Påske Stenøl, Thisted Bryghus, Påskeøl 2012 XI

Denne øl og Thisted Bryghus’ Påske Ale er de sidste to påskeøl, jeg har tænkt mig at afprøve i denne omgang – altså bortset fra finalen Påskesøndag, i anledning af – ikke påsken, men noget ganske andet, og meget mere spændende og meget vigtigere for både verdenshistorien, og kosmologien! Spændende, ikke?

Jeg har i øvrigt gemt disse øl lidt. Ikke fordi, jeg havde en forventning om, at de skulle være specielt gode, næh, men fordi jeg med dem endnu engang kommer til at ride en kæphest ang. alt for mange af Thisted Bryghus’ produkter, og jeg prøver at skabe lidt luft imellem mine tirader desangående, for jeg kunne godt forestille mig, at det kunne trætte læserne ind imellem.

Problemet er – som nogle vil have gættet – det giftige tilsætningsstof, sulfit (kender man mine synspunkter på området i forvejen kan man med held springe nærværende og næste afsnit over), som bryggeriet, der fandt på at lave dansk økologisk øl som de første, med let hånd pøser i flere og flere af deres specialbryg. Hvis læserne nogensinde har oplevet at få trykken for brystet eller hvinende vejrtrækning efter at have drukket vin, så taler sandsynligheden for, at det er sulfit, der er årsagen. Tilsætningsstoffet bruges til at forhindre videre gæring uden at give afsmag, som fx ascorbinsyre gør det, men rigtig mange – inklusive mig selv – oplever de potentielt farlige bivirkninger.

Så vidt jeg er orienteret, er det ikke lovligt at hælde de samme mængder sulfit i øl, som i vin (særligt hvidvin), og det er derfor næppe forbundet med samme ubehag eller fare at nyde sulfitbehandlet øl. Desværre er det det helt forkerte bryggeri, der eksperimenterer med det. Det sømmer sig simpelt hen ikke for et bryggeri, der har været bannerførere – ikke bare for økologisk øl – men økologi i det hele taget, at tilsætte øl den slags.

Nok om sulfit for denne gang. Øllet skal – sulfit eller ej – anmeldes tro mod de kvaliteter, det måtte have.

Påske Stenøl er (vistnok) den tredje af Thisted Bryghus’ øl, som jeg har prøvet, der er lavet ved at standse spiringen af malten ved at lade den opvarme og karamelisere på hede lavasten. De andre er Black Ale og Jule Stenøl (sidstnævnte også tilsat sulfit, i modsætning til førstnævnte (OK, nu skal jeg nok holde op)). Det giver gerne en meget fyldig og meget sød øl. Lava kan brygget faktisk også godt ligne lidt i sig selv. Det er dybrødt med højt, cremet orange skum. En fed bræmme bliver hængende der hvor skummet nåede op til, da øllet blev skænket. Duften er kraftigt sød og lettere syntetisk som det farvestrålende slik, man ser ved supermarkedets kasser, og også tilsvarende klæbrig.

Smagen er også meget i den søde ende, og desværre også i den syntetiske ende. Sødmen bliver hurtigt kvalm idet det minder én om fornemmelsen, når man ved børnefødselsdage konkurrerede i, hvem der kunne have flest lyserøde skumfiduser i munden. Det er en blanding af alt for sød marcipan og skumfiduser med et strejf af vanille, kombineret – ikke komplimenteret – af en tung bitterhed af harske mandler. – Mandler er med andre ord et gennemgående træk, det er hverken påske- eller forårsagtigt, og det er ikke de gode egenskaber ved mandler, der er taget i anvendelse.

Bedre bliver det ikke af, at øllet med sin klæge, klæbrige mundfornemmelse og fylde er en meget tung oplevelse at arbejde sig igennem. Havde den smagt godt, ville det have været en nydeøl, men den falder ud til mest at være anstrengende at komme igennem. Den lange konsumsionstid viser sig desværre heller ikke at være en fordel, for de harske mandler forvandles lige så stille til harskt sålelæder.

Det er en øl til folk, der virkelig kan lide væmmeligt klæbrige øl, kombineret med noget, der er virkeligt bittert, og som sådan har den for så vidt karakter af en nicheøl. Jeg siger dog nej tak, og knapper hellere en jævn pilsner op.

Støt Kajs Ølblog/Hopswatch via Patreon!