikke udelukkes, at det også kunne være tilfældet med nogle af disse øl. Det bliver imidlertid noget begrænset hvor mange af dem, jeg kan nå at prøve og anmelde inden juledagene. Men det jeg når at anmelde, vil selvfølgelig blive anmeldt i lyset (eller rettere mørket) af den stundende højtid.
Den første er en af mine favorittyper … nu hvor de sure øl er ved at få overtaget som min favorittype, må IPA, som vi sidder med her, se sig om ikke slået, så i hvert fald i skarp konkurrence om førstepladsen, og således kun være en af mine favorittyper for tiden.

Den her IPA kæmper fra starten bravt for at genindtage førstepladsen på vegne af sine brødre. En tæt bitter em af friskskåret træ blander sig lækkerhedsagtigt med en nyligt åbnet stor pose altheabolsjer. Aromatisk, sødt og først og fremmest skarpt bittert – lige som det skal være. Kønt er brygget også – korngult under kridhvidt, fedtet skum … det behøver ikke være fancy eller utraditionelt for at være perfekt.
Det gælder i øvrigt også i smagen. Hvis bare brygget ellers er bittert og frisk er det som regel ikke bare godt nok, men rigtig godt. Man skal ikke desto mindre ned i detaljerne for at finde forskellene på de gode IPA’er, og på det punkt overrasker dette bryg.
Bitterheden er skarp, vældig og fremturende af tørt nåletræ, der flækkes med et knald. Ind mellem årerne vælter den friske harpiks, sød som honning og med en karamelliseret karakter, jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde er stødt på før i en IPA.
Og det fungerer! Fra tid til anden kaster bryggerierne en ny ingrediens i mæsken – eller de prøver med en ny gær eller en ny humle. Nogle gange går det godt, andre gange må man løbe for at den spontane udspytning kommer til at ske et sikkert sted, og ikke på stuegulvet. Men her går det altså godt.

Debuten for Klosterbryggeriet er i hus, og de har bestået med glans så stor, at jeg tør være optimistisk med hensyn til de næste også.

Men alt kan brygget ikke – det er ikke lige til julemiddagen, det skal nydes.

Strong Ale, Thisted Bryghus

Farin og nødder …

Besøgstallet for december ser meget fint ud. Jeg har faktisk aldrig haft så mange gennemsnitlige klik pr. dag på min blog nogensinde før, som jeg har haft i indeværende måned. Mit mål for i år var at nå op på 4.000 klik pr måned – det mål er for længst nået, og i november nåede jeg endda op over 5.000.
I mit stille sind tænkte jeg, det kunne være sjovt at nå op over 6.000 læsere – et tal, jeg aldrig er nået op på før, men så tænkte jeg igen. For med den raketfart, læserne rasede ind på bloggen de første dage af december, var der ingen grund til at tænke småt.
Så nu går jeg efter 7.000 læsere på bloggen i december. Over 1.000 mere, end jeg nogensinde har haft før – fordi det ligger vel inden for det mulige, omend det også vil kræve et minimum af anstrengelse fra min side.
At anstrenge mig er imidlertid ikke det, jeg gør med størst fornøjelse for øjeblikket. Uanset hvor introvert jeg er, rammer den fornyede Corona-isolation også mig, og sammen med ledigheden har det desværre resulteret i en temmelig grim depressiv tilstand. Den kæmper jeg dagligt med at reducere og forbedre – blandt andet ved at holde fast i at dele indlæg på min blog med ikke alt for store mellemrum, men det kræver en større indsats end ellers.
Min YouTube-kanal sker der således ikke meget på. Min fødselsdagslivestream er det seneste, der kan ses, og det er fra starten af november. Jeg har sagt ja til igen at hoste et segment af en Christmas relay Stream på juledag. Måske vil det sparke lidt liv i kanalen igen – jeg gør i hvert fald hvad jeg kan for at få lidt sving i aktivismen igen, selvom det er svært.

