Skæv start på året …
Årets første øl blev åbnet ved, at den på grund af en defekt hylde i køleskabet, væltede ud, da jeg forsøgte at lukke døren. Kapslen løsnede sig ved mødet med køkkengulvet, og det letgyldne skum spruttede lystigt som fyrværkeriet på nathimlen aftenen før. Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville have drukket nytårsdag. Jeg havde været på arbejde fra klokken otte, og havde været usigeligt træt hele dagen. Ikke fordi jeg havde fuldet mig nytårsaften, men fordi jeg som så mange andre, da lige skulle have årsskiftet med. Så bliver man træt, når man morgenen efter skal op klokken 6 for at komme på arbejde.
Men brygget skulle da ikke gå til spilde. Nu var det jo åbnet. Skulle det være gået hen over hovedet på læserne, er der her tale om den øl, der i august-september måned vandt Kvicklys Ølfestivalg. Ørbæk beskriver den selv som en frisk sommerøl, hvilket jo passede fint til årstiden for festivalget. Som vinder vandt den fast hyldeplads i Kvicklys butikker, og det har den så fået nu, midt om vinteren … Flot! Men tager man det reelle vintervejr i betragtning, er det jo lige før det alligevel passer meget godt – med undertiden tocifrede plusgrader og (i skrivende stund i hvert fald) højt solskin.
Som navnet antyder, er brygget krydret med ingefær. Det er et af mine favoritkrydderier, og der findes en lang tradition for at tilsætte øl ingefær i den angelsaksiske verden. Jeg har endnu ikke prøvet nogen af de originale amerikanske eller engelske, men ingefærsodavand er jeg en stor nyder af, når det er alkoholfri sukkerlæskedrikke, der skal på bordet. Den lette tilgængelighed til især engelsk ingefærsodavand er en af de få ting, der er bedre ved at bo i Irland end i Danmark.
Man mærker tydeligt ingefæren i duften. Den overdøver faktisk det meste, der ellers måtte være, selvom man dog sporer en vis bouquet af humle og/eller korn. Men det er vagt bagom den mildt overdrevne odeur af ingefær. Brygget selv er flot grumset, omend meget lyst. Skummet gør ikke noget synderligt væsen af sig. Det bobler heftigt og falder som et blylod. På skumfronten virker brygget mere som en sodavand end som en øl.
Munden fyldes af en kraftig ingefærsmag, som ikke lader nogen tvivl tilbage om, hvad den vigtigste ingrediens er. Det er faktisk som om bryggeriet har glemt, at det er øl, de laver, og ikke ingefærbryg. Ingefæren er stærkt dominerende, og formår endda at brænde en smule ved gummerne, men ikke så meget som de fine ingefærsodavand. Modsat de fine ingefærsodavand mangler nærværende øl også enhver form for fylde. Kraftfuld ingefærkrydderi til trods har brygget ingen substans, ingefærnoterne kan bygges op omkring. Det er spinkelt, tyndt og vandigt.
I begyndelsen i hvert fald. Så begynder andre nuancer så småt at træde frem. Et markant element af zink og aluminium giver én en grim smag i munden, og formår ikke denne gang at give brygget friskhed. Dette lykkes heller ikke for en markant grape/citronsyrlighed, der efterhånden udvikler sig mere og mere i retning af eddike. Det eneste gode ved eddikeelementet er, at det så nogenlunde matcher et stadigt mere markant element af håndsæbe.
Velbekomme …
Behøver jeg fortælle, at det allermeste af denne øl røg i køkkenvasken? Jeg havde i forvejen ikke lyst til øl den aften, men i sådan en situation, skal den øl, man får, gøre én glad for, at man drak øl alligevel. Det var i den grad ikke tilfældet med denne øl.
Og det var så det, der vandt Kvicklys Ølfestivalg! Nu er jeg for alvor glad for, at jeg ikke prøvede flere øl i den konkurrence. Jeg kan dermed også udråbe min egen favorit: Szlatmok, der ikke var nogen specielt god øl – men dette sure sæbeudtræk slår det med indtil flere omgange.
