Har I haft en god påske?
Selv har jeg været småsyg det meste af tiden. Det er også derfor, jeg ikke har anmeldt nogen øl, for når det eneste man kan lugte og smage, skiftevis er det snot man har i kraniet og det slim man har i lungerne, falder lysten – og evnen – til at anmelde alt, hvad der smager af noget – herunder øl.
Men nu føler jeg, at jeg er klar igen, og hvad er mere passende her på falderebet, mens vi stadig lige kan nå det, end at anmelde en sidste påskeøl. Rækker Mølle kom lidt dårligt fra start, men som trofaste læsere vil huske med fx Hornbeer, er jeg klar til at prøve mange halvgode – for ikke at sige elendige – øl før jeg afskriver et bryggeri fuldstændigt. Så lad os se, om ikke Rækker Mølle med denne øl kan få noget genoprejsning … eller genopstandelse – det er jo så meget oppe i årstiden, eller hvad man nu siger, når man tror på den slags (det gør jeg ikke, så hvad ved jeg?)
Rækker Mølles Påskebryg er en hvedeøl, der ved opskænkning skaber en masse brus. Og brus er virkelig ordet, for det larmer ikke upassende som faldet mod et vældigt vandhjul, mens det falder hurtigere end tyngdeaccelerationen ved VY Canis Majoris. Intet bliver tilbage. Det er en ren skumimplosion i en hastighed, der ville slå førnævnte kæmpestjernes hypernova med misundelse. Eneste forskel er voldsomheden – gammaglimt, eksplosion og singularitet udebliver, og det er nok også bedst sådan.
Men hvor det visuelle skumudtryk måske scorer den laveste karaktér nogensinde, så er selve brygget slet ikke så kedeligt. Det ligner appelsinjuice – inklusive frugtkød, da brygget er ufiltreret – og det er ikke mærkeligt, når man på etiketten kan læse, at der er brugt appelsinskal i brygprocessen. Duften giver da også et citrusindtryk, måske mere af grape end appelsin, men også et mere traditionelt hvedeølsindtryk af franskbrødsdej og gær, ledsaget af mere venlige søde toner af honning, syrénnektar og rosenblade. Gær og sødme varsler imidlertid også den famøse blanding af denatureret sprit og marcipan, som man jævnligt oplever i belgiske (eller belgisk inspirerede) hvedeøl.
Det er så heldigvis ikke tilfældet. Det er en fortrinsvis sød hvedeøl, og selvom gærindslaget er markant, brænder både roser og abrikos igennem. Småsyg som jeg var, drak jeg kun sodavand – en Harboe Abrikossodavand, for at det ikke skal være løgn – Langfredag til min fars påskefrokostarrangement. Og nærværende øl har, minus den syntetiske og overdrevent sukrede finish i Harboes abrikossodavand, lidt den samme karakter. Igen er det ikke overraskende i betragning af den tilsatte appelsinskal, der altså kan smages – lidt for meget, i mine øjne. Det er i en eller anden grad snyd at tilsætte øl ingredienser, for at få det til at smage af noget, det egentlig ikke er.
På en anden side; hvor ofte har man ikke drukket hvedeøl, der mest smagte surt af gær? Og det kan man ikke anklage den her for. Den er sød og forfriskende med et ganske velafstemt indhold af kulsyre og præcis det rigtige gærindslag for, at der ikke går ren appelsinsodavand i den. Som sådan fremstår den tilsatte appelsinskal også ganske velintegreret, og det samlede smagsbillede forbliver flere odds til trods ganske helstøbt og harmonisk. Det er – som de nok ville sige på de kanter – slet ikke så ringe endda.