Øllene render i mellemtiden ingen steder. Den her stærke sag åbnede jeg mere end noget i mangel på bedre. Fx i mangel på juleøl, af hvilke udvalget har vist sig meget begrænset heroppe i det nordvestjyske. Jeg købte den i Føtex for nogle måneder siden, hvor der var tilbud, hvis man købte fire øl af gangen. Da jeg havde fundet tre (herunder de seneste øl fra to øl) var dette den øl, der så mindst uinteressant ud af det, der var tilbage på hylderne.
7,2% er langt fra det stærkeste, jeg har prøvet, men det er vel alligevel stærkt nok til, at betegnelsen ‘Strong Ale’ ikke er direkte ulovlig. Samtidig er brygget dejlig mørkt, og dufter fyldigt af mørkt sukker og svesker. Forrest på tungen er brygget blødt og sødt smagt til med kagekrydderier og rigeligt farin. Som det ruller gennem munden ændrer det karakter og bliver mere bittert. Det ender ved mandlerne med en markant, næsten besk aroma af lidt for gamle hasselnødder. Igen er det den slags aromaer, man helst er fri for uden for øl, mens det i et bryg som dette opleves som karakter og raffinement.
Ligesom Aecht Schlenkerlas ‘Eiche‘ ville brygget her slet ikke være umuligt på et julebord. Fylde og sødme er mere end adækvat til den fede julemad, og bitterheden leverer krydderiet. Det er langt fra første gang, at erfaringen med sæsonens såkaldte juleøl viser, at ordet ‘jul’ langt fra garanterer egnethed til højtiden, ligesom uegnethed ingenlunde fremgår af ordets fravær på etiketterne.

Så skulle der være udsolgt af de dedikerede juleøl skal man ej fortvivle – der findes gangbare alternativer derude.

Funky Santa, Midtfyns Bryghus

Sær jul …

Funky er ikke bare en musikstil. Det er også et fuldstændig kromulent ord på engelsk, hvor det betyder noget i henretningen af ‘mærkeligt’ eller ‘uregerligt’ … fordi de der funky rytmer med den inciterende bas, bare er så uregerlige, eller noget.
Det virker jo mægtig besnærende, når der skal hentes juleøl hjem til anmeldelse. Man forventer noget nytænkning i en højtid, der er kendetegnet ved sin fastbundethed til traditioner, der for alt i verden ikke må ændres. Men forandringen kommer alligevel – for 200 år siden (rundt regnet) blev juletræet en trend. Og på en eller anden måde må det jo have maset sig ind blandt de allerede eksisterende juletraditioner.
Gad vide hvem der mon dengang fik skylden for den slags samfunds- og verdensomstyrtende anarki? Muslimerne var der jo ikke rigtig endnu til at kunne tage skraldet for den slags? Måske var det jøderne man hakkede på i stedet? Og katolikkerne! Helt sikkert også katolikkerne.

Men tilbage til øllet før jeg kryber alt for dybt ned i det kaninhul. Midtfyns BryghusFunky Santa er en brown ale brygget med hvedegær. Det skulle give brygget et krydret udtryk, hvilket jo kunne gå hen og passe helt fint til and, flæsk, svesker, brunede kartofler samt først og fremmest sovs.
Brunligt orange og med masser af gærflager tumlende rundt i sig tager det sig i hvert fald utraditionelt ud. Det samme kan man roligt sige om bouqueten – den er underligt sødt-syrlig, en smule i retning af æbleeddike. Og æbler er selvfølgelig også forbundet med julen, men ikke i en sådan sur sammenhæng.
Syren går igen i smagen, og diskvalificerer dermed hurtigt brygget som juleøl. Ananskirsebær gør sig bare ikke særlig godt på julebordet. Heller ikke selvom man i den underligt sur-søde masse hist og pist kan finde spor af nogle julerester. Tørrede figner her, pebernødder der.
Brygget har i øvrigt en nogenlunde adækvat fylde, godt hjulpet på vej af 8,5% alkohol – men slutproduktet forekommer underligt fragmentarisk og det overordnede koncept er lige så sløret og grumset som øllet selv.
Brygget er nu hverken væmmeligt eller udrikkeligt som sådan. Det er blot ubrugeligt til julebordet … og påskebordet og pinsebordet og til mortensanden og fastelavnsbollerne. Mere end noget andet forekommer det som et brygeksperiment, der ikke rigtig er lykkedes, og så har man ellers bare smækket en etiket på, der passer til den tid på året, hvor eksperimentet blev foretaget.

Det er sjældent at den slags ender så’n rigtig godt.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme