Jeg har tænkt mig at bruge månedsskiftet (og bryllupsdagen) til at lave et par småjusteringer af min ølblog. Fremover vil stjernerne være at finde i bunden af mine indlæg, så jeg ikke på forhånd røber, hvor godt jeg kan lide en øl eller ej. Indlæggene vil desuden blive forsynet med en undertitel, der alligevel afslører lidt om, hvad jeg synes om øllet, uden at røbe det hele.
Bryggeriet Ørbæk startede i 1906, men blev i 1997 overtaget af d.herrer Niels og Nicolai Rømer, der omlagde bryggeriet til økologisk drift. Mig bekendt er det det eneste bryggeri i Danmark, der har lagt driften fuldstændig om til økologi, helt afgjort et valg bryggeriet fortjener al mulig påskønnelse for. På længere sigt (ikke bare på sigt. Sigt er enten kort eller langt, måske længere eller kortere, men aldrig bare sigt. ‘På sigt’ er vås, dixi!) kunne det være interessant at se, hvem der klarer sig bedst som økologisk bryggeri, Ørbæk eller Neumarkter Lammsbräu, af hvilke sidstnævnte stadig mangler at imponere. Jeg påtænker inden længe at lave et pointsystem for alle bryggerier med økologiske produkter på programmet, men det er endnu kun på tegnebrættet.
Som det fremgår i manchetteksten til min blog, lever vi økologisk, her i hippiehjemmet i Århus V (i et kvarter, som jeg med skam og ærgrelse har konstateret ikke er en ghetto alligevel. Øv øv øv, her gik man lige og troede … Vi stod ellers på spring til at bestille en ny kanalpakke med Al-Jazeera og Al-Arabiya for at drille visse indskrænkede xenofober i magtens cirkler, men når man ikke bor i en ghetto, så er det bare ikke det samme) og det overrasker gang på gang, hvilke fordele det giver.
En fordel er selvfølgelig, at man undgår alt det gift, der er i konventionelle fødevarer. Desuden smager de simpelt hen bedre end konventionelle fødevarer, der er blevet kunstigt fedet op med kunstgødning og hvad har vi. Tag en simpel spise som kartoffel, fx. Jeg har flere gange oplevet, at have taget en bid kartoffel (det være sig kogt, bagt, ristet, hasselbach eller mos) og sagt. “Nej! De kartofler smager jo fantastisk!” Fra at være noget, man bare indtager sammen med alt det andet på tallerkenen, er kartoflen blevet ophævet til noget af det lækreste, man kan indtage. Den er blevet en bestanddel af måltidet i sig selv, frem for noget, man bare spiser til. Kartoflen anses for at være en kedelig knold, der ikke rigtig smager af noget, men er god til at stille sulten. Men kartofler kan faktisk smage af en hel masse, sålænge de ikke er dopet med kunstgødning og pesticider.
Nogen vil hævde, at økologi er for dyrt. Det er heller ikke løgn, at det er dyrere end det snask man kan købe i discountafdelingen i supermarkedet, men vi har valgt at prioritere de økologiske varer. Jeg linker hermed til lidt inspiration til, hvordan man kan vælge at prioritere anderledes, og gøre selv ligegyldige mellemmadder til festmåltider, uden at det behøver drive én til tiggerstaven.
Nu til Ørbæks økologiske påskebryg. Det har netop været Samhain, og man kan derfor med en vis ret hævde, at påsken er så meget sidste forår. Jeg fandt da også dagens øl som slagtilbud (10 kr. modsat de sædvanlige 16 kr.), da den var ved at overskride sidste salgsdato. Jeg købte den i øvrigt i Ganefryd, en økologisk købmandsbutik i Latinerkvarteret i Aarhus (som det jo hedder nu – ikke at det nager eller glæder mig. Jeg er faktisk temmelig indifferent). Latinerkvarteret svarer til Pisserenden i København, men måske med et lidt mere tiltalende navn. De gør det især i danske økologiske øl, hvor Ren Kost i Jægergaardsgade fokuserer mere på udlandske, særligt tyske, øl. Den nedsatte pris var altså årsagen til, at jeg impulsivt købte den. Den lave pris skyldtes den korte holdbarhed, hvilket var årsagen til, at jeg drak den aftenen efter, og ikke nåede at føje den til min liste over øl i køleskabet, før den blev konsumeret. Endnu engang skal det understreges, at den liste er vejledende, og sjældent passer helt med, hvad køleskabet rent faktisk indeholder.
Påskebryg fra Ørbæk er ganske mørk, brun, svagt rødlig øl med gyldent, næsten orange skum. Duften er kraftig og fyldigt sød. Den giver en fyldig, næsten stoutagtig fornemmelse på tungen, og der er lagt godt i med både sødt og bittert.
Desværre trænger den gode smag ikke helt igennem til de bagerste smagsløg. Til at begynde med stormer den ellers frem for at besætte hele tungen og give, ikke bare et stærkt, men også nuanceret og sofistikeret smagsbillede, men cirka midt på tungen tøver den, standser op, og vælger så, at holde sig på midten, nærmest i frygt for at blive for yderligtgående. Dette er ret ærgerligt, for øl må i mine øjne hjertens gerne blive yderligtgående. I politik er det selvfølgelig en anden sag at være det. Eftersmagen udebliver desværre også.
Men alt andet lige har Ørbæks påskebryg et velafstemt smagsbillede, der både er behageligt, kraftigt og fyldigt og frem for alt vel afbalanceret. Selvom den måske ikke ligefrem er en øl, man udbryder henrykte lovord om, er det helt klart tale om gedigent håndværk, der gør den økologiske tanke ære.