Jeg troede egentlig, at Pladderballe Bryghus’ produktion kun ville omfatte de fire allerede anmeldte øl, Monrad & Rislund, Kakerlakpuler, Brodtgaard og Kalapøjser, så stor var min overraskelse – og fryd, da det blev bekendtgjort, at der også ville komme en øl mere – en påskeøl ved navn “Påskelammer”.
Det er jo lige op ad Monrad & Rislunds gyde med det fine ordspil, der så elegant kombinerer vold og kristendommens vigtigste højtid. Og med anmeldelsen af denne øl starter også anmeldelserne af årets påskeøl. Heller ikke i år var der nogen bryggerier, der før påske, fandt på at lancere “fastelavnsøl”. Det er åbenbart et koncept, vi kommer til at vente længe på.
Påskelammer er som Pladderballe Bryghus’ andre produkter ufiltreret, og da mine erfaringer som bekendt ikke har været de bedste med ufiltreret øl her på det sidste, valgte jeg denne gang ikke at agitere flasken, før jeg skænkede den. Alligevel fremstod det rødlige bryg lettåget med et stabilt, hvidt og ganske højt skum, der dog ikke delte de andre Pladderballeøls klæbeevner. Duften var også svagere end man er blevet forvænt – en syrlig, letsød og frisk duft af forårsblomster.
Smagen er en sjældent velgørende, omend noget svag kombination af syrligt og bittert. Syrligheden bruser småhidsigt i næsen i løbet af de første par mundfulde, og formår derved at involvere næsen i øloplevelsen. Bitterheden er mestendels gæret, men rent undtagelsesvis gør det ikke noget. Det er ikke særlig kraftigt og på en måde ganske velafstemt med den lette syrlighed af græs og citrusfrugter.
Den eneste deciderede skuffelse er eftersmagen, der mest af alt bare udebliver. Samtidig er aromaen ikke helt stærk nok til, at øllet nydes i de små mundfulde, der automatisk blev drikkemetoden ved seriens øvrige øl. Man tager nogle ordentlige drag, og får på den måde klemt tilstrækkelige mængder af den ellers gode – men altså noget fattige smag ud af brygget.
Som jeg sad der og ærgrede mig over, at jeg havde ventet en lammer, og i stedet fik et svagt, uengageret, ja nærmest venligt tjat, så faldt jeg alligevel i staver over de vidunderlige klumper af bundfældet restgær i glasset. Endskønt jeg ikke havde agiteret glasset, før jeg skænkede, havde en god mængde alligevel sneget sig med, så det i det mindste blev en stor visuel oplevelse.Og så kom overraskelsen.
Det sidste af brygget – det med restgæren – formåede omsider at mobilisere en smag af en kaliber, jeg havde forventet. Restgæren gjorde brygget sødere, mindre gærbittert (paradoksalt nok) og fyldigere. Nu meldte sig toner af rosenblade og en lækker fylde sig i brygget, og restgæren gav desuden en lækker, bitter eftersmag af humle.
Så det endte jo godt alligevel, og næste gang jeg drikker den, må jeg endelig huske at agitere flasken, så jeg få al’ restgæren med med det samme. Indtil videre kan jeg dog kun vurdere den på den oplevelse jeg havde, og der er det altså ikke helt godt nok, at den skulle være så længe om at brillere – også selvom den brillerede så brillant, da den endelig gjorde det.
