Nytårsøl …
Så går den vist heller ikke længere. Der er noget nær katastrofal læsertørke efter det bedste år for bloggen – læsermæssigt i hvert fald. Men aldrig så snart årsskiftet endelig satte ind, dumpede antallet af læsere langt under det flotte niveau for december … Indrømmet var niveauet også absurd højt med over 300 klik flere gange i løbet af måneden. Men det gør alligevel en smule ondt, når bloggen ikke engang formår at trække 100 læsere til sig på en dag. So upwards and onwards – velkommen til 2021, og årets første øl … tror jeg nok.
Jeg fejrede nytår på min ekskones lille landsted uden for Thisted. Og i skrivende stund husker jeg ikke, om jeg drak nogen øl efter klokken 12. Men selv hvis vi siger, jeg gjorde, var nærværende øl i hvert fald den første nye øl, jeg prøvede i indeværende år. Den blev nydt til en nytårslivestream, som jeg stille og roligt prøver at gøre til en tradition på min videokanal.
Det skete i øvrigt endnu før, CEPOS’ cheføkonom valgte at te sig som en idiot på Twitter, men det er selvfølgelig også fuldt forventeligt fra den kant … Ja, det står formentlig i kontrakten at man ikke bare skal være en ultraliberalistisk, forkælet og overprivilegeret møgunge, men at man også skal være et afstumpet racistisk svin samtidig.
Mads Lundby Hansen kan nok se frem til en nytårsbonus ikke mindst efter at han fordoblede indsatsen – eller som man ville sige på engelsk: doubled down tidligere i dag.
Han præsenterede en plan, der skulle samle det borgerlige Danmark. Det eneste gode, man kunne sige om forslaget var, at det ikke var eksplicit racistisk og apartheidstøttende, sådan som det første tweet var det. Men det er selvfølgelig også en meget lav barre.
Man skal også holde in mente, at racismen gerne kommer helt automatisk, når reaktionære, ultraliberalistiske tiltag, som dem Mads Lundby foreslår i sine tweets bliver gennemført. Opretholdelsen af forskellen mellem rig og fattig, der i forvejen er uhørt stor, kræver at de fattige kan afledes med andre sager, så den absurd inadækvate ressourceallokering ikke bliver for åbenlys. Racismen har altid været de riges og magthavernes foretrukne afledningsmanøvre, og sådan er det fortsat.
Men før jeg bliver i dårligt humør – og det ville være ærgerligt, eftersom jeg så småt er ved at rejse mig oven på de sidste måneders undertiden ret intense arbejdsløsheds- og vinterdepression, må jeg hellere skride videre til anmeldelse af dagens øl: Endnu en geuze fra en hemmelig giver. Denne gang en anelse mere skummende, og vist også en kende mørkere end den jeg fik lige før nytår. Om det skyldes, at dette også er en Cuvée Armand & Gaston skal jeg ikke gøre mig klog på, da jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad det egentlig betyder – men det lyder da meget pænt …
Nogen uventet effekt har de franske ord i den ellers ærkeflamske type egentlig ikke. Og godt det samme, for duften af en geuze er perfekt som den er. Frisk og syrlig på den mest opkvikkende måde man kan tænke sig. Det er der ingen grund til at lave om på.
Også i smagen pirrer og forfrisker de udsøgte syrlige noter tunge, gummer og svælg. Det kan være svært at beskrive syrlighed, da det ikke er noget man på samme måde forbinder med frugter og krydderier på samme måde som man gør med søde og bitre aromaer. Jeg tror imidlertid jeg har fundet en frisk syrlighed, der svarer meget fint til, hvad vi finder her: passionsfrugtjuice … af alle ting. Der var tilbud på det i fakta, og det er en kæmpe fest. Ikke mindst fordi det har den fineste vederkvægende syrlige kant, som end ikke frisk appelsinjuice kan levere på samme vis.
I modsætning til brygget fra lige før nytår er humlen gemt en smule mere væk i dette bryg. Til gengæld er syren så meget desto mere smagfuld og i øvrigt i et velbehageligt leje, hvor den bare ligger og kæler venligt med smagsløgene, pikant, harmonisk, rytmisk – lige tilpas, uden unødig kraft eller styrke bare lækker, meditativ og pulserende …
Syrlighed af passionsfrugt – den må jeg huske. Og vil man vide, hvordan dén manifestation af syrlighed åbenbarer sig uden at man lige har en karton passionsfrugtjuice i nærheden, ja, så kan man jo bare åbne sig en oude geuze i stedet for. For sådan én har man selvfølgelig altid på lager …
… har man ikke?
