En af de gode …
Så mistede vi Little Richard. Jeg husker min barndom – jeg har været 7 eller 8 år, hvor jeg fandt mine forældres gamle Beatles-plade. Ja, de havde kun én. Og den hed … hold godt fast: “Die Beatles”. Det var nemlig en tysk udgivelse, men gudsketakoglovforalt ikke en af de tysksprogede indspilninger, Beatles indspillede til det tyske marked. – Egentlig ærgerligt alligevel. For den ville garanteret være mange penge værd.
På side 1 kunne man høre nogle klassiske, tidlige Beatles-numre som fx “She Loves You” og “I Wanna Hold your Hand” mens der på side 2 fandtes nogle Beatles-fortolkninger af andre rock-ikoners numre. Herunder The Marvelettes’ “Please Mr. Postman”, Chuck Berry’s “Roll over Beethoven” og Little Richard’s “Good Golly Miss Molly”.
Nogle år senere forærede min onkel mine forældre et par plader fra en Rock’n’Roll-antologi. Herunder én med Little Richard (og Chubby Checker, der [bank under bordet] stadig er iblandt os). Genhørs glæde med Good Golly Miss Molly i sin originale udgave gjorde, at jeg med tiden sled det kassettebånd op, jeg spillede pladen over på.
Vi har også mistet Jerry Stiller, et andet kæmpe talent, jeg imidlertid først meget sent fik øjnene op for. Nu må vi se, om vi kan rocke og grine videre uden de to kæmper. Rocke kan man stadig til Tutti Frutti og Good Golly, mens det kniber mere med den sunde latter i coronanedlukningshelvedet, hvor det skingre, sindssyge grin mere og mere tager over – SERENITY NOW!
Men nedlukningen ser så også ud til omsider at få en ende … Så håber vi bare på, det ikke giver bagslag.
Karantænen frembringer sine egne paradokser. Jeg har masser af tid, og alligevel får jeg kun lavet meget lidt på de projekter jeg elsker – med Minecraft som mulig undtagelse. Imidlertid er det også småt med nye øl, jeg har kunnet finde heroppe i det nordvestjyske. Det er ikke kun depression og sløvsind, der har holdt mig fra tasterne den seneste tid.
Beard Brew var imidlertid så søde at sende mig den her, en ny IPA fra deres hånd. Smukt ser det ud, det kobberrøde bryg med det gyldne skum. Humlen prikker både bittert og aromatisk sødt i næsen med indslag af gran, appelsin, fersken og mango. En orientalsk frugtkompot bag nordligere himmelstrøgs kølige, dunkle nåleskove.
De første par mundfulde byder på en velarrangeret aromatisk anretning af frugt og træ i en fuldfed, cremet krop. Ananas og fersken spiller perfekt op til bitterhed af grannåle, fennikel og birkeharpisk. Et lille festmåltid i hver lille mundfuld …
… og derfor kommer det nemt til at tage noget tid at nyde sig gennem dette lille mesterværk. Og efterhånden som det kommer til at stå lidt, bliver frugterne desværre lidt slatne. Til gengæld smager man så træet, nålene og de skarpe krydderier lidt mere, så det er langt fra nogen katastrofe, selvom man kommer til at savne den initiale smagseksplosion en anelse.
Men for at finde den skønhedsfejl skulle jeg også snarere have mikroskopet frem end luppen. Beard Brew kan vi heldigvis fortsat glæde os over – forhåbentlig meget lang tid endnu.
