– Hvorfor ikke kalde den en Harboe?
Alle alarmklokker klemter, og forventningerne søger nye dybder ved den anden stout, jeg forleden fandt i Netto. Den stammer fra et sted, kaldet Skælskør Bryghus, og der skal ikke megen deduktion til, før man konkluderer, at der nok i virkeligheden er tale om Harboes bryggeri. Dette ligger som bekendt i Skælskør, men det betyder selvfølgelig ikke, at andre bryggere ikke kan slå sig ned samme sted – det afgørende bevis finder man nederst på frontetiketten, hvor der står “Siden 1883”.
1883 er året, hvor Harboe-bryggeriet blev grundlagt, (under navnet Bryggeriet Sydvestsjælland) og selve teksten, “Siden 1883” bruges også som navn på en af deres bajerske øl, som man i øvrigt kan se anmeldt her. Jeg finder det temmelig usandsynligt, at et andet bryghus skulle være grundlagt samme år, og i øvrigt bruge samme slogan som Harboe, så man kan nok være forvisset om, at “Skælskør Bryghus” er endnu et brand Harboe skjuler sig bag.
Vi har tidligere set, hvordan Harboe af den ene eller anden grund ikke skriver bryggeriets navn på deres øl, Det gælder f.eks. ‘De Fem Gaarde’-serien og Cults umulige Kay-Sar pseudoøl. I sidstnævnte tilfælde skyldes det vel, at der selv for Harboe er en nedre grænse for, hvor ringe produkter man vil lægge navn til, og i førstnævnte er årsagen nok – ligesom ved nærværende øl – at man er bange for at skræmme kunderne væk, fordi man godt er klar over, at Harboe brandet mildest talt ikke borger for kvalitet.
Når man prøver denne øl, bliver denne mistanke bekræftet, for her formår Harboe-bryggeriet faktisk at brillere med kvaliteten.
Også selvom førstehåndsindtrykket ikke lover for godt, for selvom det er en stout, er den faktisk gennemsigtig – den er slet ikke mørk nok, efter min mening. Stout skal man simpelt hen ikke kunne se igennem. Skummet er også helt forkert, det er mere en masse bobler, der falder hurtigt, og det hele får én til at tænke på en Harboe Cola, snarere end en Harboe Stout. Duften er præget af korn og humle og slet ikke nok af ristet malt – igen i betragtning af, at det er en stout.
Alt dette er jo altid en kende ligegyldigt, hvis det ellers står ordentligt til med smagen, og det må man sige, det gør. Det er en sød, blid og frem for alt fyldig stout, med ristet, karameliseret malt som dominerende smagsindtryk. Denne ledsages af en elegant kaffebitterhed, og munder ud i en slet ikke ueffen humlebitter eftersmag, der kun langsomt klinger af. Det er en øl, der ligger fantastisk godt i munden, hvor nænsomt og silkeblødt masserer smagsløgene med sin fine fyldighed.
Andre ville måske have ønsket sig noget mere barskt af en stout, men nærværende øl viser, at stout ikke altid behøver smage af tygget skrå for at være rigtig godt. Der er også den type stout, der gør sig godt til f.eks chokoladedesserter, og her er denne oplagt, især hvis det er en mokka-chokoladedessert. Som en lille overraskelse til sidst, giver denne øl på forunderlig vis også den indre varme, på trods af, at den egentlig ikke er specielt stærk.
Man må give Harboe, at det – undtagelsesvist – er godt skuldret!
