Så hellere guld …
Platin er mere værd end guld. Alligevel er der aldrig nogen, der vinder en platinmedalje, fordi … det er bare ikke sådan, klaveret spiller. Men fair nok – hver gang prisen på [indsæt variabel] substans overstiger guldprisen, kan man næppe forvente at samtlige forbund inden for alle sportsgrene i alverdens lande laver medaljerne om. Sikke et artigt kaos det ellers ville skabe. Underholdningen ville sikkert være større end selve sportsudøvelsen … og der må jeg så modstræbende indrømme min egen bias.
Og alligevel – jeg kan godt lide at se sport en gang imellem. Og jeg holder da også stadig med Fremad Amagers fodboldhold også selvom det efterhånden er mere end en håndfuld år siden, jeg boede på den grønne ø syd for hovedstaden. Men det er ikke noget, jeg går synderligt meget op i.
Det er sikkert tradition, eller sådan noget, der byder at førstepladsen får guld, andenpladsen sølv og tredjepladsen bronze. Og resten af rosset taler vi ikke om, for det er også tradition – og så må det som bekendt ikke laves om, for så kollapser galaksen som bekendt … eller den hvide mand mister en flig af sin magt, og det er jo mindst lige så slemt, hvis ikke endda værre.
Og før jeg fuldstændig mister tråden og falder uigenkaldeligt ned i kaninhullet, må jeg hellere legitimere min lange tirade med – hvis læserne ikke allerede skulle have gennemskuet det – at dagens øl er et platinblend af friske, sure, lagrede (ja okay, altså friske i smagen ikk’ å’) vildgærsøl fra Belgien. Den sidste i en serie af tre, jeg modtog fra en anonym donor.
Serien har endeligt overbevist mig om, at rigtig champagne er noget opreklameret fis der ikke når denne Bruxelles champagne eller studenterchampagne som en af udlangerne af brygget ved Ølfestivalen i Esrum vist nok fik kaldt det for et par år siden. (I ved, før den der Mexicanske øl, alle render og snakker om, blev så rasende populær.)
Så vidt stilen – nu mangler jeg bare at finde ud af, om dette individuelle eksemplar nu også virkelig fortjener en betegnelse, der er bedre end guld. Om brygget fortæller producenten, at den ældste lambic, der indgår i blended her, er tilbage fra 2014. Altså længe længe før Coronavirus (og for mit vedkommende før Husum og Thisted).
Umiddelbart forekommer brygget i champagneskålen (fordi – af en sådan skal dette bryg naturligvis nydes) lidt mørkere end de foregående geuzes – eller også er brygget bare mørkere end øjnene husker det, friskt og perlende som det altid er i sin sprudlende vederkvægethed. Blankt kobberfarvet med platinblondt skum fremstår det i modstrid med den evige forventning om et lyst bryg med lød af mousserende hvidvin. Duften er mere end bare i den tørre ende, næsten eddikeagtig i sin stikkende syrlighed.
Dette kommer også til udtryk i smagen. En bund af umodne stikkelsbær veksler med en kant af eddike. Et skarpere og mere krasbørstigt udtryk, end jeg har været vant til i serien. Sværere tilgængeligt er ikke lig med ringere – især ikke i denne bloggers gane, men jeg kan alligevel ikke helt se dette bryg fri for at være en anelse ude af balance, krængende til den lige lidt for fandenivoldske side.
Og gu’ skal geuze være surt, men det skal stadig kunne skelnes fra de foedere, det er en blanding af. Blandingen skal udtrykke en fin, letdrikkelig forening af de rå vildgærede produkter, og her synes vægten mere at være lagt på at bevare syren intakt på bekostning af drikkeligheden.
Således ender platinblended faktisk med den laveste karakter af de tre bryg. Uden at det er decideret dårligt vel at mærke. Men et i min mund disharmonisk udtryk, der ikke tilpas vægter kernen i geuzekonceptet – friskhed og letdrikkelighed – fortjener ingen guldmedalje.
