Én på opleveren …
Der er sandelig sket noget på det sidste … Det er kun lige godt en måned siden, at jeg var fuldstændig tørlagt, og måtte bede om hjælp for at få nye øl at anmelde.
Hjælpen strømmede omgående ind. Ølbloggeren Black Ben (som også er giveren af dagens øl) og læseren Christopher trådte til med uvurderlige bidrag. Siden havde jeg fødselsdag, og der fik jeg opbygget et lager, der nok skal holde bloggen kørende et godt stykke tid – sikkert vel ind i det nye år.
Og længe før benovelsen har lagt sig … en almindelig torsdag morgen, hvor man tilfældigvis har en fridag, og er ude i nogle ærinder i byen, så står der – bare lige sådan – to store 
kasser med øl foran éns hoveddør når man kommer hjem.
Den glade giver viste sig at være Bryggeriforeningen, der da lige syntes, at jeg – bare sådan i min egenskab af ølskribent – skulle have et læs julebryg fra foreningens medlemmer. 36 stk i alt. Alt for meget til at jeg kan nå det før julen er omme – eller for den sags skyld ville have kunnet nå, selv hvis jeg ikke havde fået alt den anden hjælp.
Et førsteklasses første verdens luksusproblem – jeg ved det godt. Men bare for lige at understrege – hvis en læser har nogle øl liggende, han/hun/den/det vil af med, 
behøver jeg bestemt ikke være den første, der bliver spurgt, når de skal bortgives.
Og jeg må hellere se at få gjort et indhug. Øllene drikker (endsige anmelder) jo ikke sig selv. Jeg vil fortsat anmelde øllene i nogenlunde den rækkefølge, jeg har modtaget dem i. Men jeg vil ikke udelukke, at jeg undervejs bryder en kende med kronologien, og fx prøver et par juleøl i løbet af december måned.
I aften står den på en belgier, der samtidig er den kun tredje lambic, jeg prøver i bloggens levetid. Det er et gyldentrødligt bryg med umiddelbart ret svagt skum. Den smule der er, gør imidlertid voldsom modstand mod at forsvinde helt, og lever videre efter brygget er væk som spændende aftegninger på glassets inderside.
Jeg er ikke sikker på, at jeg nåede at dufte til brygget denne gang. Min formodning er dog, at bouqueten er ret svag, såfremt den skal passe bare nogenlunde til smagen …
For smagen er svag. Men det gør bestemt ikke øllet dårligt.
Selvom det ikke er min første lambic, så er det med sikkerhed første gang, at jeg prøver en øl, der smager af så lidt og så meget på samme tid. Aromaen i sig selv er ganske spinkel. Ansigtet vrider sig en anelse på samme måde som når man tager en mundfuld frisk citronsaft – bare ikke helt så meget, men altså på samme måde. En nogenlunde nærværende aroma af frisk græs er brygget grundbestanddel, og så er der henkastede spor af lidt humle og endnu mindre gær. På overfladen virker det tyndt, lemfældigt og uplanlagt … men hvorfor er brygget så alligevel en nydelse?
For brygget føles bare skønt at have i munden. Mere end nogensinde før mærker man, hvad god mundfornemmelse betyder for øloplevelsen. Hvordan det end er lykkedes dem, så har bryggeriet formået at understrege mundfornemmelsen ved at nedtone aromaen. Det er dristigt, men det fungerer!
Brygget masserer nænsomt tunge, gane og gummer. Den lette, men subtile syrlighed fuldender oplevelsen med en uhyre afpasset træk i kæbe- og halsmuskulaturen. Renhed, hårdhed, klarhed samt en ikke nærmere bestemt, men ganske præsent lækkerhed karakteriserer bryggets berøring med mundens indre. Det er kun sekundært et bryg, der smages, og primært et, der føles. Jeg tænker, at det må være noget med den særlige gær, men jeg er ikke sikker.
Og det føles skønt uanset hvad. Et sikkert valg for alle, der vi prøve en alternativ øloplevelse, hvor smagen ikke står i centrum, men hvor oplevelsen alligevel er mere end intakt.
